Den polske instruktør Hanna Polak mødte de første gadebørn i Moskva i 1999, da hun indledte sine studier ved byens filmakademi VGIK. To år senere begyndte hun at filme dem. Nu er 'Børnene fra Leningradskij', som hun har optaget sammen med kollega Andrzej Celinski, indstillet til en Oscar i kategorien Documentary Short Subject, og det er hun meget lykkelig for. Hun håber, at nomineringen vil »hjælpe med at finde mere hjælp til disse børn«. »Det er derfor, filmen blev lavet«, siger instruktøren om det 35 minutter lange værk, som blev vist ved Sundance Film Festival sidste måned, og som allerede kan prale med flere positive reaktioner i USA. Tavshed i Rusland I en af omtalerne kaldes den sågar 'uforglemmelig'. Filmen får også meget ros i Polen, hvor så godt som alle massemedier har informeret om Oscarindstillingen. Russiske medier har derimod slet ikke nævnt den. Og Ruslands distributører har hidtil ikke vist interesse for Polaks dokument. Filmens titel henviser til Leningradskij Banegård, en af Moskvas største jernbanestationer, som altid er propfyldt med rejsende til og fra Sankt Petersborg (som tidligere hed Leningrad). Men banegården er også et sted, hvor mange af byens hjemløse 'bor'. Blandt dem hele flokke unger, nogle af dem under skolealderen. Også Moskvas andre stationer fungerer som tilflugtssteder for voksne og børn, som af forskellige grunde ikke har noget fast tag over hovedet, og som de russiske myndigheder ofte ikke gør noget for. »Jeg mødte en gruppe hjemløse børn på Kurskij Banegården i 1999. Jeg talte med nogle af dem, og de indbød mig til at komme igen«, citerer avisen The Moscow Times Hanna Polak for. Og hun kom igen og blev »chokeret« over at møde 70 børn, der havde banegården som deres hjem. »Jeg var knust. Jeg kunne ikke tro, at børn virkelig kunne leve sådan. Og jeg besluttede straks at gøre noget. Jeg ville hjælpe dem, især forsøgte jeg at få dem væk fra gaden og at overbevise dem om, at de kunne leve et normalt liv«, siger Polak, som kort efter stiftede en velgørenhedsgruppen Aktiv Børnehjælp. Den fortsætter den dag i dag med at drive et suppekøkken på Kurskij-banegården. Samarbejde med amerikansk organisation Senere begyndte Polak at samarbejde med New York-organisationen Russian Children Welfare Society, som har eksisteret siden 1929. Resultatet blev en fond, som blev opkaldt efter filmen, og som nu prøver at samle penge ind til et børnecenter i Moskva-regionen. Det håber Polak at kunne åbne snart. Men den amerikanske organisation formidlede også kontakt mellem instruktøren og tv-kanalen HBO, som viste hendes film og skabte den en del publicity op til Oscarnomineringen. Filmen skildrer en række børns hverdag på Leningradskij, blandt den nu 17-årige Gennadij, som siden er flyttet ind på et børnehjem. Han har også lært sig at læse og skrive, men hans kundskaber er på 13-14-års niveau. En anden helt fra filmen, pigen Julia, er siden adopteret af en familie. »Men de fleste børn, som optræder i filmen, er nu i fængsel«, indrømmer Polak. Det center, instruktøren gerne vil stifte i Moskva, skal fungere som et midlertidigt hjem for nogle af de børn, som er faldet igennem det russiske socialsystem. Dem er der uhyre mange af. Ruslands Børnefond skønner, at mindst 700.000 børn lever på gaden, størstedelen af dem i Moskva, Sankt Petersborg og andre storbyer. Det er omtrent lige så mange som i de første år efter Anden Verdenskrig. Andre organisationer mener, at tallet nærmer sig to millioner. Banegårde er de mest almindelige 'hjem' for gadebørnene.