Noget af det sværeste journalistisk er at interviewe to mennesker samtidig. Når de to så oven i købet er den autodidakte danske instruktør Simon Staho og den svenske skuespiller Mikael Persbrandt - og emnet er en film om selvmord, som de begge hævder handler om kærlighed - ja, så befinder vi os på kanten af et journalistisk selvmord. Men filmen har allerede scoret priser på diverse filmfestivaler og den har fået fremragende anmeldelser hinsidan, hvor 150.000 svenskere indtil videre har set filmen. Så vi vover pelsen. Allerede inden jeg tropper op på Hotel d'Angleterre på Kgs. Nytorv, har jeg læst Simon Stahos erklæring i pressematerialet, om at han har skrevet 'Dag og nat' som en hævn over Michael Persbrandt. »Under indspilningen af min kortfilm 'Nu' opførte Michael Persbrandt sig som en kloning mellem Frankenstein og Miss Piggy på speed. »Kun når man ligger nede i rendestenen kan man se stjernerne«, proklamerede Mikael. »Det er måske rigtigt«, svarede jeg, »men jeg troede, du var skuespiller og ikke astronom«, skriver Simon Staho blandt andet, og filosoferer videre over, hvordan han aldrig fik overbevist Mikael Persbrandt om, at livet kan leves andre steder end i rendestenen. Og da den svenske skuespiller er både højere og tungere end ham, kan han heller ikke banke det ind i kroppen på ham. »Derfor udtænkte jeg den værste hævn, som jeg kunne finde på. Nemlig at skrive et manuskript, som ville konfrontere Mikael med hans dæmoner«, siger Simon Staho med et listigt smil, da vi har bænket os i restauranten på det agtværdige gamle hotel. Med en 'opløftende' udsigt til Det kongelige Teater, hvor Holberg og Oehlenschläger skutter sig i den trøstesløse regn. »Jeg bryder mig ikke om den historie. Det er slet ikke sådan, jeg husker det«, bryder Mikael Persbrandt ind fra siden med alvorlig mine. Hvordan husker du det så?

»Han kan slet ikke huske det«, svarer Simon Staho med et grin. »Jeg var ikke besværlig under optagelserne på 'Nu'. Jeg er aldrig besværlig under filmoptagelser. Siger man det, er det løgn. Det er et ondsindet rygte, som jeg må dementere på det kraftigste. Ikke mindst fordi det er skadeligt for min karriere«, siger svenskeren med en buldrende latter, som helt og aldeles lever op til hans image i Sverige som - på den ene side den store, feterede skuespiller med klassiske roller på Dramaten, og på den anden side alle de kulørte ugeblades drøm om en kendis, der elsker at lave rav i gaden. »I stedet husker jeg en ung, begavet instruktør, som jeg havde interessante samtaler med, som mundede ud i, at han skulle skrive et manuskript, som han så skulle sende til mig«. Den store kærlighed Herefter følger en kærlighedserklæring fra den 32-årige danske instruktør til Mikael Persbrandt, som han konstant benævner Miki. Om en skuespiller, der kunstnerisk »opfylder alt det, man selv har længtes efter«. Om en mand med en »kompleksitet og viden om det smukke i livet, men også med en bevidsthed om det samme livs mørke sider - og som ikke er bange for at vise det«. »Den slags mennesker møder man højst tænkeligt kun en gang i sit liv. Jeg ved, at Miki kan gøre mig 100 gange bedre, end jeg i virkeligheden er. Derfor har jeg i mit storhedsvanvid kastet mig over ham, og derfor skal vi allerede i næste måned i gang med optagelserne til en ny film sammen«, siger Simon Staho. 'Dag og nat' handler på overfladen om en mand, som har besluttet sig for at begå selvmord. I løbet af de 95 minutter, som filmen varer, følger vi denne mand på hans sidste dag, hvor han i sin bil opsøger sin søn, sin kone, sin elskerinde, sin mor, sin søster, osv. og tager afsked med dem én for én. Simon Staho beskriver det således: »'Dag og nat' handler om mennesker, der vil elske, men ikke vover at gøre det. Mennesker, der holder af hinanden, men som alligevel stikker knive i hinandens hjerter. Mennesker der begår fejl, og som ikke tør sige undskyld. Og ikke mindst: Mennesker der har brug for at tale, men som ingen har lyst til at lytte til«. Det er en yderst minimalistisk film. Havde du ikke betænkeligheder ved at spille en mand, som vi fra starten af filmen ved begår selvmord? »Nej, slet ikke. Og under indspilningerne tænkte jeg slet ikke på, at jeg spillede en mand på vej mod sin undergang. Jeg tænkte på en mand, som forsøger at undgå netop det - en mand, som søger kærligheden. Derfor var det heller ikke så mørkt og deprimerende, som man skulle tro«, siger Mikael Persbrandt og fortsætter efter en lille pause: »Simons manuskript kom til mig på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg søgte efter et mere koncentreret udtryk for dét at spille skuespil. Og dette blev så den yderste forpost i min søgen. For jeg er jo også berøvet min krop i bilen. Jeg har kun herfra og op, at gøre godt med«, siger Mikael Persbrandt og peger på sit bryst. »Jeg så på det som et manuskript, som man ellers kun får på teatret. Og som der skal trylles meget med, for at det skal kunne fungere på film«. Stjerner på rad 'There Must be 50 Ways to Leave Your Lover', synger Paul Simon, mens manden i 'Dag og nat' 'nøjes' med 10 forskellige mennesker og måder at tage afsked på. Spillet af 10 af Sveriges ypperste skuespillere, bl.a. Maria Bonnevie, Mikael Nyqvist, Lena Endre, Hans Alfredson og Pernilla August. Og ydermere med Erland Josephson som fortæller. Hvordan i alverden får man sådan en række stjerner med i en low budget-film? »Af desperation«, siger Simon Staho og uddyber: »Det er en film, som er født ud af en desperation. For den er så lidt mainstream, at du på forhånd opgiver at få pengestærke folk til at støtte den. Derfor kan du lige så godt lave den 100 procent, så den tilfredsstiller dig selv. Der er ingen, du skal lefle for. Og så spørger du dig selv: Hvilke skuespillere vil jeg have med? Hvilke skuespillere kan gøre mig bedre? Det kan en Pernilla August, en Lena Endre og en Maria Bonnevie«. Ja, du holder dig ikke tilbage?

»Hvorfor skulle jeg også det? Når jeg bruger Mikis tid, som han ellers kunne bruge på så meget andet, hvorfor så ikke gå efter det ypperste? Når han skal sidde i den bil og hele tiden få nye skuespillere og spille sammen med, er det min forbandede pligt, at de, som kommer ind til ham, er de allerbedste. Derfor besluttede jeg fra start, at jeg ikke ville lade mig nøje«. Et er at beslutte sig for det, et andet er at få det til at lade sig gøre. Hvordan gjorde du det? »Jeg tror, det har noget at gøre med, at de enkelte skuespillere kunne mærke på mig, hvor meget jeg brændte for den her film. Hvor vigtigt jeg syntes det var, at den blev lavet. Det tror jeg har smittet«. Har du lobbyet for Simon, Mikael Persbrandt? »Nej. Det har ikke været nødvendigt«, svarer Mikael Persbrandt. »Manuskriptet var så godt i sig selv, at der ikke skulle overtalelse til. Selvfølgelig har jeg fortalt et par stykker om Simons måde at arbejde på, fordi de har spurgt mig, men ellers har jeg blandet mig helt udenom. Men jeg er lykkelig for, at det lykkedes ham at få alle de bedste. Alle, som kom ind i den bil, er fantastiske hver for sig. Nogle gange følte jeg helt bogstaveligt, at det bare var et spørgsmål om at køre med«. Men de må da være gået ned i honorar, for at du kunne få budgettet til at hænge sammen?

»Jamen det har de da også gjort. Vi er alle gået ned i honorarer for at få filmen lavet«, siger Simon Staho. Hen over ØresundKunne du ikke ha' lavet filmen med danske skuespillere?

»Joh, det kunne han godt. Men det var ikke blevet lige så godt«, siger Mikael Persbrandt med et stort grin, inden Simon Staho når at komme til orde. Et øjeblik nyder den svenske skuespiller sin triumf, men så skynder han sig at tilføje: »Jeg skojer. This was the end of my danish career! Nej, helt ærligt - jeg synes I har nogle fremragende skuespillere her i Danmark. Derfor håber jeg også på, at vi i fremtiden kommer til at lave mange flere film hen over Øresund. Vi er kun to små lande, hvor vi oven i købet tænker ret ens. Det er oplagt, at vi i fremtiden begynder at arbejde meget tættere sammen. Jeg tilbyder hermed min arbejdskraft«. »Det får du ikke lov til«, skynder Simon Staho at indsparke. »Du skal lave film sammen med mig«. Og det er som nævnt lige netop, hvad han skal. I næste måned, i Sverige, udelukkende med svenske skuespillere og på svensk. »Det er en hævn fra min side. At Simon er tvunget til at lave endnu en film med mig«, siger en storsmilende Mikael Persbrandt om 'Bang, bang, orangutang', som er den umage titel på filmen, som Simon Staho betegner som endnu en kærlighedsfilm. »Det er en blanding af 'King Kong' og 'Romeo og Julie'. Om to mennesker, der vil hinanden, men hvor den ene kæmper mod ikke at kunne modtage den andens kærlighed. Og hvis 'Dag og nat' er en sonate, som nogen har kaldt den, så vil den kommende film være et stykke punk rock'n'roll«.