Kvinden ser helt tildækket ud, og man kan kun se hendes øjne, da hun begynder at bede, men ved nærmere eftersyn viser hendes lange sorte chador sig at være gennemsigtig. Inden under den er der malet koranvers på hendes ryg og bryst. Flere kvinder kommer til. En brud er klædt i en hvid blondekjole, men hendes ryg er utildækket. Koranverset om, at en mand har lov til at tage sin kvinde på enhver måde, på ethvert tidspunkt og sted beskikket af Gud, står skrevet på hendes hud. Piskeslag Billederne ruller videre og viser nu en kvinde, der ligger på jorden med røde striber efter piskeslag på ryggen og benene. Koranversene på hendes mishandlede hud forkynder, at de, der er skyldige i utroskab eller sex uden for ægteskabet, skal straffes med 100 piskeslag. Man hører den isnende lyd af en smældende pisk, og man betages af skønheden ved den arabiske kalligrafi og den dæmpede musik. Det er scener fra 'Submission' ('Underkastelse', red.), en 10 minutter lang film, der er blevet vist på hollandsk tv i den bedste sendetid. Manuskriptet er skrevet af Ayaan Hirsi Ali, en somaliskfødt flygtning, der nu er medlem af det hollandske parlament. Siden den engelsksprogede film blev vist i august, har den været genstand for en ophedet national debat, hvilket var Hirsi Alis hensigt. Den 34-årige Hirsi Ali voksede op som muslim, men er i dag frafalden. Hun fortæller, at hun ikke har ønsket at krænke nogen, men derimod at henlede opmærksomheden på den, efter hendes opfattelse, udbredte, men skjulte vold mod muslimske kvinder, også i Europa. Hun valgte at udnytte billedets kraft, siger hun, for at sætte fokus på mishandling, incest, tvangsægteskaber og selvmord blandt unge indvandrerkvinder. Hun har skrevet og talt om emnet i årevis, men mener stadig, at det er tabu i offentligheden. »Muslimerne benægter det«, siger hun, »og mange hollændere er bange for at tage spørgsmålet op, fordi de ikke vil skabe religiøse spændinger eller kaldes racister«. Barbariske skikke Fortællingerne om de fire kvinder i filmen er sammenstykket, siger hun. Kritikere har kaldt dem forsimplede og karikerede. Men billederne har skabt en ophedet debat i Holland om, hvordan man kan modernisere eller tillempe islam, i takt med at religionen breder sig i Europa. Blandt Hollands 16 millioner indbyggere er 1 million muslimer. Hirsi Ali tilhører en lille, men voksende gruppe af kvinder, der ønsker at udbrede budskabet om, at man godt kan praktisere den muslimske tro uden det, hun kalder barbariske middelalderlige skikke, herunder omskæring, prygl eller indespærring af kvinder i hjemmet. Flere i denne gruppe mener, at moderniseringen af islam må komme fra kvinder, og særligt fra europæiske muslimske kvinder. Billeder fra filmen er blevet vist i hollandske aviser, magasiner og tv-programmer, hvilket har affødt en bølge af såvel ros som raseri. »Den er selvfølgelig et politisk indlæg, det kan ikke nægtes«, siger Theo van Gogh, der har instrueret filmen og fastholder, at han ikke forstår, hvorfor så mange muslimer er chokerede. Han fortæller, at han bevidst har været tilbageholdende, og at filmen ville have været anderledes, hvis han virkelig havde ønsket at chokere. Den begynder med en bøn, hvorefter fortælleren beretter om fire kvinder, der beder Gud om hjælp til at lindre deres smerte. Vi får at vide, at én af dem blev tvunget til at gifte sig med en mand, hun hader; én blev voldtaget og gjort gravid af sin onkel; én blev pisket efter at have haft et seksuelt forhold til sin kæreste; og én får regelmæssigt bank af sin mand. Kvinderne føler sig forladt af Gud, selv om de er hengivne over for ham. Et nærbillede af et forslået og hævet ansigt dukker op på skærmen, og fortælleren siger: »Åh, Allah, den højeste. Du siger, at mænd er kvindernes beskyttere og forsørgere, fordi du har givet den ene mere styrke end den anden. Men mindst en gang om ugen føler jeg styrken af min mands knytnæve i ansigtet«. Kvinden, der er blevet voldtaget, siger, at hun altid har henvendt sig »til dig, Allah, og dækket mig til, som du ønsker det. Og nu, da jeg beder om frelse, er du tavs som den grav, jeg længes efter«. Kritikere siger, at det ikke er de ord, der siges, men derimod de skrevne koranvers på kvindernes hud, der gør filmen blasfemisk. »Der er intet galt med det, der siges, det er jo virkelighed«, siger Loubna Berrada, der er kvindesagsforkæmper og af marokkansk familie. »Men nøgenheden er forkert. Det er for provokerende«. Men så tilføjer hun, at det ikke har forandret noget at tale om problemerne. Det er hele systemet, som kvinder selv deltager i, der skal forandres. »Kvinderne lader undertrykkelsen gå videre til deres døtre, og de opdrager deres sønner«, siger Berrada. Kirurgiske indgreb I den lavine af læserbreve og artikler, filmen har affødt, findes et fra Fadoua Bouali, sygeplejerske på et hospital i Amsterdam, som fortæller, at hun er chokeret over, at så mange unge, skræmte muslimske kvinder vælger at få foretaget et kirurgisk indgreb for at skjule, at de ikke er jomfruer. »Allerede på deres bryllupsdag får mændene en jomfru, der er lappet sammen af jødiske, kristne eller ateistiske hænder«, siger hun til magasinet De Tijd. »Er det sådan, de gerne vil have det?«. Carla Rus, en hollandsk psykiater, siger, at hun i 20 år har arbejdet med voldsramte kvinder på herberger, hvor over halvdelen var muslimer. »Selvmordsforsøg er fem gange så udbredt blandt unge udenlandske kvinder af udenlandsk herkomst end blandt lokale kvinder«, siger hun og henviser til undersøgelser på området. Diskussionen fortsætter, og det gør angrebene på Hirsi Ali også. En rapsang, der spilles på nogle af de hollandske radiostationer, kræver, at hun skal dø. Der fremsættes også dødstrusler mod hende i chatrum og på e-mail. Politiet i Rotterdam har anholdt en ung marokkansk mand for at have sendt en dødstrussel til Hirsi Ali. Hun beskyttes døgnet rundt af to livvagter, som myndighederne stiller til rådighed, og hun siger, at hun vil fortsætte sin kampagne. I en tale i parlamentet for nylig krævede hun, at indenrigsministeren skulle bede politiet om at tage sin definition af mord op til revision i sager, der involverer unge kvinder. Hun hævder, at mindst et dusin muslimske piger i Holland hvert år bliver ofre for hævndrab begået af brødre, fædre eller andre slægtninge. Politiet registrerer sagerne som familiestridigheder, siger hun. »Politiet siger, at de vil undgå at stigmatisere en gruppe«, siger Hirsi Ali. »Jeg siger, at vi er nødt til at kende sandheden«. Ud over filmen har Hirsi Ali i forvejen udgivet to essaysamlinger om muslimske kvinders trængsler, 'Sønne-fabrikken' og 'Jomfruburet'. Hendes næste projekt er endnu en kortfilm: 'Submission - Part Two'. Hun siger, at den skal repræsentere mændenes synspunkt. Oversættelse: Tonny Pedersen