0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad kyllingepølsen gemte

Johanna ved efterhånden ganske meget om pålæg, men kommer til gengæld til kort, når det gælder familiens interne magtbalance.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Vi har ikke Safaripølse, men du kan få kyllingepølse i stedet. Det er præcis det samme som Safaripølse, der er bare ikke tegnet jungledyr på plastikket«, forklarer jeg overbærende min fem et halvt-årige datter, Johanna.

»Nej, far, der er faktisk meget paprika og nogle store røde peberstykker i kyllingepølsen, som jeg ikke bryder mig om«.
Hmmm, tænker patriarken ved sig selv og stikker piben ind.

Her er en pige, man ikke kan lære noget, når vi taler flade madpakker.
Katten Christian


Nu vi taler om flade, så er hendes lillebror Christian kommet i den alder, hvor han dagligt gør sig fortjent til op til flere af slagsen. Kun et ganske tyndt lag opdragelse, politisk korrekthed og social fernis (og så selvfølgelig de meget tynde vægge ind til naboerne) redder ham fra at få, hvad han har fortjent.

Min kone var ved at give ham væk i en metro, efter at han havde skreget så højt og længe, at en ældre dame kom og gav ham et Kinderæg. Selv havde jeg jo nok valgt at traktere ham med en kindhest. Måske er jeg en af de destruktive forældre, der kan finde hjælp på Doctor Phils hjemmeside. Men der må altså være grænser.

Kun en ting kan få ham tilbage på dydens smalle sti. Nemlig når han leger katten Christian Pote. Den her kat er enormt sød, kælen og medgørlig. En kontrast, der får thorotrast til at ligne majdrik. Svanemøllens svar på dr. Jekyll and mr. Hyde.

For at gøre idyllen total er katten Christian Pote udstyret med en fjernbetjening. Så når hans 'far' folder håndfladen ud og trykker på knappen med: »Gå op i bussen«, så forsvinder den søde Christian Pote lystigt spindende og miavende op i udflytterbørnehavens bus. Genialt. Alle børn burde have fjernbetjening og/eller pels og knurhår.
Nær-nostalgi


Johanna, derimod, hun er nærmest ikke barn længere. Hun kan selv sidde og blive helt rørt over den kop, hun farvelagde til sin far og mor sidste jul.

»I dag må jeg godt have koppen«, siger hun om morgenen.
»Den er så sød. Se, hvor fint jeg har malet den. Med alle mulige farver. Også på hanken. Men ikke nede i. Det sagde Herdis, at vi ikke måtte. Det var sjovt, dengang vi lavede krus i børnehaven«.

Men et sted kommer fru voksen dog til kort, nemlig ude på legegaden, når Christian fyrer den af på to hjul på sin 'raketcykel', som han kalder det gule lyn. Så kommer Johanna sjoskende som en gammel kone med barbiecykelkurv og støttehjul.

»Det kan godt være, han kan cykle, men jeg kan fløjte«, siger hun, men er trods muntert håndværkerfløjt præget af nederlaget.
Fars skyld



Hendes egen forklaring - som hun villigt indvier nabolaget i - er, at hun ikke fik en sparkecykel som barn ligesom den, Christian fik, og som han lærte at holde balancen på. Hun er selvfølgelig meget velkommen til at låne Christians sparkecykel, men det vil hun ikke, fordi den er blå (drengefarve).

Jeg kan jo godt se, det er smart allerede nu at få styr på, at ens far er skyld i manglende motorisk og åndelig udvikling. For at peppe hende lidt op og komme over egen skyldfølelse har jeg foreslået, at hun får lov at starte på lommepenge, så snart hun kan køre på to hjul.

Hvor pædagogisk er det, kan man måske indvende. Selv blev jeg lovet et kørekort, når jeg blev 18, hvis jeg holdt op med at ryge. Det eneste, jeg blev rigtig god til, var at ryge.
Skrub ud af fars seng!


Har i øvrigt lige været i Århus en uge på kursus. Da jeg ringede hjem, lå begge børn i min ægteseng og fyldte. Jeg kunne høre Christian i baggrunden, og jeg tænkte, at han måske ville tale med mig. Min kone sagde:

»Han siger bare, at når du kommer hjem, skal du ikke lægge dig op i hans seng!«.

Jeg kender efterhånden godt min plads. Under sengen. Johanna prøver nogle gange at provokere mig til en letsindig beslutning ved at sige:

»Er det så dig eller mor, der bestemmer her i huset?«.
Og her er det så, at hun - der ellers ved alt om kyllingepølser - taber et par slag i takten. Sært, at hun ikke allerede har opdaget det.

Der er to, der bestemmer i vores hus. Og de er til sammen otte år.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere