Brænd dine broer. Vær utro. Overtræk din lønkonto. I den kommende tid vil man nok kunne se københavnerne glippe med øjnene, når de pludselig får øje på nogle anderledes budskaber i bybilledet. Overbook din kalender. Stress op. Glem at hente dine børn. Disse ting, som er en del af så mange travle (post)moderne bymenneskers hverdag. Ophøjet til et fornøjet slogan på plakater, der for en gangs skyld hverken vil sælge en popkoncert, en mobiltelefon eller en læskedrik. Kun pushe lidt eftertænksomhed. Stikke en anelse til folk med drillepinden. Undergrave det strømlinede modebegreb 'Simple Living' med det mere udfordrende modslogan 'Keep Life Complicated'. Lev et kompliceret liv. Klisterbøtterne er på vej. Det er i dag, plakaterne efter planen kommer op at hænge i København. Bag kampagnen for plakatkunsten og det komplicerede liv står maleren Claus Rohland og kommunikationsrådgiveren Jan Egesborg. Kunstneren og propagandisten. Plakatkunstens janusansigt. At gøre opmærksom på plakaten som en overset udtryksform i en digital tidsalder er den vigtigste målsætning for de to. Busstoppestedet »Vi vil gerne have folk til at vågne op ved busstoppestedet, og hvor de nu ellers færdes i byen«, fortæller Egesborg og ser ud, som om det er ham meget magtpåliggende, at der bliver gjort op med Simple Living. Den trendy forestilling om, at enkelt er godt, så længe det også er dyrt. Livskvalitet i et designet univers. Væk med alt det overflødige. Men hvad er overflødigt? »Det liv, vi nu engang lever, er kompliceret. I stedet for at give folk dårlig samvittighed over, at de nu har gjort det helt igennem menneskelige og glemt både det ene og det andet, så skulle man i stedet bare omfavne det. Væk med kontrolfascismen! Kaos i dagligdagen skaber et muntert liv«, mener de to initiativtagere. Det kan man jo så trøste sig med, hvis bussen er forsinket, og ungerne står og vræler i daginstitutionen, mens pædagogerne tripper i overtøjet. »Simple Living er en overskudsting«, uddyber Claus Rohland. »Det er ikke noget, almindelige, fortravlede mennesker, der fortvivlet prøver at få det hele til at hænge sammen, har tid til at skænke en tanke. At opstille sådan et ideal som Simple Living er et symbol på en søgen, når tomheden melder sig. Men tomheden behøver ikke at eksistere. Livet er fyldigt nok. Hvis man kan se, at kaos også rummer muligheder. Det er dét, der er udfordringen«. Og underholdningen, tilføjer Jan Egesborg, der fik ideen, da et planlagt krisemøde med en kæreste blev opløst af grin. For det var da lige til at dø af grin af, når man så det hele sådan lidt fra oven. Hvorfor ikke holde af sit kaos og sin håbløst dobbeltbookede kalender i stedet for at sætte himmel og jord i bevægelse for at tøjle det? Det må jo siges at være et ret subtilt budskab. Langt fra de kontante politiske krav om nej til atomkraft, EF og penicillinsvin, som i 1970'erne gav dansk plakatkunst en slags ny guldalder. Metoderne er de samme. Slagord. Propaganda. Men er en kampagne med så flyvsk en målsætning overhovedet i stand til at gøre sig gældende i bybilledet? Med en farve, der om noget signalerer lesbisk filmfestival? Det mener Claus Rohland ikke vil blive noget problem. »Hvis du kigger på plakaterne, så adskiller de sig ved ikke at henvise til noget arrangement. De prøver ikke at sælge noget med en priskode på. Slagkraftigheden ligger i, at de kommer med enkle udsagn, der er anderledes. Vi kommer med nogle friske opfordringer, men i budskabet ligger også tilføjelsen: »og ta' konsekvensen««. Kaos er ikke uden omkostninger. Hvad enten man er utro, brænder aftaler eller overtrækker kontoen. »Et fortravlet liv afskærer ikke et åndeligt liv. Måske tværtom. Hvert skridt man tager, breder ens visioner og muligheder ud. Det gør det jo ikke, hvis man bliver stående på stedet«. Selvfølgelig medmindre man står ved et busstoppested med sine indkøbsposer og tilfældigvis får øje på en lyserød plakat med et øjenåbnende budskab. Plakatmediet Normalt kan man måle effekten af en reklamekampagne på omsætningen. Samme mulighed har Rohland & Egesborg Partners selvsagt ikke. Det er de nu også i første omgang ligeglade med. De skal ikke sælge noget. Det skulle da lige være sig selv. For de vil bestemt ikke udelukke, at 'Keep Life Complicated'-kampagnen kunne blive fulgt op af mere målrettede satsninger ved en senere lejlighed. »Det ville da være sjovt at få nogle opgaver«, som de diplomatisk udtrykker det. »Pointen er, at vi gerne vil arbejde videre med plakatmediet. Det er et forsømt medie. Et medie, der er spændende, fordi det både handler om kunst og er propagandistisk. Plakaten kan rumme mange lag. Den er ikke så simpel som en annonce. Ved at gøre det på denne måde viser vi, at vi ikke undervurderer folks intelligens«, siger de to bagmænd. I 2004 ville det logiske vel have været at udføre en sådan idé digitalt. Lade det sprede sig som en konceptuel virus. Men det har været Rohland og Egesborg magtpåliggende, at projektet netop skulle være en revival for den danske plakattradition. Plakaten skal op at hænge. I virkeligheden, hvor den hører til. Som det er nu, lever traditionen for at lade kunstnere lave plakater kun videre i de små lukkede rum, der hedder DSB og Tivoli. »Tivolis plakater burde jo næsten havne i Guinness Book of Records som længst varende aktiv dødshjælp«, konstateres det sarkastisk. Kunsten på gaden »Der er stor forskel på at lave ting på computer og så lave de plakater, der i den gamle tradition blev skabt 1:1. Der er ting, man kan sidde og lave på computer, som viser sig simpelt hen ikke at fungere, når det bliver blæst op og skal klare sig i byens store rum«, mener Claus Rohland. »Det er et mere langsomt medie end nettet, men måske kan vi skabe noget tradition. Noget fysisk. Lave noget, folk rent faktisk gad have hængende over sofaen. Det kunne være sjovt«, tilføjer Egesborg. Endnu sjovere ville det selvfølgelig være, hvis et museum ville have noget af det hængende. For den rå kommunikationsform Street Art, som Rohland føler et vist slægtskab med, er jo for længst i skikkelse af f.eks. de berømte new york-kunstnere Keith Haring og Basquiat blevet guldrandede indslag på de fineste moderne museer. I Claus Rohlands entré hænger en lille plakat. Andy Warhol og Basquiat ved siden af hinanden med boksehandsker på. Popkunst og gadekunst. Det starter med gadekunst og fortsætter på gallerierne. Sådan går det nu engang. Men nogle gange går det måske også på et tidspunkt den anden vej. Rohland fortæller, at det er en halv snes år siden, han trak sig ud af mere formelle samarbejder med gallerierne. Nu går han på gaden med plakaten. »Det er endnu en mulighed for at skabe. Det er interessant, fordi det giver en mulighed for at arbejde sig ind i en tradition, der ligesom så mange andre værdier er blevet glemt i denne totale spredning af meningsdannelsen«, siger Claus Rohland, og straks snupper propagandisten stafetten. »Venstrefløjen har jo tidligere brugt plakaten effektivt. Forleden så jeg SF's 'Vi er stadig røde - vi er stadig grønne'-plakater. Jeg synes, det var så elendigt! Før kunne venstrefløjen bruge mediet propagandistisk. Drille parnasset og få nogle sjove budskaber ud. Men SF's kampagne! Det må da kunne gøres bedre. Det kunne man i det hele taget sige om den danske plakat - det må da kunne gøres bedre«.