»Jeg tror, det er hans flyveører«, sagde den kvindelige billedredaktør, da vi stod og bladrede igennem pressefotos af Will Smith i det elektroniske billedarkiv. »De får ham til at se flink ud. Man får lyst til at bide i dem«. Jeg havde mødt Will Smith to uger før og havde også haft lyst til at bide i dem. Bare sådan lidt. Will Smith - en af verdens allerstørste actionstjerner - har tilsyneladende den effekt på folk. Han har ry for at være flink som bare pokker. En filmskribentkollega beskrev ham som den mest charmerende stjerne, han nogensinde havde mødt og bedyrede, at det ikke var, fordi han - min kollega - var til mænd. »Overhovedet ikke. Han fik mig bare til at føle det, som om han var min ven. Det var fantastisk«. Jeg vil også gerne være ven med Will Smith, da jeg og to andre journalister bliver lukket ind i hans værelse på SAS Royal Hotel, forbi hans to bodyguards i gangen (og forbi de seks andre i lobbyen, flere end der beskyttede kongefamilien, da de var inde at se 'Ringenes Herre', får vi fortalt). Det er lidt af en begivenhed, at Will Smith besøger lille uanselige Danmark - et sted som stjerner overser på samme måde, som man overser bussemænd i andre folks næser. Så pr-folkene fra Fox Film synes også, at han er ekstrem flink, bedyrer de flere gange. Will Smith er en høj mand med et fast håndtryk og et smil som en million kroners tandlægeregning. »How you doin'«, spørger han, giver hånd og sætter sig ved bordet i hotelværelset, symbolsk nok i Ægget - den stol, Arne Jacobsen tegnede til SAS Royal Hotel, og som Will Smith selv var med til at gøre endnu mere berømt i en scene i 'Men in Black'. Møbelfirmaet Fritz Hansen elsker også Will Smith. Kreativitet og hiphop Vi er her for at interviewe Will Smith om hans nyeste actionfilm, 'I, Robot'. Men min kollega Simon har givet mig Smiths første lp, 'Homebase' fra 1991, med for at få den signeret. Det kan man ikke sige nej til. »Goddammit, så vi sådan ud«, griner Will Smith med sit karakteristiske basgrin og skribler sine initialer og et fredstegn på billedet af ham selv (The Fresh Prince hed han dengang) og makkeren Jazzy Jeff, der står iført, hvad der muligvis er beklædningshistoriens grimmeste patchwork-jakker. »Man skulle tro, vi havde tabt et væddemål, men vi valgte dem sgu selv«. Savner du de dage?

»Ikke ligefrem. Det var ... jeg savner de gode tider fra den gang, for når det var hårdt, var det virkelig hårdt. Men når det var godt, var det great. Jeg elskede hiphoppens natur dengang, for alting var nyt. Hver weekend var der noget nyt. Kreativiteten var meget nemmere at få øje på«. Er det blevet for kommercielt? »Jeg har intet problem med det kommercielle, men det skal være kreativt. Det er nået dertil, hvor folk finder noget, der virker og har succes, men folk er bange for at bøje det. Jeg prøver at være den, der bøjer det. Jeg prøver at gøre noget, der er kunstnerisk og ikke handler om at tjene penge. For det skaber bedre omsætning, når du hengiver dig til kunsten«. Langt fra Asimov Det er tydeligt, at Will Smith - i hvert fald i hans egen selvforståelse - er musiker - rapper - først og derefter skuespiller. »Det er en million gange bedre end skuespil. Der er intet, der kan sammenlignes med at stå foran et publikum, og de hører de første par sekunder af din plade, og de genkender nummeret. Intet kan sammenlignes med det«, siger han senere, uden tøven. Men det er film som 'Independence Day', 'Men in Black' og 'Bad Boys', der har eleveret ham til megastjernestatus med indtægter i 100 millioner kroners omegnen pr. film. Med 'I, Robot' har han endnu en succes på hånden. Filmen er løseligt baseret på en række noveller, science fiction-forfatteren Isaac Asimov publicerede i 1950'erne. Løseligt i det ekstreme, for Asimovs 'I, Robot'-noveller var et langt argument mod menneskets frygt for maskinerne og handlede derfor aldrig om robotter, der som i filmen går amok på mennesker. 'I, Robot' er en film med enkelte Asimov-karakterer og et væsentligt Asimov-plotelement, nemlig de såkaldte tre robotlove, der er kodet ind i enhver robots nervesystem, og som handler om, at en robot aldrig må tillade, at et menneske lider overlast. Men derudover ville den gode doktor, som Asimov kaldtes i miljøet, nok spinde som en snurretop i sin grav, hvis han havde set Hollywoods iscenesættelse af hans livsprojekt. »For mig er det perfekt, brillant inden for Asimovs teorier og visioner. Men jeg elsker at debattere det. HAHAHA. Jeg er forberedt! Let's go!«, siger Smith, da jeg forsigtigt kritiserer filmens afvigelser fra oplægget, som om skuespilleren Smith på en eller anden måde kunne gøres ansvarlig for manusset (den nørdede diskussion skal ikke citeres, da stort set hele plottet bliver afsløret). Ingen smalle film Smith spiller en bitter, psykologisk skadet politimand, Del Spooner, med et irrationelt had til robotter i en verden, hvor robotter gør alt det praktiske arbejde. Et mord begås, en robot er den eneste mistænkte, og derfra kører karavanen af computeranimeret robotaction. »Detektiv Spooner er en meget anderledes rolle for mig. Jeg plejer at spille denne glade fyr, der er forelsket i livet, så at spille en karakter, der mest af alt ønsker, at han var død, var en ny oplevelse for mig. Jeg elsker instruktøren Alex Proyas aggressivitet ved at skabe den type karakter i sådan en film. Det er ægte sats i denne slags film at have en helt, der ikke er glad, men melankolsk og miserabel«. »Et andet aspekt, jeg elsker ved filmen, er, at filmen handler om robotter og foregår i 2035, men al dialogen og alle de logiske konstruktioner, vi bruger, er moderne, menneskelige koncepter. Da den onde robot siger, at for at beskytte menneskeheden må nogle friheder ofres, og nogle mennesker ofres - det er som taget fra CNN, det er præcist, hvad George Bush siger!«. Har du ambitioner om at vinde en Oscar, spørger en af mine kolleger. »Jeg går ikke op i priser. Jeg kan godt lide at gå ud, og folk genkender mig, you know what I mean, mere end jeg vil vinde en pris«. Forfængelighed, spørger jeg. »Hmm ... jeg ved ikke, om det er forfængelighed. Jeg kan godt lide at få folk til at grine og have det godt. Lidt ligesom slutningen af tegnefilmen 'Monsters Inc.', hvor monstrene er i stand til at overleve på energien fra børn, der griner. Sådan vil jeg tro, jeg er. Det er min livsenergi. Jeg prøver at få folk til at føle, hvad 'Star Wars' fik mig til at føle. I Sunday Times sagde du, at du ville ønske, at der var flere film, der drejede sig om afroamerikanske familiers problemer i den indre by. Men du deltager aldrig selv i den slags film.

»Hvilke slags film?«. Sociale film om sorte familier.

»Du snakker om den kommentar, hvor jeg efterlyser flere film som den brasilianske 'City of God'. Ja. Jeg har aldrig læst sådan et manuskript fra det afroamerikanske samfund. 'City of God' var fantastisk! Du kunne snildt tage den historie og overføre den til enhver sort ghetto i USA. Historierne er identiske. Men af en eller anden grund halter vores manusforfattere og instruktører bagefter vores skuespillere. Vi har sorte skuespillere, der er helt på niveau med resten af verdens bedste skuespillere. Men hvis du siger 'afroamerikansk instruktør', så vil alle i verden sige Spike Lee. Og det er det!«, griner han højt. »Siger du afroamerikanske skuespillere, så er det en hel anden ting: Will Smith, Denzel Washington, Laurence Fishburne, Whoopie Goldberg. Og nævn mig en afroamerikansk manuskriptforfatter! Og jeg aner ikke hvorfor. Jeg ved bare, at sådan er det. Det er noget, vi må gøre op med. For vi er bagud, og det er derfor, at historier på det niveau ikke bliver sat i verdenen af det afroamerikanske samfund«. Plade på vej Det besvarer jo ikke rigtig spørgsmålet - hvorfor Smith, der har spurgt Kofi Annan, om han kan være behjælpelig for FN, og brokket sig over, at der ikke laves nok samvittighedsfulde afroamerikanske film, ikke selv bruger sin stjernestatus til at løfte opgaven. Men vi har kun 20 minutter, og det er begrænset, hvor mange kritiske spørgsmål, man tør stille til en fyr med så perfekte tænder. Og han har sådan set også svaret på det tidligere under samtalen: »Jeg er en kunstner, der ønsker, at alle skal se mit arbejde. Jeg ønsker ikke at skabe i et vakuum. Jeg ønsker at skabe i verdenen ... «. Tiden er gået og pr-damen, der overvåger os, ser ud som om, hun er ved at sprænge et relæ eller to. Vi smalltalker på vej ud, Smith har en single på vej om seks uger og en plade til november, fortæller han, mens vi bliver gennet ud ad døren. Uden for hotellet står et dusin teenagere og venter. »Var han flink«, spørger en ung fyr forventningsfuldt, sulten efter nyheder. »Ja, han var vildt flink«, siger jeg og haster hjem med min signerede lp, mens jeg overvejer, hvordan jeg kan beholde den.