Går den, så går den. Man kan se tanken glide hurtigt gennem deres hjerner, som en forbipasserende bil lastet med panik, mens de gør sig klar til at træde ind på scenen i Helsinki. Amerikanske Mike Bonanno og Andy Bichlbaum har sagt ja til at holde et foredrag til konferencen 'Textiles in the Future' som repræsentanter for World Trade Organization. Med sig har de en ekstravagant gulddragt til arbejdsgivere, som i skridthøjde munder ud i en stor gylden fallos. Den munder i øjenhøjde ud i en monitor, hvorpå direktøren kan overvåge sin billige arbejdskraft i fjerne lande og give dem stød, hvis de er for sløve. Det lyder som noget fra en langt ude spillefilm, men vi befinder os i en scene fra virkeligheden, fra dokumentarfilmen 'The Yes Men'. Og konferencedeltagerne i Helsinki æder WTO's nye design råt og uden at blinke. Bonanno og Bichlbaum er bare ikke dem, de giver sig ud for at være. De er aktivistiske kunstnere, ikke repræsentanter for nogen frihandelsorganisation. De er grundlæggere af den i dag fem mand høje gruppe The Yes Men, hvis pièce de résistance 'The Yes Men' kan ses på Cph:dox-festivalen. Man kan også læse om det i den nye bog 'The Yes Men - The True Story of the End of the WTO', og på nettet finder man afsættet for gruppens fupnummer, sitet www.gatt.org. GATT står for General Agreement on Tariffs and Trade, og det er navnet på den frihandelsaftale som blev vedtaget efter Anden Verdenskrig og som WTO blandet andet blev dannet for at administrere. Og hvis man sammenligner www.gatt.org med www.wto.org, så er det ikke svært at forstå, at nogen er endt på det forkerte site ved en hurtig Google-søgning. De ser nemlig identiske ud, og det har lokket organisationer, læreanstalter og tv-stationer til at lukke The Yes Men indenfor i varmen i den tro at de var repræsentanter for WTO. Og alle er de hoppet på den: I Helsinki modtog de således The Yes Mens absurde og kyniske forslag til kontrol af arbejdere uden at blinke, som det kan overværes med både morskab og gysen i dokumentarfilmen. Kunst og aktivisme 'Identity correction' kalder The Yes Men selv deres offensive strategi, der befinder sig et sted mellem politisk kunst, satire, oplysningsprojekt og aktivisme. Ideen er at påtage sig en organisations eller persons repræsentation udadtil i form af for eksempel et website, og så fordreje denne selviscenesættelse eller levere ubehagelige fakta. Alt sammen med det formål at vise mere af hvad Yes Men anser for det sande væsen bag den højpolerede facade. Og forhåbentlig samtidig tiltrække sig så meget opmærksomhed fra mainstreampressen, at det rejser ubehagelige spørgsmålstegn i medielandskabet. Undervejs i 'Yes Men'-filmen opstår der også en række interessante reaktioner fra modtagerne af desinformationen ude i den virkelige verden, og man har kunnet se mere eller mindre samme strategi i den Yes Men-inspirerede 'Danes For Bush' på DR 2, hvor Mads Brügger og Jakob Boeskov får den grumme bagside af republikansk åndsliv i tale. Eller med Boeskovs 'ID Sniper Rifle', et fiktivt våben, der skulle kunne skyde overvågningschips ind i demonstranter, som han tilbød under stor og positiv interesse på en våbenmesse i Kina. Bonannos og Bichlbaums første fællesprojekt gik ud over George W. Bush. »There ought to be limits to, uh, to freedom«, lød det fra guvernøren på tv i 1999 som reaktion på deres site www.gwbush.org. På Bushs eget site stod der, at han havde været Texas' økologi-guvernør, og at han ville blive nationens undervisningspræsident. Mens The Yes Men leverede nogle lidt andre, men ikke desto mindre sande oplysninger: At Texas under Bush var blevet USA's mest forurenede stat, at han havde utallige fejlslagne forretninger bag sig og at hans bedstefar havde arbejdet med nazisterne. Men prædiker denne såkaldte hacktivisme for andre end de omvendte? Svært at sige. I maj gik de på gaden i Cleveland og ville have folk til at støtte en virkelig Pentagon-rapport, der dog ikke er blevet officiel politik. Forståeligt nok. For den foreslår at se på global opvarmning som en måde at udradere konkurrenter på: Japan ville drukne, Europa blive dækket af is og Kina ende som ørken. Mange skrev under, mange ville ikke vide af dem. Og der var kun én, der gennemskuede og påskønnede deres satire. Men han fortalte dem også efterfølgende, at han var mentalt syg.