Jeg ved, at jeg kommer til at fortryde det her. Men nu skriver jeg det alligevel med risiko for at påkalde mig alle konspirationsteoretikeres vrede: Hverken Elvis eller Hitler lever. Prinsesse Diana blev ikke myrdet af prins Charles eller MI 5 eller MI 6 eller B93. Hun døde, fordi hendes chauffør kørte alt, alt for hurtigt og i øvrigt var skidefuld. Neil Armstrong gik virkelig en tur på Månen i 1969. Den amerikanske månevandring var ikke indspillet i et tophemmeligt filmstudie i Nevadaørkenen. »Jamen, skyggerne! Hvad med skyggerne på de såkaldte optagelser fra den såkaldte Måne? Og det amerikanske flag, der blafrer?«, hører jeg en konspirationsteoretiker råbe. Ja, ja. Enhver sammensværgelsesteori er bygget op af præcis de detaljer, som kan bekræfte teorien. Alt andet er udeladt (så som de hundreder af mennesker, der nødvendigvis må have været involveret i den falske månevandring, og som alle skulle have holdt deres kæft om det gigantiske svindelnummer i foreløbig 35 år). Underholdende læsning Men underholdende er de da, konspirationsteorierne - og så tjener de jo også et formål. For en eventyrprinsesse som Diana kan da ikke dø i en banal trafikulykke, og en statsmand af Olof Palmes kaliber kan ikke bare blive skudt ned på gaden af en tilfældig, utilpasset svensker, vel? Personligheder i den størrelsesorden fortjener en mere interessant død, ikke sandt? Vel gør de så, og interessante dødsfald er da også en af hovedingredienserne i Lars Bugges bog 'Flere konspirationsteorier - 40 nye sammensværgelser'. Nå ja, nye og nye. Et af kapitlerne handler om mordet i Finderup Lade i 1286, og teorierne om, hvem der stod bag drabet på kong Erik Klipping, har jo været oppe at vende nogle gange siden. Det samme er tilfældet med dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i 1948, som får en grundig behandling i den ellers lidt overfladiske bog. Drabene på kontorchef Vilhelm Jacobsen og hans hustru, Inger Margrethe, i parrets lejlighed på Frederiksberg er forblevet et mysterium, så her er der frit slag for nye og gamle konspirationsteorier, og dem har Lars Bugge med. Bog mangler dybde Ikke bare de gængse om, at ægteparret blev myrdet af tidligere modstandsfolk, fordi Jacobsen havde hjulpet tyskerne under besættelsen (eller af nazister, fordi parret havde hjulpet modstandsbevægelsen). Men også nogle mere snørklede teorier, som involverer sortbørshandel, hemmelige elskere, svindel med hestevæddeløb og den polske efterretningstjeneste, for blot at nævne nogle få. Det er spændende sager, de sammensværgelsesteorier, og Lars Bugge holder en pæn distance til de mere vidtløftige af slagsen. Men for min skyld måtte han nu gerne have nøjedes med 20 styk og være gået mere i dybden med dem. Og lad mig så til sidst slå fast, blot for at mindske antallet af vrede henvendelser fra læsere, der tror på de fantastiske historier: Jo, konspirationsteoretikere kan også have ret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Ibrahim Benli tog turen fra den anatolske højslette til Folketinget
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch







