Du må være beruset! Tror du ikke snart, det er på tide, at du vender hjem?«. Det er ikke sådan, han formulerer det. Men det er helt klart, hvad min redaktør tænker, da jeg i telefonen fra filmfestivalen i Berlin forklarer ham, at jeg netop har set Ken Loachs nye film, 'Ae Fond Kiss' ('Et dristigt kys'). At den starter med en vittighed, og at der er indtil flere sexscener i den. Jeg bliver i Berlin, og et par dage senere møder jeg Ken Loach og hans manuskriptforfatter Paul Laverty til en snak om 'Et dristigt kys'. Da jeg fortæller om min redaktørs reaktion, griner de begge som et par flove skoledrenge. Indtil Ken Loach siger: »Det er ikke helt fair. Jeg har tidligere haft adskillige jokes med i mine film«. Men de intime scener er nye, og tonen har sjældent været så let og så legende som i denne film. Er det en ny Ken Loach, som vi skal vænne os til? »Nej. Men selv om emnet i 'Et dristigt kys' også rummer megen alvor, så er det dog lettere end i de fleste af mine film. Drengene i 'Sweet Sixteen' befinder sig f.eks. i en meget mere tragisk situation. Det samme gælder for Joe i 'My Name is Joe'. I min nye film handler det om kærlighed på tværs af kulturelle og religiøse grænser. Det er en anden tone, fordi det er en anden slags historie«. Og du har meget optimisme med i den historie - og også et håb til slut?

»Med hensyn til det sidste, så er jeg ikke så sikker som dig. Tingene er ikke altid, som de umiddelbart ser ud. Jeg har et problem med lykkelige slutninger. Jeg har som regel svært ved at tro på dem. I dette tilfælde er der dog så meget god vilje til stede og så meget godt stof i Roisin og Casim, at deres forhold vil kunne holde i lang tid. Men man ved aldrig«, siger manden, som selv er yderst monogam - gift med Lesley Ashton siden 1962, med hvem han har fem børn. Ikke kun kærlighed 'Et dristigt kys' er historien om kærligheden mellem Roisin, som stammer fra Irland, og Casim, som er andengenerationsindvandrer fra Pakistan. Og alle de ting, som de skal kæmpe med for at få hinanden. Han er dj i Glasgow, hun er skolelærer samme sted. Han er muslim, hun er katolik. Han skal giftes i et arrangeret ægteskab med sin kusine Jasmin, hun er netop kommet ud af et forhold, og slikker sine sår. Han bor i et familiært tæt forhold, hun er single. Og han er lige så mørk, som hun er lys. Modsætningerne kan vel næppe trækkes skarpere op? »Ikke umiddelbart. Men en af grundene til, at jeg tror på en fremtid for Roisin og Casim, er netop, at de har så mange forhindringer, som de skal overkomme. De vil ikke senere blive overrasket over noget, som de ikke har fået talt igennem. De har konfronteret det hele. Og så har jeg en stærk tro på tidens unge kvinder. Mange af dem kommer selv fra skilsmissefamilier og kæmper derfor ekstra hårdt på at holde sammen på deres egen nye familie«, siger Ken Loach. »Vi skal passe på med, at vi ikke udelukkende fortaber os i kærlighedshistorien«, siger Ken Loachs faste manuskriptskriver, Paul Laverty. »For mig vejer ting som racisme, tilpasning, arrangerede ægteskaber og problemer med indvandrerfamilier mindst lige så tungt«. »Jeg var i New York 11. september 2001, da de to kaprede fly fløj ind i World Trade Center, og blev naturligvis chokeret som alle andre. Men jeg blev lige så chokeret over at opdage, hvor hurtigt nationalismen greb amerikanerne. Alle tilbad nærmest omgående Stars and Stripes, og jeg læste i aviserne om en sikh, som blev myrdet på en benzinstation i Arizona - bare fordi han var anderledes«. »Men det var åbenbart ikke bedre derhjemme. En af mine vener e-mailede mig fra Glasgow og fortalte, at nogle af børnene på hans nieces skole havde flået en piges tørklæde af. En pige, som er født og opvokset i Glasgow. Bagefter havde niecen sagt, at uanset hvor lang tid pigen blev boende, så ville hun altid være en fremmed. Den slags er skræmmende«. Trilogi som trick 'Et dristigt kys' er tredje og sidste film i Ken Loach og Paul Lawertys såkaldte Glasgow-trilogi. Som startede med 'My Name is Joe' og som blev fulgt op af 'Sweet Sixteen'. Var det hele tiden meningen, at I ville slutte trilogien med en film om indvandring og racisme. Eller opstod det på grund af 9/11? »Ideen om en trilogi er i virkeligheden kun en gimmick. En måde at blive taget mere seriøs på. Tag bare din egen landsmand Lars von Trier, som laver en USA-trilogi. Folk elsker at tænke i større sammenhænge, og her passer en trilogi fint ind. Så, nej vi havde ikke planlagt en tredje film om racisme og indvandring. Og ja - det var 9/11, der gjorde filmen nødvendig for os«, siger Ken Loach. Lige siden han debuterede med 'Poor Cow' tilbage i 1967 har den nu 68-årige Ken Loach været regnet som en af Storbritanniens største socialrealistiske instruktører. Med filmen 'Kes' fra 1969 som en af hans stærkeste af de 23 spillefilm, han har lavet på knap 40 år. Men underligt nok har hans film trukket et langt større publikum i det øvrige Europa end på De Britiske Øer. Det har Ken Loach sin helt egen forklaring på: »Det ligger bl.a. i den britiske biografstruktur. Stod det til mig, så burde vi have en offentligt drevet biografkæde over hele Storbritannien. Det, vi har brug for, er biografer, hvis programmer vælges af folk, som holder af film, og ikke af folk, som er eksperter i at sælge fastfood. Det skulle være biografer, som har mange forskellige slags film på repertoiret, og som ikke bare er styret af markedet. Forestil dig, hvis man gjorde det med bibliotekerne, så ville man kun have bøger af John Grisham og Jeffrey Archer«. Og lad os så lige her til slut snuppe den vittighed, som indleder 'Et dristigt kys'. Her ser vi en pakistansk kioskejer, som bliver så dødtræt af, at hundene tisser op af hans stativ med avisernes løbesedler, at han gør stativet strømførende. Så da den næste engelske bulldog letter ben op ad stativet, får den et ordentligt rap over de ædlere dele. Sjovt ser det ud - og siger på sin egen stille måde vel også en hel del om indvandring, privat ejendomsret og britisk indiskretion?