Iført amme-bh, underkjole og med udslået hår tager Ellen Hillingsø imod i sin rummelige, lyse lejlighed i Hellerup. Da jeg træder ind i gangen, sidder hun i køkkenet og vugger sin tre måneder gamle datter, som er blevet forskrækket af dørklokken og derfor er stukket i et hyl. »Alt kiksede her til morgen, så jeg har slet ikke nået at få tøj på«, siger hun smilende, mens hun forsøger at amme den lille. Babyen falder hurtigt til ro og den nybagte mor beder fotografen og mig om at tage plads i de svulstige, beigefarvede sofaer i stuen, mens hun bliver færdig. Årsagen til besøget er Ellen Hillingsøs debut som hovedrolleindehaver i en spillefilm. Jytte Rex' film 'Silkevejen', der har premiere i dag, spiller hun en døende kvinde, der befinder sig i en svævende og drømmende tilstand mellem liv og død - en rolle som må siges at være en diametral modsætning til den 'virkelige' Ellen Hillingsø, der møder os denne mandag formiddag. Med en høj og klar stemme, spillevende øjne og fagter ud til højre og venstre, forklarer hun, hvorfor hun valgte at spille en rolle, som ligger så langt væk fra hendes egen personlighed: »Når jeg vælger de ting, jeg vil lave, gør jeg det meget ud fra, hvem mennesket er, der laver det. Jeg havde bare en intuitiv fornemmelse, der sagde mig, at Jytte Rex var skøn, og at det kunne være sjovt at lave sådan en type film. Det havde jeg aldrig prøvet før. Der er en stemning i den, som jeg måske har ledt efter, en afdæmpethed og fokusering, som jeg enormt godt kan lide«. Ellen Hillingsø og Jytte Rex mødte hinanden tilfældigt, da de begge to deltog i et radioprogram. »Jytte Rex var bare så anderledes i hele hendes tilgang. Hun havde en seriøsitet og en integritet, som var helt speciel, og så sad hun der og blafrede med alle sine følelser, og jeg syntes, at hun var ret fantastisk«, fortæller Ellen Hillingsø, mens hun ryster lidt med den multifarvede rangle over den lille ny, der ligger foran hende på sofaen og pludrer stille. Jytte Rex ringede til hende kort efter og tilbød hende rollen i 'Silkevejen', der ved et ubevidst valg blev Ellen Hillingsøs første hovedrolle i en spillefilm. »Jeg overvejede slet ikke, at det var en hovedrolle«, forklarer hun på sit elegant formede rigsdanske og understreger, at det ikke var et strategisk valg at ændre sit image som lidt af en skrap kælling. »Det er jeg jo«, siger hun og griner højt. Dramatik i modstanden Optagelserne til 'Silkevejen' blev en udfordring for skuespillerinden, der gennem en stor del af filmen ligger og svæver mellem liv og død i en hospitalsseng, mens hun skiftevis fører en afdæmpet dialog med sin allerede afdøde mand, spillet af Jens Jørn Spottag, sin far, Niels Barfoed, og veninde og kollega, Bodil Jørgensen. Hun måtte forholde sig meget mere passivt, end hun havde været vant til. Og de forberedelser, som hun havde gjort sig til rollen - som eksempelvis at tale med sin bror, der er læge - måtte hun hurtigt droppe. »Jeg var klar på at kronrage mit hoved og udbryde et primalskrig, men det var slet ikke sådan, Jytte havde tænkt det. Jeg lå i denne her seng og måtte fysisk gå ind i den følelse, det var at ligge i et metapunkt, en slags nulpunkt. Opgaven var fra starten ikke en rolle, som jeg plejer at lave. Det er ikke en strengt realistisk film og jeg var nødt til at gribe det fuldstændig anderledes an og stille mig til rådighed for nogle stemninger«. For Ellen Hillingsø var det ikke en ulempe, at rollen lignede hendes egen person så lidt - tværtimod, siger hun og forklarer: »Filmen 'Misery' handlede eksempelvis om en mand, der skulle ligge fastsurret til en seng, men her valgte instruktøren bevidst den mest fysiske skuespiller, han kendte, James Caan, til at spille det ufysiske. Det er nogle gange lettere at spille sin kontrast end at spille det, der ligger lige til højrebenet, fordi der er en modstand. Og det er i den modstand, dramatikken opstår«. Det private og personlige Men selv om den karakter, Ellen Hillingsø spiller i Silkevejen, ligger langt fra hendes privatperson, kom hun helt automatisk til at gribe ind i bevidsthedens inderste gemmer og brugte nogle af de oplevelser, hun selv har haft. »I de scener, hvor jeg kæmpede med døden, der er det klart, at jeg måtte tage nogle følelser direkte fra mig selv og flytte dem over i skuespillet. Men det er vigtigt at skelne mellem det private og det personlige«, påpeger skuespillerinden og uddyber: »Hvis jeg brød sammen og hele min ursorg kom ud, mens jeg stod og filmede med Jytte Rex, ville jeg ikke kunne bruge det til noget. Man bliver nødt til at bruge det styrede udtryk, det personlige. Omvendt kan man på film udnytte det private mere, end man kan på teater, for der skal man jo reproducere aften efter aften. Jeg bliver nødt til at give det en form, så jeg kan styre det. Det er det, der er forskellen på det private og det personlige. Det private er det ustyrede«, forklarer hun. I 'Silkevejen' er der et budskab og et håb om, at man møder sine elskede på den anden side. Tror du på det? »Når man har oplevet at miste, så tror man på det«, siger Ellen Hillingsø og fortæller om den dag for otte år siden, da hendes farmor døde og hun sad ved hendes sygeseng og holdt hendes hånd, mens hun gav slip på livet. »I det øjeblik hun holdt op med at kæmpe og gav slip, der var hun væk. Hendes krop var kun et tomt hylster, der lå tilbage«, siger hun og fortsætter: »Man er nødt til at rette sin afmagt et sted hen, og samtidig håber man jo på, at ens børn kommer i en himmel. Jeg er ikke andet end en firhjulskristen - sådan en der bruger kirken til bryllupper, jul og barnedåb - men jeg er da stensikker på, at jeg vil folde mine hænder og bede mit fadervor, når jeg eller nogle af dem jeg elsker, ligger på det yderste. Og når man lever i en verden som denne her, hvor meningsløshed slår ned fuldstændig brutalt, har man brug for at tro på noget for at holde rede i kaosset«, siger hun og refererer til den forløbne uges tragiske begivenheder i Moskva. Vigtigt at satse Ellen Hillingsø, der i 1996 fik sit gennembrud i Ole Bornedals tv-serie 'Charlot og Charlotte', har siden lavet en række spillefilm, tv-serier og ikke mindst spillet i en række teateropsætninger. Og man kunne måske have forestillet sig et mere kommercielt gennembrud som hovedrolleindehaver på det hvide lærred end i Jytte Rex' poetiske og utraditionelle filmfortælling. Men ifølge Ellen Hillingsøs livsfilosofi skal man helst turde satse. »Er det ikke li'som der, det rykker - både kunstnerisk og menneskeligt? Der er sikkert en hulens masse mennesker, der vil være superskeptiske over for det her og synes, at det er totalt latterligt. Men jeg vil på den anden side sige, at det i hvert fald er et superradikalt bud og et meget personligt bud. Og det er vigtigt«. Men er det ikke let for dig at sige, at man skal turde satse? Som succesrig skuespiller står du vel i en privilegeret situation. »Jo, jeg er meget privilegeret. Men jeg er heller ikke bange for at udfordre mig selv. Jeg mener, at det er ens ypperste pligt som kunstner at sætte sig i situationer, hvor man ikke er på hjemmebane. Det er essensen i det, og så risikerer man måske at blive svinet til eller at få at vide, at man er et gigantisk postulat, er rædselsfuld - eller måske bliver man slet ikke nævnt. Det er dødhårdt, men det er det, der skal til. Man er nødt til at satse, ellers er det fuldstændig komplet ligegyldigt. Så kunne jeg lige så godt bare arbejde hernede i Fakta«, siger skuespillerinden bestemt og fortsætter: »Og jeg har diskussioner med mig selv i badet. Hvis du ikke kan nuppe det, så drop det. Men det mystiske er, at det på en eller anden måde også er det, der er pirrende ved det - at sætte sig i den situation. Og som sagt, så er det også præmissen. Man er nødt til at læne sig op ad øretæverne, ellers er det komplet ligegyldigt. Så er der bare andre, der gør det. Det har en kæmpestor pris på det personlige plan, men jeg er vild med det, og hvis man ikke er det, er det bare med at stoppe og få sig et almindeligt arbejde«. Har du nogensinde haft lyst til det? »Skide tit. Nu stopper jeg, nu hører det op. Nu tager jeg sgu en uddannelse, bliver sygeplejerske eller skolelærer og gør noget, der rigtig rykker og hjælper«