I over 20 år har hun henrykket det danske teaterpublikum - ikke mindst takket være mere end 30 roller hos hedengangne Dr. Dante. Hun ser hamrende godt ud og synger endnu bedre. Og så har hun humor. Alligevel er Lotte Andersen ikke den fasttømrede del af den danske bevidsthed, som hendes mangesidede talent berettiger til. Og det er den 41-årige skuespillerinde faktisk glad for. »Det er karakteristisk for mig, at min karriere er blevet til i et adstadigt tempo, hvor jeg ikke er blevet stjerne på en aften. Men jeg er meget tilfreds med, at det er gået langsomt, for på den måde har jeg selv kunnet følge med«, siger Lotte Andersen forud for dagens danmarkspremiere på filmen 'Oh Happy Day' - en film, som hun bærer et stort ansvar for. Det er nemlig Lotte Andersen, der har fået ideen til 'den guddommelige komedie', som plakaten til 'Oh Happy Day' lover. Hun har skrevet manuskriptet sammen med Jannick Johansen og filmens instruktør Hella Joof. Og så spiller hun også hovedrollen som den grå husmus Hannah, der er fanget i en total eksistentialopbremsning. Men som takket være en agterudsejlet sort baptistpræst, og en god portion gospel, får dirket låsen op til den glemte pige inde i den plisserede nederdel og den fornuftige sweater. Med så stort et ansvar på skuldrene er det ikke underligt, at Lotte Andersen ser lidt betuttet ud på billedet fra 'Oh Happy Day', som de seneste 14 dage har præget det københavnske bybillede. Filmanmelderne er ansvarlige for, om dagen i dag nu også bliver lykkelig for hende. Men de kan ikke ændre på det faktum, at den fynskfødte skuespillerinde - takket være Hannah og rollen som fru Flinth i 'Min søsters børn'-filmene - lige nu er ved at smide den sidste rest af anonymiteten. »Det må jeg så lære at leve med. Indtil videre har jeg da kunnet få lov til at gå nogenlunde uforstyrret i byen og handle ind. Der er børn, som genkender mig som fru Flinth, men foreløbig har deres interesse kun været positiv«, siger Lotte Andersen. Imod alle odds Det var som Kim Bodnias præstekæreste i 'Nattevagten', at det brede publikum for første gang stiftede bekendtskab med Lotte Andersen for 10 år siden. Året efter blev hun endnu mere eksponeret som Sus i TV 2's julekalender 'Juletestamentet', og siden er det blevet til en lang række biroller på film og i tv. Så du var nødt til at skrive dit eget manuskript for at få en hovedrolle? »Sådan er det«, siger Lotte Andersen med et stort grin, men tilføjer så mere alvorligt. »Nej, ideen opstod i garderoben den sidste aften på Dr. Dante, hvor Caroline Henderson og jeg pjattede og begyndte at efterligne folk, som ikke kan synge gospel. Det syntes vi selv var meget morsomt, men det satte også noget i gang hos mig, og da jeg fortalte Hella Joof om min idé, opfordrede hun mig til at udvikle den yderligere. Jeg skrev en synopsis på otte A4-sider - og så var processen i gang«. Har 'Oh Happy Day' hele tiden fra din side været tænkt som en farce? »Du tænker ikke i genrer, når du skriver et manuskript for første gang. Men jeg havde et stærkt ønske om, at det skulle blive sådan en imod alle odds-film. I stil med 'The Full Monty' og 'Brassed Off'. Den der engelske tradition, hvor en gruppe af mennesker kæmper sig frem til et mål på trods af alle mulige forhindringer. Derfor tænkte jeg også i starten 'Oh Happy Day' langt mere kollektivt. Det var først senere, vi fandt ud af, at filmen fungerer bedre med Hannah i centrum«. »Og det er jeg lidt ked af. At vi har måttet minimere det kollektive. For der er ikke meget, der hylder sammenholdet og fællesskabet i dag. Det er, som om det ikke længere har en værdi. Vi opdrager heller ikke vores børn til det mere. Det er faktisk frygteligt«, siger Lotte Andersen eftertænksomt. Hvor godt kender du Hannah? »Jeg synes, jeg kender hende temmelig godt. Det har noget med min provinsielle baggrund at gøre. Der er altså noget med Fyn - noget, som samler den måde, vi har det på i Danmark for tiden. Noget med, at vi har det godt nok, og at vi ikke vil være afhængige af andre. Vi kan godt selv finde ud af tingene. Jeg føler, at Fyn er sådan en overeksponent for det«. Og det gør du så tykt grin med?

»Nej, jeg gør ikke grin med det. Jeg holder et spejl op og viser, at vi bl.a. har så svært ved at sige ja til fremmede. Vi kan godt nøjes med os selv. Det, vi har, er fint nok. Vi kan nøjes. Dét er Danmarks problem, at vi menneskeligt og kulturelt ikke sigter højt nok. Mens vi på andre punkter kæmper med et kæmpe storhedsvanvid. Og Hannah - hun har i dén grad lært at nøjes. Lige indtil ...«. Ønske om at tro'Oh Happy Day' handler altså om den danske folkekarakter. Men den handler også om at tro?

»Ja. Jeg har selv et stort ønske om at tro. Jeg vil meget gerne trænge ind bag det begreb. Og her kan gospel altså noget helt specielt«, siger Lotte Andersen, mens hun 'højlydt' gestikulerer med armene. »Gospel er ikke salmesang. Når man synger gospel, skal man bruge den brede stemme, men skal synge til - næsten til man får mavesmerter. Man åbner sig. Det minder om at græde, at råbe om hjælp eller at grine uhæmmet. Når man synger gospel af fuld kraft, så åbner man sig til noget større. Det er som et kæmpe åndedrag«. Kan man nøjes med at kalde det ånd?

»Jamen, lad os da bare kalde det Gud. Jeg er ikke bange for det ord. På dén måde er jeg troende. Jeg tror med kroppen - ikke kun med hovedet. Jeg overgiver mig. Og det synes vi jo i dette land er så modbydeligt forfærdeligt. Fordi det er så vigtigt for tiden, at vi skal kunne klare os selv. Vi skal fokusere, vi skal være på forkant - vi skal ikke hengive os«. Så for dig er troen et spørgsmål om at have en Gud at glæde sig med?

»Ja, men også at dele smerten med. Men her er de fleste jo med. Når smerten rammer, søger de fleste efter deres Gud«. Gospel er altså en vækkelse. Men er det ikke også en forførelse?

»Det er en kæmpe forførelse. Og det synes vi danskere jo, er noget skidt. Vi husker A. Hitler og mener derfor, at vi skal passe på. Så vi vil hellere forblive lidt gråmelerede, frem for at risikere noget. Akkurat som Hannah. Altså lige indtil ...«. Påvirke processen Mens Lotte Andersen tidligere har haft svært ved at træffe sine karrierevalg, er hun betydelig mere afklaret nu. »Jeg stiller mig selv ind i centrum nu og tager selv fat i materialet. Egentlig er det lidt naturstridigt, for som skuespiller er det din natur at stille dig til rådighed. Men jeg har besluttet mig for, at jeg ikke bare vil sidde og vente på, at tingene kommer til mig. Jeg vil være med til at påvirke processerne«. Hvilket bl.a. har ført hende til en rolle som terapeut i Tomas Villum Jensens kommende film 'Solkongen', som har premiere til foråret. »Jeg spiller en terapeut, som har tre mænd i behandling - Niels Olsen, Nikolaj Lie Kaas og Thomas Bo Larsen. Alene de navne fortæller, at det er en håbløs opgave«, siger Lotte Andersen og smiler hen for sig. »Men jeg sagde ja til rollen og Tomas på den betingelse, at jeg måtte gøre det på min måde. At jeg kunne være med til at påvirke rollen. Jeg ville for alt i verden ikke havne i den faste kliche om en terapeut«. Men inden 'Solkongen' får premiere, er Lotte Andersen selv i terapi fra begyndelsen af december i teaterstykket 'Limbo' på Betty Nansen Teatret. Her spiller hun en journalist på kokain og på evig jagt efter en forsidehistorie. På et behandlingshjem møder hun tre alkoholikere, spillet af Paprika Steen, Sonja Richter og Ditte Gråbøl. Du har sagt, at du gerne vil fortsætte med at skrive. Men bliver det ikke svært med det tempo, du har på for tiden? Og var der ikke også noget med, at du ville prøve at få en sangkarriere på benene?

»Jamen, jeg er meget fascineret af at skrive, og jeg har da også en ny historie på tegnebrættet. Og med hensyn til sangen, så ved jeg, at det kræver alle ens kræfter blot for at få udgivet en cd. Hvis man skal bygge en sangkarriere op, så kræver det, at alle ens heste løber den vej. Og mine heste løber altså lidt vildt rundt i øjeblikket«, siger Lotte Andersen.