Hvad var det, du sagde, at du hed?«. Per Dabelsteen »O.k., hvis nu denne her film var blevet sendt ud med dit navn stående på som instruktøren, så er jeg overbevist om, at filmen ville have fået en ganske pæn modtagelse. Men nu står mit navn på, og så bringer jeg åbenbart så meget bagage med fra mine forrige film, at anmelderne ikke er i stand til at se på filmen med friske øjne. Det både ærgrer mig og gør mig bedrøvelig«. Ordene kommer fra den indiskfødte amerikanske filminstruktør M. Night Shyamalan, og det er en overmåde bitter mand, vi møder i London til en snak om hans seneste film, thriller/gyseren 'The Village'. På ganske få år har den kun 34-årige Shyamalan ellers markeret sig som den nye mester inden for den såkaldte suspense-genre. Han er en mand, der aspirerer til at blive en ny generations Alfred Hitchcock. I hvert fald i publikums bevidsthed. Folk er i stort tal verden over strømmet til hans foreløbig fire spillefilm - 'Den 6. sans', 'Unbreakable', 'Signs' og nu 'The Village', der alene i USA har indspillet over 110 mio. dollar og i Frankrig trukket over en million tilskuere i biografen. Men hans popularitet er ikke nået frem til anmelderne. Bevares, de anerkender, at han yder et ganske solidt filmhåndværk, er inde i varmen hos de store filmselskaber i Hollywood og derfor kan tiltrække store stjerner til sine film, men hans manuskripter har store huller, og hans vidt berømmede 'twist', overraskende drejninger i handlingen, er ikke så overraskende, så det gør noget, lyder dommen fra ikke mindst de amerikanske anmeldere. »Problemet er måske, at jeg ikke lige sådan kan sættes ind i en eller anden sammenhæng. Jeg er jo hverken en ny Agatha Christie eller Stephen King. Jeg gør jo ikke i mordgåder, og mine film går jo ikke bare ud på, at Bruce Willis sparker røv og i sidste ende får pigen. Film er selvfølgelig ikke en ren kunstform, den er også kommerciel, men en god film må i mine øjne gerne være en film, der provokerer. Man kan groft sagt lave to slags film: Man kan lave en film, der brager løs i seks uger og så er færdig, eller man kan lave en film, som måske har lidt længere tilløb. Hvilken af de to film vil der blive talt om ti år senere? Hvilken af de to film tilbød dig noget til hjertet og hjernen? Kigger vi på udbuddet fra denne sæson, er jeg ikke overbevist om, at det er 'Spider-Man 2', der er den langtidsholdbare, selv om den fik de flotteste anmeldelser. Og jeg ved med mig selv, at 'The Village' er den bedste film, jeg har skabt, inklusive 'Den 6. sans' - og her taler vi både teknisk filmmæssigt og det indholdsmæssige. Blev 'The Village' min sidste film, ville jeg være tilfreds. Kan jeg blot fortsætte på dette niveau, vil jeg være mere end tilfreds», siger M. Night Shyamalan, der har overtaget sit store forbillede Alfred Hitchcocks gimmick med selv altid at være med i sine film i mikroskopiske biroller. Det godgørende gys I 'The Village' føres vi ind i et totalt isoleret landbysamfund, der kunne være fra 1800-tallet. Beboerne lever et tilsyneladende harmonisk liv, men under det hele lurer frygten. I de hemmelighedsfulde skove omkring bor frygtelige monstre, der ikke tolererer, at beboerne overskrider grænsen til skoven. I hovedrollen ses en ny kvindelig stjerne, Bryce Dallas Howard (som også Lars von Trier bruger i hovedrollen i sin kommende 'Mandalay'), og hun omgives af stjerner som William Hurt, Sigourney Weaver, Adrien Brody og Joaquin Phoenix. M. Night Shyamalan forbereder sig minutiøst. Han har ikke blot skrevet manuskripterne, han laver også storyboards for hver enkelt scene. Alt er nøje planlagt, ofte til frustration for hans filmhold, »men det er nu en gang min metode«. Til den metode hørte også, at alle skuespillere og filmholdet drog til den øde dal i Pennsylvania, hvor landsbyen blev bygget op fra grunden. I tre uger boede de sammen og øvede på rollerne, inden optagelserne startede. Hvad er det, der hele tiden drager dig mod det overnaturlige og gyset? »Min hustru siger, at jeg er en eskapist, og hun nærmest tvinger mig til nu og da at se nyhederne på tv. Jeg ved egentlig ikke, hvad det præcist er, der tiltrækker mig ved det overnaturlige. Men jeg har altid været fascineret af det at være bange. Jeg nyder det næsten. Alle ens sanser vågner op, man er virkelig vågen! Man kan pludselig høre og se alt. At blive følelsesløs er mit største mareridt. Man får smagsprøver på det i den daglige trummerum på arbejdet, på indkøb og i selskabelighed, hvor mange ting ikke betyder ret meget. Men bliver man bange, så vågner hele kroppen, og alt er i alarmberedskab. Det er noget af det, jeg prøver at få ud i mine historier. I godnathistorierne til mine børn må jeg dog holde lidt igen. Jeg må ikke traumatisere mine børn, siger min hustru ... «. 'The Village' handler om frygt, at nogle mennesker holdes i et bestemt samfundsmønster ved hjælp af frygt. Er filmen en aktuel politisk kommentar til den terrorfrygt, som den amerikanske befolkning holdes i?

»Det var ikke min intention, at filmen skulle være en kommentar til de ting, der sker omkring præsident Bush og terrorfrygten efter begivenhederne 11. september 2001 i New York, men jeg kan da godt se, at filmen kan opfattes sådan. Den spiller jo lidt på den utopiske drøm, at man kunne tjekke ud fra det moderne samfund og leve et meget mere enkelt liv. Folk vil også gerne lægge noget religiøst i mine film, men jeg er ikke selv ortodoks troende. Sammenholdet i landsbyen kommer ikke af noget religiøst, men af de sociale ting, de foretager sig sammen, ved at dyrke jorden, ved at fremstille maden og tøjet og ved at leve sammen i harmoni«. Indisk misundelseDine film har altid en 'twist', en overraskende drejning af handlingen. Således også i 'The Village'. Hvad siger du til, at filmnørder afslører den på internettet?

»Jeg bruger virkelig ikke nogen som helst energi på dette spørgsmål. Jeg elsker selv det overraskende, det nærmest magiske, når en historie tager en fuldstændig uventet drejning, og jeg tror ikke, det ligger i menneskets natur at tage glæden fra andre folk ved at røbe slutningen. De fleste vil betragte dig som et dumt svin, hvis du gør det. Der findes sådanne dumme svin, ja, men de er få. Lad os sige, at det er 15.000 i forhold til de otte millioner mennesker, der så filmen i åbningsweekenden. Jeg henstiller, at man ikke røber slutningen, men det er ikke noget, jeg ligger vågner om natten og spekulerer over, og rygterne om, at jeg optog forskellige slutninger på 'The Village' for at sløre og forvirre, har intet på sig. Det er rigtigt, at der var ekstraoptagelser senere i landsbyen, men det var udelukkende af vejrmæssige årsager«. Spiller din indiske rødder nogen rolle for dit liv og dine film?

»Jeg har desværre ikke så meget kontakt med den indiske kultur, men min hustru, Bhavna, ser masser af indiske film, så indimellem ser jeg også med. Og jeg er fascineret over disse films evne til at se bort fra alle normale regler for, hvordan man skaber film. De lever simpelt hen i deres helt eget univers. Der er ikke tale om naturalisme på nogen som helst måde, og jeg prøver at tage ved lære. Indisk film går benhårdt efter at finde en så klar og enkel måde at fortælle historierne på. Det står i kontrast til mine historier i f.eks. 'The Village' og i 'The Unbreakable', som er meget komplekse. Der er masser af tænkning. Det vil jeg have med for at føle, at jeg kommer med noget vigtigt. Og det er noget problematisk, for tænkning står som en modsigelse til følelser. Hvis publikum begynder at tænke for meget under en film, så står de af fra filmens univers og er tabt for instruktøren. I indiske film er det følelser hele vejen igennem. Jeg er død jaloux«, siger M. Night Shyamalan, der adspurgt siger, at Hal Ashbys 'Being There' (Peter Sellers som klog gartner. Dansk titel 'Velkommen Mr. Chance'), Franklin J. Schaffners 'Abernes Planet' og Alfred Hitchcocks 'Psycho' for ham har været nogle af de mest inspirerende, hvad angår en overraskende 'twist', drejning i handlingen.