Han tjente millioner ved at forevige kvinder med nærmest absurd store bryster på film og oplevede oven i købet at blive en kultfigur, der blev skamrost langt ind i filmverdens mest intellektuelle miljøer for bedriften. Livet kom unægtelig til at ligne en udlevet drengedrøm for den tidligere krigsfotograf, Russ Meyer, der døde tirsdag i sit hjem i Hollywood af følgerne af en lungebetændelse. En diagnose den gamle, vrisne mand selv ville have spruttet af grin over med tanke på sin kærlighed for såkaldt 'store lunger'. Ved sin død var Russ Meyer mere populær end nogensinde tidligere og hans film som 'Faster Pussycat, Kill Kill!',(1965), 'Vixen' (1968) og 'Benetha the Valley of the Ultra-Vixens' (1979) nævnes som inspirationskilder for store instruktøren som Tarantino og David Lynch. Ikke så lidt af en bedrift for en mand, der dybest set bare var fascineret af kvindens bryster. »Jeg er sgu ligeglad med om mine film betragtes som kunst eller ej. Publikum behøver i hvert fald ikke briller for at se dem«, som Russ Meyer vrissede på sine gamle dage, hvor han ikke foretog sig stort andet end at tælle penge og ifølge eget udsagn stadig scorede storbarmede piger på samlebånd. Under Anden Verdenskrig var han ansat af den amerikanske hær og fotograferede troppernes fremgang og mange af de store slag i Europa. Meyers optagelser blev blandt andet brugt i krigsfilmen 'Pansergeneralen Patton'. Hjemme igen efter krigen, skiftede han soldater i uniform ud med kvinden uden tøj på, som han fotograferede for diverse mandeblade. Derfra var skridtet til selv at instruere film med mere eller mindre afklædte kvinder ikke så stort og i 1959 var Russ Meyer manden bag det, mange har kaldt »verdens første pornofilm«, 'The Immortal mr. Teas'. Tegneserie At kalde Meyers film for porno, er dog en grov forenkling. Filmene var ganske vist rige på talrige kvinder med smalle taljer og store bryster, som forførte hinanden og mænd på stribe, når de altså ikke var indblandet i rå og ekstremt voldelige slagsmål. Men de besad en sensualitet og en flirtende uskyld, som er langt fra vore dages maskinelle kødfars i sexfilm. Faktisk var filmene i deres enkle tegneserieunivers ofte moralske og lod de gode vinde over de beregnende, onde. Derudover var Russ Meyers film også kendetegnet af en brutal og nærmest barok humor, skarpe replikker og handlinger, som ofte tog lange ture ud over det absurde. Efter at have været nærmest glemt i 1970'erne og 80'erne, blev Russ Meyer voldsomt populær op gennem 1990'erne, hvor hans film dukkede op på diverse festivaler som for eksempel NatFilm Festivalen herhjemme. Han fik tilnavne som 'Patternes Walt Disney' og 'Brystelskeren Extraordinaire'. Sidste år kørte TV 2 en kavalkade med nogle af de løjerlige undergrundsfilm, der ud over filmfolk også har spillet en stor rolle for rockmusikere som ikke mindst Sune Wagner fra det danske band The Raveonettes. Selv om kvindebevægelsen skældte ud på Russ Meyer og kaldte hans værker for »lummer porno«, forsvarede han sig med, at kvinderne i hans film var yderst selvstændige, tog kommandoen og kunne dele øretæver ud så det forslog. Anerkendelsen kom da også fra både institutioner, kritikere, yngre kolleger samt ikke mindst et stort publikum. Russ Meyer var ligeglad og henholdt sig officielt altid blot til, at filmene havde tjent bunker af penge til ham. »Kald mig aldrig nogen sinde en 'kultinstruktør' og lad være med at anbringe mig på et eller andet museum«, vrissede han. Den 'ære' slippper Russ Meyer næppe sammen med kitschede kolleger som John Waters og Eb Wood for og mon ikke, at vi snart kan se frem til nye kavalkader af kavalergange i fri dressur til hans minde? Her må det være op til den enkelte beskuer at finde ud af, om filmene har andet formål end at fremvise brysterne og om der rent faktisk gemmer sig en handling bag Russ Meyers leg med kameraet.