Egon Olsen har lagt sin sidste plan og haft sin sidste spjældtur. Korsbæks Dr. Hansen har sagt sin sidste godmodigt-ironiske replik. Fuldmægtigen Teodor Amsted er forsvundet. Eller sagt med andre ord: Ove Sprogøe er død. En af det 20. århundredes mest folkekære skuespillere døde tirsdag. 156 film nåede han at spille med i og det er mere end nogen anden herhjemme. Det lyse og det menneskelige Med Ove Sprogøes bortgang er en epoke i dansk film og teater forbi. Ove Sprogøe blev 84 år. Han døde ikke engang en måned efter sin kone Eva Sprogøe. De to tilbragte deres sidste tid på Løjtegårdsvejens Plejehjem på Amager. Med sit lune fynske tonefald og sit kække hageparti blev Ove Sprogøe mere end nogen anden dansk skuespiller inkarnationen af det lyse og det menneskelige i den danske folkesjæl. Den lille mand med de små biroller blev efterhånden til den store skuespiller med de afgørende hovedroller. Men der var en grundlæggende beskedenhed og frejdighed i hans gøren og laden, som altid kunne få danskerne til at blive mindet om det bedste i den nationale karakter. Han var skuespilleren, der uanset berømmelsen og antallet af priser og hovedroller stadig cyklede til arbejde. Et privat menneske, der holdt døren høfligt, men bestemt, lukket for medierne. En guttermand og en gentleman Et kendt navn, der aldrig lagde skjul på sit kulturpolitiske engagement til venstre for midten. Som stillede op, men aldrig udnyttede sin position til vulgær agitation. Talentet, der altid var professionel og aldrig et udstillingsvindue for krukker og nykker. Ove Sprogøe var simpelthen en guttermand og en gentleman. Hvis makkeren Dirch Passer var manden, der fik danskerne til at klaske sig på lårene af grin, så var Ove Sprogøe skuespilleren, der ikke mindst takket være 'Olsen-banden' og 'Matador' blev et fast holdepunkt i den danske tilværelse. Ove Sprogøes mangeårige samarbejde med instruktøren Erik Balling kom nærmest til at definere begrebet folkelighed positivt i en tid, hvor begrebet ofte var udsat for nedladende holdninger. At det skulle gå sådan stod bestemt ikke skrevet i kortene fra starten. Debut i 1945 To gange søgte typografsønnen fra Odense ind på Det kgl. Teaters elevskole, men den 23-årige unge håbefulde fik klar besked af skolens dominerende skikkelse Holger Gabrielsen: »Deres profil, menneske! Med sådan et ansigt får De da aldrig arbejde som skuespiller. De vil komme til at spille små roller hele Deres liv«. Selv om det lykkedes for Sprogøe at komme ind på Alliancescenernes Elevskole og blev elev på Folketeatret i 1944, så det længe ud til, at Gabrielsen skulle få ret. Ove Sprogøe blev ganske rigtigt en fluevægter. Men også fluevægterne har sine danske mestre. Og efterhånden rykkede Sprogøe kunstnerisk om ikke fysisk, hastigt op igennem vægtklasserne. Han debuterede 1945 som Nicolai i 'Nøddebo Præstegaard'. En rolle han i en årrække gentog hver eneste jul. Filmdebuten kom året efter i 'Hans store aften'. Langsomt blev rollerne især på teatret større og mere alsidige. Han fik succes med en lidt altmodisch vaudeville-facon i Hostrup- og Heiberg-repertoiret og blev et hit som Celestin-Floridor i 1952-opsætningen af 'Frk. Nitouche'. Macheath i 'Skillingsoperaen', Mefisto i 'Faust', Puk i 'En skærsommernatsdrøm' og titelrollerne i 'Kaptajnen fra Köpenick' og 'Onkel Vanja' var blandt mange berømmede præstationer. Han opnåede også at gæsteoptræde på Dramaten i Stockholm med titelrollen i Strindbergs 'Faderen'. I 1975 modtog han teaterpokalen. Filmen Men det var på filmlærredet, at Ove Sprogøe med sin kvikke replik, sin snarrådige mimik og sin sans for dæmpet-intens dialog snart skulle udvikle sig til en helt uundværlig ressource. I begyndelsen er det ganske rigtigt bi-rollerne, det drejer sig om. Både de alvorlige ('De røde heste') og de afvæbnende friskfyrsagtige. Sangen om at der heldigvis altid kommer en sporvogn og en pige til fra 'Ved Kongelunden' blev en slags emblem for denne underholdningsindustriens uskyldige guldalder. 'Pigen og pressefotografen'. 'Majorens Oppasser'. 'Sommer i Tyrol'. Som 'den lille' ofte i makkerskab med »det lange orangsjaderør« Dirch Passer, blev Ove Sprogøe især i 1960'erne uundværlig i dansk film. På et tidspunkt var det nærmest svært at forestille sig en ny dansk film uden Ove Sprogøes medvirken. Filmene var små og store. Mest små. Ikke alle var lige sjove. »Man skal ikke være så bange for de pjankede ting«, sagde han i 1964. Men sagde også i 1988: »Vi har jo levet med et sæt pap-mennesker i greve-verdenen, og de kan næsten ikke fornyes. Jeg synes, det ville være skønt, hvis vi for en gangs skyld kunne se et almindeligt dansk ægteskabs glæder og sorger og det politiske og sociale liv«. Fire gange Bodil På det tidspunkt havde Ove Sprogøe skrevet seriøs dansk filmhistorie med sit portræt af Teodor Amsted. Småborger og kontormand på flugt i filmatiseringen af Hans Scherfigs 'Den forsvundne fuldmægtig'. Ove Sprogøe fik fire Bodil-statuetter. Foruden for 'Den forsvundne fuldmægtig' også for 'På tro og love' (1956) og 'Olsen-bandens sidste bedrifter' (1975). Samt en æres-Bodil i 1999. Den sidste var ikke den mindst vigtige. For Ove Sprogøe satte nemlig ikke sit præg på dansk film i kraft af de mesterværker, han medvirkede i, men snarere i kraft af det opløftende element, han var i utallige små og store roller. Hans portræt af den humanistiske, kulturradikale Dr. Hansen i Lise Nørgaards definerende tv-serie 'Matador' blev en figur, danskerne tog til sig. Dr. Hansens blide melankolske ironi koblet med diskret handlekraft, når det gjaldt. Sådan ville vi gerne se den sande ånd under Besættelsen. Olsen-banden Men det blev en folkekomedie, der gjorde Ove Sprogøe til en institution. Eller rettere en folkekomedie-serie. Den uopslidelige saga om Olsen-banden. Det var utænkeligt at nogen anden skulle kunne spille Egon Olsen. Den geniale pengeskabstyv med bowlerhatten, der altid har en plan om det store kup, men uvægerligt ender bag tremmer takket være sine to mindre opvakte partnere (og hundeho'der og skvatmikler og hængerøve og talentløse amatører) Benny og Kjeld spillet af Morten Grunwald og Poul Bundgaard. De 14 film om 'Olsen-Banden' udgør tilsammen det mest populære fænomen i dansk filmhistorie og cementerede den pudsige profil i spidsen for den kejtede forbryder-trio som dansk folkekomedies svar på lurmærket. Var Dr. Hansen den danske helt, var Egon Olsen den danske skurk: Den lille mand, der frygtløst går op imod de rigtigt slemme forbrydere fra udlandet og de hjemlige slyngler i højfinans og bureaukrati. Det er, som om en tid er forbi. Et stykke dansk historie. En periode hvor selve begrebet 'dansk' havde en mere entydig valør. Hvor en skuespiller som Ove Sprogøe kunne løfte hele nationens humør og levere stof til eftertanke med sit skuespil, sin seriøsitet og sit helt igennem ordentlige væsen.