»Samtidig med at jeg var hjemme i Danmark for at finde ud af, hvad der skete i sagen, fik jeg en telefonopringning fra Morten. Han havde spillet tennis i Las Vegas med en eller anden tennishaj, som skulle spille med hånden på ryggen, ik'? Og Morten tabte, så han har spillet alle vores penge væk - omkring 10.000 dollar«, fortæller Rasmus Nøhr, mens han gestikulerer enarmstennis, sin vens tåbelighed og sin egen opgivenhed i én og samme hektiske bevægelse. Sangeren og sangskriverens ranglede legeme falder tilbage i lænestolen på Café Mama Lustra, og det 32 år gamle, men evigt drengede ansigt lyser af fortællelyst. En fortællelyst, der nu er manifesteret på det hverdagsfabulerende album 'Rasmus Nøhr', der udkommer 27. september. Men Rasmus Nøhr er ikke bare fortæller. Han er en omvandrende fortælling i sig selv. I en noget nær konstant talestrøm fortsætter sangeren sin beretning, der på dette enarmstennis-punkt er ved sin midte. Vi skal mod en slutning eller skulle man sige den ny begyndelse. Nu skal De få begyndelsen med: Der skrives 1989. Rasmus Nøhr er cirka 15 år og hænger ud med sit band på Nørrebro. For at kunne få job er det vigtigt at have et demobånd og nogle plakater, og det er der ikke specielt mange, der har. Så sammen med kammeraterne beslutter Rasmus Nøhr sig for at afholde en musikkonkurrence i Nørrebro Hallen, hvor førsteprisen netop er plakater og demobånd. Det bliver en stor succes - startskuddet til DM i Rock og en dominerende faktor i de næste otte år af Rasmus Nøhrs liv. »Når jeg var ude at spille selv, var det sådan noget med, at første sæt godt kunne være meget godt besøgt, men til andet sæt var det kun rengøringsfolkene, der var tilbage. Men når jeg arrangerede koncerter, var der jo mange mennesker, folk var glade og klappede. Der var også bedre penge i det. Jamen, altså. Det måtte jo være et tegn«, smiler Rasmus Nøhr. Økonomisk rod DM i Rock, der skulle blive springbræt for blandt andet Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Saybia, vokser til en landsdækkende begivenhed, der nyder godt af store sponsorater og en stor publikumsopbakning. Projektet udvides og afdelinger i Tyskland, Finland, Sverige og Norge skyder frem. Rasmus Nøhr' egen guitar bliver til gengæld lagt på hylden efter, hvad Rasmus Nøhr kalder »et desillusionerende« møde med stortalentet Tim Christensen. Samtidig er en passion for backgammonspillet groet frem, og musikkonkurrencen har grebet om sig i en sådan grad, at det ikke er sjovt længere. »Jeg havde hørt, at der var sådan noget highstake-spil i Amerika, og jeg havde set en inspirerende film med Paul Newman, hvor han var billard-hustler. Så lavede jeg en aftale med Peter (vennen Peter Jess Thomsen, daværende verdensmester i backgammon, red.) om at tage til Amerika. Han skulle spille, og jeg finansierede ham, og så sku' vi dele, når vi var færdige. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg selv var god nok til at spille«, erindrer Rasmus Nøhr. Vi skriver nu midten af 1990'erne. Lillebror har overtaget DM i Rock-forretningen, og de udenlandske projekter er skrinlagt. De næste par år går med at hustle rige amerikanere i New York, der er dårlige til backgammon. »I Amerika er der fantastisk mange rige mennesker, der ikke behøver at arbejde og har en masse tid. For dem betyder det måske ikke noget at tabe tusinde dollar om dagen, men for en ung mand der er ude at se verden for første gang, er det sgu nogle fede lommepenge at have, når man tjener dem på at spille et spil, man elsker«. Rasmus Nøhr lever et »superliv«, men i 1998 har lillebror hjemme i Danmark fået nok af DM i Rock. Rasmus Nøhr tager til Danmark for at finde en løsning. Han indgår et partnerskab med Sandy Madar, der laver DM i Rap. Hun skal køre forretningen videre med lillebror som konsulent, og får råderet over forretningens økonomi. Men allerede kort inde i samarbejdet er der ugler i mosen. Rasmus Nøhr rykker på sig i lænestolen og lader mig vide, at det ikke er det fedeste kapitel i hans historie, han nu vil fortælle. Men understreger samtidig, at hvad der skete dengang - det har han lagt bag sig, og det samme har Sandy Madar. Forsvundne penge »Tilbage i Amerika halvanden måned senere ringer min lillebror og fortæller mig, at der ikke er kommet nogle penge ind. På det tidspunkt har han holdt tyve udsolgte koncerter. Den kvarte million, vi havde fået i sponsorater, var også væk, så jeg tog hjem til Danmark igen. Her fortæller Sandy mig, at det er min lillebror, der har stjålet pengene, og at vores jyske tourmanager, Sonny, ikke har afleveret entréindtægterne. Det tror jeg simpelthen ikke på«. »Det ender med, at hun går på P3 og siger, at jeg rejser verden rundt for DM i Rocks penge. På det tidspunkt er alle momspengene og præmiepengene væk. Det er det allerværste. For vi havde jo lovet vinderne (Softporn, red.) en cd og en turné og hele herligheden. Ti år i træk havde der været overskud, og vi startede altså det år med en kvart million fra Tuborg og hundrede tusinde i egenkapital. Men alt var væk«. Der er en smule resignation at spore i Rasmus Nøhr' stemme i takt med at fortællingen om den økonomiske misere er skredet frem: »Men hun gik på det her tidspunkt rundt og fortalte alle i rockbranchen, at det var mig, der havde taget af kassen. Og jeg kunne kun gøre modstand ved at forlade mit arbejde i Amerika og tage hjem til et land, hvor jeg ikke havde nogle penge. Jeg havde ikke nogle indtægter og gik fallit« (Sandy Madar har ikke villet kommentere sagen, andet end at hun anser den som afsluttet). Sagen om DM i Rocks forsvundne midler er en uklar og rodet affære. Anklagerne om svindel ender hverken med politianmeldelse eller retsligt efterspil, men bliver alligevel enden på DM i Rock's storhedstid. Det er også her, Rasmus Nøhr modtager telefonopkaldet fra kammeraten Morten, der har tabt sine egne og Rasmus Nøhr' sidste penge mod en tennis-modstander, der har den ene arm på ryggen. Cowboydrømme Desillusioneret og dobbelt-fallit tager Rasmus Nøhr tilbage til USA, og til hans store held er der et godt spil i New York. En fransk børshaj, der går under navnet Krokodillen, og som senere må flygte fra FBI, spiller om store penge og gør det rigtig skidt. Det lykkes Rasmus Nøhr at tørre ham for 86.000 dollar (mere end en halv million kroner) i løbet af halvanden måned, og han tager til Danmark og betaler Softporn deres præmiepenge. Rasmus Nøhr beslutter sig for at tage en uddannelse som kok, og han sparer 5.000 kroner sammen ved at snitte løg en hel sommer. Ved et tilfælde støder han på en fuld svensk kirurg, der er kendt i gammon-kredse. På en sommerdag vinder han 40.000 kroner i et spil på Nemoland på Christiania. Snart derefter går turen tilbage til Las Vegas sammen med vennen Bill, en pokerspiller og ludoman, der hurtigt taber alle pengene og må flyve hjem på konsulatets regning. Rasmus Nøhr er på spanden igen. »Men jeg møder så en fyr, der er hesteopdrætter i Arizona. Jeg spørger ham, om jeg ikke kan blive cowboy-kok på hans ranch. Det kan jeg godt. Jeg har en lille offroader, som jeg kører på ned igennem ørkenen. Det, tænkte jeg, måtte være skægt«, griner Rasmus Nøhr. Men på turen igennem ørkenen lykkes det ham at dehydrere. »I løbet af en nat kollapser jeg fuldstændig og ryger på hospitalet, hvor jeg ligger i tre dage. Mit øje er svulmet helt op. Jeg har muligvis fået en sten i øjet, mens jeg kørte på motorcyklen. Jeg skal skannes og får at vide, at det kan godt være, at jeg har kræft i øjet. Hvilket heldigvis ikke var tilfældet«, konstaterer sangeren og fortæller, at det er i sygesengen i USA, han får lysten til at spille musik tilbage. Men ambivalensen melder sig. For en stund. Klarsyn efter blind »Jeg er så i gang med at revidere den beslutning, jeg traf på mit mulige dødsleje, og tænker 'ah, men det gælder måske ikke rigtigt alligevel'. M an skal også tænke lidt på pengene, og i mit hoved kan du ikke lige pludselig som 28-årig sige, at nu vil du være musiker. Så putter du dig selv i kategori med folk, der tror, de kan blive popstars. Og det var så'n, ahj fuck. Jeg troede ikke rigtig på det. Men så i anledning af min sygdom beslutter jeg mig for at forære mig selv en billet til mit livs første Ray Charles-koncert. Jeg er deprimeret og har ondt i hovedet og er ked af, at mit øje er fem gange normal størrelse, og jeg ikke kan se ud af det. Man vil jo gerne finde en kvinde og have børn. Og det er sgu svært, hvis dit øje fylder halvdelen af dit ansigt«. »Men der sad han så oppe på scenen, Ray, og han havde jo ingen øjne, og han var sort i Amerika, og han var bare så glad der inde i musikken, så jeg tænker: 'Den er god nok, det ser for sjovt ud det der'. Og så tog jeg hjem dagen efter og tog på højskole og har ikke spillet siden - altså jeg har kun spillet musik«. Nu er vi fire år inde i det ny årtusinde, og tilbage i København lykkes det at skabe lidt opmærksomhed om sangskrivertalentet. Guitaristen Aske Jacoby kan lide Rasmus Nøhrs' sange, og Jacoby hjælper ham med at lave en plade, som Gustav Hansen, en af verdens bedste pokerspillere og en god ven fra gamblerdagene, investerer 100.000 i. Den ligger færdig i foråret 2003. Pladen 'Hele Rejsen' kommer af forskellige grunde dog aldrig på gaden. Det næste års tid går med at spille en masse job og i februar i år kommer Rasmus Nøhr med i DR's koncept for nye kunstnere, Karrierekanonen. »Det viser sig, at Nick Voss fra Copenhagen Records har hørt den gamle plade og hørt mig til karrierekanon-receptionen, og han vil gerne snakke med mig«, siger Rasmus Nøhr og fortsætter: »Jeg blev inviteret op på deres kontor, og jeg spillede mine sange for dem. De var begejstrede og ville gerne lave en ny plade med mig, ikke bare udsende den gamle«. Og nu ligger den der. Debuten med album nummer to. Endnu en begyndelse og nye historier i en i forvejen tumultarisk livsfortælling.