Luften i rummet er tyk af forventning og respekt. Næsten som om det virkelig var The Godfather, der om lidt skal træde ind i rummet. På en måde er det. Nu hvor Marlon Brando er død, går Al Pacino i hans fodspor, som han gjorde det i Francis Ford Coppolas 'The Godfather'. Her spillede Pacino sønnen Michael Corleone, der modstræbende blev den nye Godfather og Don efter Brandos gamle Vito. Som Brando tager Pacino kun få filmroller. Men i modsætning til den mildt sagt uforudsigelige Brando, der lod sig lokke til det særeste af tykke dollarbundter, er Pacino den kunstneriske redelighed selv. Når han dukkede op på filmfestivalen i Venedig, var det ikke, fordi han skulle promovere en rolle som Supermans onkel eller noget i den stil. Det var for at følge Shakespeare til dørs i den eneste logiske kulisse, når man nu har spillet hovedrollen i 'Købmanden i Venedig'. »Hello, alle sammen«. Al Pacino træder ind med kaffen i hånden. En stor hånd. Et sort skjorteærme. Guldring. Journalisterne om det runde bord må beherske sig for ikke på ægte Godfather-maner at trykke respektfulde kys imod hans håndryg. Men hans uhøjtidelige hilsen får alle til at falde lidt ned. Der er ingen grund til nerver, selv om alle rundt om bordet ved denne lejlighed får taget sin Pacino-mødom. Det har en intern rundspørge afklaret, imens vi ventede. Al Pacino giver ikke interview i øst og vest. Når han åbner munden, er det lige før, man glemmer at høre efter. Denne varme ravnerøst, et instrument af Guds nåde. Som passende nok tilhører en skuespiller af samme statur. I særklassen sammen med Jack Nicholson og Robert De Niro, men uden at have kompromitteret generaliebladet med fjollede roller. Han har hellere gravet dybt i rollerne på teateret, når filmen ikke har haft det helt store at byde på. Teateret er den første kærlighed i Al Pacinos professionelle liv. »Jeg bliver ved med at vende tilbage til teateret. Det har givet mig så meget. Det har hjulpet mig i udviklingen af mit håndværk. Jeg startede på teateret, og jeg vil aldrig forlade det«, siger han. Men her og nu handler det om Shakespeare på film og ikke på teater. 150 år gammel Nerverne forsvinder helt, da Al Pacino fortæller, at han i vore dage har det helt fint med at møde pressen. Det er lidt som at møde venner, der har fulgt ens arbejde i årevis. Det er lidt rart. Slet ikke så truende og fremmedartet, som han fandt det i sine unge år som skuespiller. Noget af rollerne hænger ved. At se en skuespiller arbejde er på en måde at gøre hans bekendtskab, mener Pacino. Så efterhånden lærer vi hinanden at kende. En sympatisk måde at betragte det på. Det ligner næsten ikke en fødekæde. Og det har vi det alle sammen helt fint med. At vi sådan bliver ældre sammen. »I 'Købmanden i Venedig' ser jeg f.eks. ud til at være 150 år gammel«, siger Pacino, og hvis man ikke var afvæbnet i forvejen, så bliver man det, da næste replik falder: »Og det helt uden makeup! Jeg ved ikke, hvordan de har båret sig ad. I virkeligheden er jeg kun 100«, siger den på papiret 64-årige amerikanske skuespiller. Befriet for det grå fuldskæg, som vejer tungt i rollen som den jødiske pengeudlåner Shylock. Alder og udseende er ellers ikke en kombination, Pacino beskæftiger sig så meget med. Han ser ikke sine gamle film, men selvfølgelig sker det jo, at der dukker noget op, når han sidder og zapper. »»Åh nej ... nåh ja for resten«, tænker man så«, siger Pacino med dette helt særligt skæve smil, der trækker fra mundvigen og op i øjnene og fra den position har gjort generationer af kvinder bløde i knæene. Men der er ikke meget charmetrold over rollen som Shylock. Den forbitrede gamle jøde, der mister sin datter til en kristen springfyr og hævngerrigt kræver sit skålpund kød udbetalt af sin skyldner. Skåret ud af kroppen. Tættere på Shakespeare på film »Jeg var igennem årene med jævne mellemrum blevet tilbudt 'Købmanden i Venedig'. Men jeg kunne ikke rigtig se, hvad jeg kunne tilføre den. Figuren talte egentlig ikke til mig. Det var blevet gjort af store skuespillere, og gjort godt. Men Michael Radfords manuskript rummede nogle visuelle elementer, der fik mig til at se Shylock klarere. Jeg følte pludselig, at der med denne visuelle udbygning af teksten måske alligevel var en figur, jeg kunne stille noget op med. Derfor sagde jeg ja«, siger Pacino, der slet ikke deler den traditionelle fordom om, at Shakespeare på teater er finere end på film. I teateret er produktionsomkostningerne ved de store opsætninger så voldsomme, at man i sin måde at spille på er nødt til at sikre sig, at bageste række er med og fuldt besat. »På film kan man komme tættere på og spille mere reflekterende og på de indre linjer. Måden, man i dag kan spille Shakespeare på film på, er attraktiv«, fastslår Al Pacino, der i sin egen film 'Looking for Richard' netop kiggede på forholdet mellem film, teater og Shakespeares 'Richard III'. Inden han sagde ja til Michael Radfords film, overvejede han fordele og ulemper ved eventuelt at lave figuren på scenen først. Ville han trænge dybere ind i den? Utvivlsomt. Ville han miste en friskhed? Måske. Da Michael Radford foretrak, at han gik direkte til filmen, valgte Pacino at gøre, som instruktøren bad om. Antisemitisme 'Købmanden i Venedig' er et af de svære stykker. At spille. Ikke mindst fordi anklagen om antisemitisme har hængt ved det. Ikke uden grund. Den umenneskeligt hårde jøde. Hvis man vil tolke det på dén måde, kan stykket opføres antisemitisk. Som det blev gjort i Nazityskland. »Når først man forstår, hvor Shylock kommer fra ... forstår den mængde hån og fornedrelse, en jøde dengang kunne blive udsat for, så forstår man ham bedre«, forklarer Pacino. I Radfords film bliver der gjort en del ud af at skildre den antisemitisme, der i middelalderen var en helt selvfølgelig del af dagligdagen i det kristne Europa. Jøder blev tolereret. Ikke mindst i Venedig. Men var også her underlagt mange restriktioner og 'racistiske' særlove. »Ved at have den dimension med, hans livsvilkår, får man en resonans i skildringen af Shylock, der gør det værd at beskæftige sig med ham«. »Man forstår en rolle, når man betragter den som et menneske, der eksisterer i virkeligheden. I Shakespeare er det hele der. Jo større forfatteren er - og der er ingen større forfatter end Shakespeare - desto mere vil der være at afdække, jo dybere man trænger ind«. På et spørgsmål om, hvorvidt Shakespeare overhovedet har relevans i vore dage, ser Pacino nærmest paf ud. »Det ville være ligesom at spørge, om Beethoven eller Mozart havde relevans. Har man beskæftiget sig med Shakespeare, er spørgsmålet absurd. Der står mere om det menneskelige vilkår i en enkelt sætning hos Shakespeare end i mange hele teaterstykker«. Gammel kærlighed ruster ikke Hvad ville der være sket i Al Pacinos karriere, hvis ikke 'The Godfather' var faldet ned i hans turban, lyder spørgsmålet fra en af de andre journalister. »Måske ville jeg være en del af en lille trup, der rejste rundt og spillede for tyve børn ad gangen. Spøg til side - det ville næppe være blevet det samme. Det var simpelt hen et utroligt held for mig at være med i den film på det tidspunkt. Men skuespiller var jeg blevet uanset hvad. Glem ikke, at jeg på det tidspunkt havde stået på scenen i ti år. Jeg var faktisk godt i gang med at skabe mig et navn på teateret. Men dengang forholdt jeg mig afventende i forhold til filmen. At skulle forholde sig til alt det tekniske udstyr ved en filmindspilning var temmelig intimiderende. Jeg syntes, det var ubehageligt. Alle de kabler. I dag er alt så meget nemmere. I dag kan vi sidde med et vakst lille kamera i skødet. Min datter på 15 filmer på livet løs. De unge agerer helt naturligt på levende billeder«. »Det var noget helt andet i 1969. Dengang fandt jeg kameraet anmassende. Men tag endelig ikke fejl - jeg var vældig inspireret af film. Det var det, jeg voksede op med. Men da jeg opdagede teatret, opdagede jeg en helt anden verden. En verden, hvor man var en del af et kollektiv, af en familie. Vi gik på kaffebar og drak cappuccino i The Village. Vi havde 16 opførelser om ugen, og bagefter lod vi hatten gå rundt. Det var sådan, vi fik noget at spise. Sådan var vores liv. Det er dét, jeg kommer fra. Og på en måde nok altid prøver at komme tilbage til«, indrømmer han. Hvilken anden Shakespeare-rolle ville Al Pacino gerne spille? »Hamlet er jeg nok blevet for gammel til. Men jeg kan spille hans far. Spøgelset«, smiler Al Pacino og ser alt andet end spøgelsesagtig ud. Sort skjorte. Store, kraftige ansigtstræk. Humoren, der slår smut i øjnene. Når bare man snakker om Shakespeare, går det ikke helt galt. Og man kan jo altid ses i biografen. Nu vi ligesom kender hinanden, Al.