Historien er fortalt. Nemlig den om Kira Skov, der allerede som 17-årig rejste til London for at opfylde en rock'n'roll-drøm og først otte år senere vendte hjem. Med skrammer på sjælen og appetit på fremtiden efter et rakkerliv sammen med sin amerikanske kæreste i bandet 'Butterfly Species'. Historien om den smukke Kira med den rå stemme, der fik igangsætterydelse og skrev sange i et sommerhus i Nordsjælland. Kira, der sammen med drengene i bandet The Kindred Spirits spillede sig vej op fra bunden og selv finansierede det gennemført hjemmestrikkede debutalbum 'Happiness Saves Lives'. Kira and The Kindred Spirits, der har spillet de skrå brædder vinde og skæve. Som har været danske ambassadører på Midem i Cannes og vakt om ikke andet så en lillebitte opsigt i udlandet. Historien om karismatiske Kira, der gør det på sin egen måde, er fortalt. Derfor er det på en måde først nu, den begynder. Historien om en flammekaster af en sangerinde og nogle dygtige unge musikere, der skal prøve at se, om bandet kan bære. Nu de gode historier er fortalt. Ingen udgang Albummet med den enten håbefulde eller trodsige titel 'This Is Not An Exit' bliver udsendt i en helt anden situation end debuten. Det er produceret af den verdensberømte svenske Tore Johansson, der har produceret både The Cardigans og sidste års måske mest hotte britiske rockband Franz Ferdinand. Bag udgivelsen står Copenhagen Records, der markerer sig kraftigt som det nye, ambitiøse danske pladeselskab. Og Kira Skov og Rune Kjeldsen kommer næsten direkte fra støttekoncerten for ofrene for tsunamien i Sydøstasien. De er nu, helt officielt, en del af det gode selskab. Kira Skov med mørke øjne og langt, glat sort hår. Rune Kjeldsen i elegant sort skjorte og jakke, blødt faldende sidehår og i bæltet en ny skalp. Den prominente nominering til en Steppeulv som en af årets fem bedste musikere. »Man har kunnet mærke, der er begyndt at ske noget. I lang tid afhang alt af, hvor meget vi spillede. Ingen kendte os jo. Det er en kamp. I begyndelsen oplevede jeg det nærmest som lidt surrealistisk. Jeg var helt vildt overrasket over, hvor søde folk var. Bare det at blive behandlet med respekt var en luksus. For det gjorde de fand'me ikke i hverken L.A. eller London!«, udbryder Kira Skov. »Det er jo benhårdt, den måde, vi har gjort det på«, supplerer Rune Kjeldsen. »Uden at have noget stort selskab bag sig. Uden radio. Uden reklamer. Det har været den gammeldags vej. Men vi har lært noget. Vi har lært at blive et godt liveband«. Kira og Rune havde ikke kendt hinanden i en time, før det første nummer på debutalbummet var indspillet. Denne hovedkulds tilgang var typisk. Kira & Co. kom i omdrejninger mere i kraft af entusiasme end omtanke. Livebandet Kira and The Kindred Spirits eksisterede reelt ikke endnu, da 'Happiness Saves Lives' blev indspillet. Det skulle bare laves i en fart på basis af de sange, Kira Skov havde med under armen. Den samme fremgangsmåde var udelukket denne gang. Når man lærer noget nyt, åbner dørene sig. Andre lukker sig i. En af dem, der åbnede og lukkede døre, var den svenske producer Tore Johansson. Som Kira & Co. valgte på baggrund af Johanssons arbejde på Franz Ferdinands gennembrudsalbum. I svenske hænder »Han havde meget stærke meninger om tingene. Om de numre, som vi havde født og skabt og spillet mange gange på scenen. Det var lidt en overgivelsesproces«, mindes Kira Skov. Var det svært? »Jeg synes, det var helt vildt svært«, indrømmer hun. »Det var en udfordring med en mand, der kom ind og konfronterede sangskrivningen, konfronterede stemningerne og krævede, at vi besluttede os for, hvad vi ville. Han var rimelig hård. De første dage sad vi bare fuldstændig ...«. Kira Skov får ikke afsluttet sætningen, men man er ikke i tvivl om, hvad hun mener. Tore Johansson tog fat i de enkelte numre. Hårdt fat. 'My Joy Ain't Yours'. Fedt omkvæd, men hvad var det for et komplet latterligt første vers? Sådan gik han dem på klingen. Det tog nogle dage at få pusten og selvtilliden igen efter den svenske næsestyver. En nødvendig proces. »Vi havde skrevet masser af numre, der strittede i mange retninger«, præciserer guitaristen. »Vi havde mistet noget af overblikket ved at være så tæt på. Så vi havde virkelig brug for at blive betragtet udefra. Vi overgav det på en måde til ham. Han skulle gøre sine ting. Så måtte vi tage den derfra. Musikalsk var det meget de amerikanske roots og blues-elementer, han ville luge ud i. Hvem det gik ud over? Ja, det var helt klart mig! Jeg er rimelig blues-inspireret, men det gør mig ikke noget. Jeg synes, musikken er blevet meget bedre af det. Der er ikke så meget blues-tråd ud over det hele. Så kan jeg jo altid sidde derhjemme og have rødder«, siger Rune Kjeldsen smågrinende om baggrunden for, at 'This Is Not An Exit' er blevet en strammere formateret sangorienteret plade, hvor vokalen dominerer konstant, bl.a. fordi der er blevet tyndet ud i de instrumentale ekskursioner. Guitaristen i fokus Fokus har tidligere været rettet entydigt mod Kira Skov. Men andre har fået et godt øje til guitaristen Rune Kjeldsen. Et stort talent, der i løbet af det seneste års tid er blevet 'adopteret' af Nikolaj Nørlund og Jens Unmack på deres respektive pladeprojekter. Da Nørlund i torden og regn i sensommeren lukkede og slukkede for badeanstalten Helgoland som udendørs spillested, var Kjeldsen med på guitar. Han har netop været med Unmack i Berlin som et led i tilblivelsen af Unmacks første soloalbum efter Love Shop. »Jeg er jo bare en musiker, der har spillet helt vildt meget, siden jeg var 12 år«, fortæller den stilige unge guitarist, der starter sit første band, et halvt år efter at han var begyndt at spille. »Jeg kommer fra Lejre, og der var en ikke en skid at lave, så jeg spillede bare guitar dagen lang. Jeg fandt snart ud af, at det var det eneste, jeg ville lave«. Mange hippier flyttede i 1970'erne fra København til Lejre. Også Rune Kjeldsens far, der købte et gammelt kloster. Her var guitaristen barn omgivet af voksne, der spillede musik. Rune Kjeldsen tabte først sit hjerte til bluesmusikken. Siden kom jazz til. Han kom på konservatoriet, men skyndte sig at droppe ud igen og vendte tilbage til rootsmusikken. Han spillede 300 koncerter på Mojo. Med folk som Troels Jensen og Paul Banks. Rune Kjeldsen finpudsede sine chops, som man siger i Bluesland om musikere, der med spaden graver dybt ind i metieren ved at spille og spille og spille. Det var også på Mojo, han mødte Laust Sonne. Via Sonnes band Dear kom Rune Kjeldsen ind på den danske rockscene. Hvor Kira til en fest sad på en stol i et køkken og ventede på en åndsbeslægtet. Musikalsk var det ærlighed ved første blik. Det er det stadig. »Jeg har brug for at blive stimuleret af alle mulige stilarter og de mange forskellige måder at gribe tingene an på. Jeg kan bruge de ting, jeg laver, når jeg 'kommer hjem' i bandet. Jeg synes, vi er ret åbne«, siger Danmarks nye guitarhåb. Og Kira Skov insisterer på, at hun ikke er jaloux, når Rune Kjeldsen laver musikalske sidespring. Så længe han ikke leder efter en udgang. »Han skal jo bare være der, når vi skal lave noget sammen. Men jeg vil ikke så gerne miste ham. For jeg synes jo, han er fantastisk«, ler Kira Skov og skotter glad til sin sidemand. Der i manges øjne i lige så høj grad som den intense sangerinde er en hovedperson i Kira and The Kindred Spirits. Bandet, der er kommet frem ved at sætte den levende del af musikken i centrum.