Nogle boghandlere har valgt at samle det hele på ét bord. Et par kubikmeters koncentreret had, latterliggørelse og omhyggelig nedpilning. Andre steder, som i Kramer Books i Washington, er tidens bedst sælgende bøger fordelt lidt mere rundt i butikken. 'Jeg Hader George W. Bush Antologien' står på en skråhylde. 'Den Store Optrævling' ligger side om side med 'Løgne og de Løgnagtige Løgnhalse, der Fortæller Dem', og på et andet bord er den svindende stak af den murstenstykke 'Bushverden - Adgang på Eget Ansvar'. Helt oppe ved kassen står alle dem i lommeformat, blandt andet hele serien på fire med 'Bushismer'. Den seneste er en ekstra deluxe valgudgave med præsidentens fortalelser og lattervækkende udtryk. Bøgerne sælger godt »De sælger forfærdende godt. Både de små her, som er de rigtig uhyggelige, fordi det er ord, der faktisk er kommet ud af præsidentens mund. Og de andre, der giver sig ud for at være seriøse bøger, men er skrevet af tosser med en holdning. Dem tror jeg egentlig ikke, der er nogen, der rigtig læser. Men det er det samme, hver gang der er valg«, siger boghandler Mitch Brown fra Kramer Books. Boghandleren siger, at bøgerne ikke ændrer det mindste ved hans egen politiske holdning, og han tror det samme gælder for alle hans kunder. Han er også ligeglad med, at rockmusikeren Bruce Springsteen og en række andre topmusikere tager på turné mod præsidenten. Og selv om han er begejstret for Salman Rushdies bøger, rører det ham heller ikke, at forfatteren i sidste uge stillede sig i spidsen for et mere sofistikeret, men stadig meget direkte angreb på præsidenten. Ikke imponeret Rushdie, der er formand for forfatterforeningen Amerikansk PEN, havde i forrige uge samlet 15 af USA's bedst kendte forfattere - deriblandt også Paul Auster, Laurie Anderson, Ariel Dorfman og Don DeLillo - på scenen foran et publikum større end salen kunne rumme under overskriften 'Undtagelsestilstand'. En for en trådte de frem foran de store amerikanske flag og læste højt af andre forfatteres tekster, som var udvalgt til at beskrive den politiske situation i George W. Bushs USA. Konkret var forfatternes happening et indlæg i debatten mod den kontroversielle nye 'Patriotlov', der blandt andet giver myndighederne ret til som led i kampen mod terror at holde øje med, hvilke bøger amerikanerne låner på bibliotekerne. Reelt var det et meget uindpakket indslag i præsidentvalgkampen, hvor PEN dog ifølge sine vedtægter ikke har lov til at udtale sig for eller imod en enkelt kandidat. »Folk kommer til De Forenede Stater, fordi de beundrer ytringsfriheden her. Det var det, der tiltrak mig. Det er en tragedie at se, at den bliver truet«, sagde Salman Rushdie blandt andet i sine indledende bemærkninger. Tilhørerne var begejstrede, og en litteraturprofessor i salen sagde til en journalist fra den franske avis Libération, at det er første gang nogensinde, at kunstverdenen har engageret sig så levende i et amerikansk valg. Men en af dem, der kender den verden bedst, professor i kunst og offentlig forvaltning Arthur Brooks fra Syracuse University, er ligesom boghandleren i Washington temmelig uimponeret. Faktisk havde Brooks indtil Politiken kontaktede ham ikke hørt om Rushdies initiativ, for det har stort set ikke været omtalt i amerikanske medier. Hvorimod både franske og tyske aviser har beskrevet det grundigt. »Det er noget helt andet i Europa. Der kan en nobelpristager i litteratur udtale sig om geopolitik. Her siger langt de fleste: Hvorfor dælen taler han dog om dét? Hvad enten det er Rushdie eller Springsteen, folk vil ikke skelne og sige, at den ene bare er musiker, mens den anden er professionel tænker, som det er værd at lytte til. Vi har bare ikke den store modstanderkultur blandt kunstnere her, og der er ikke den store forskel til mig som akademiker. Jeg kunne også godt tænke, at folk skulle høre på mig, fordi jeg bliver betalt for at sidde her hele dagen og klø mig i nakken. Men sådan fungerer det ikke her«, siger Arthur Brooks. Brooks har selv en fortid som professionel musiker i et symfoniorkester. Både dengang og nu oplevede han, at alle i kunstnermiljøet fandt politik håbløst uinteressant og »ikke på vores radar«. Men blandt kunstnere såvel som blandt hans intellektuelle kolleger på gangene på universitetet i dag er der en rygmarvsfornemmelse af, at deres slags står demokraterne tættest. Sammen med en kollega er Brooks netop ved at lægge sidste hånd på et forskningsprojekt om det, han kalder »det sære fornuftsægteskab« mellem kulturverdenen og Det Demokratiske Parti. Folket - og kunstnerne Den direkte statsstøtte til kunsten er minimal i USA, så ifølge Arthur Brooks er der ingen økonomiske grunde til, at kunstnere skulle holde særligt af det ene eller det andet parti. I stedet har han sammenlignet, hvilke livsværdier der er vigtige blandt folk, der lever af deres kunst, i forhold til den brede befolkning. Og resultaterne er mere markante, end han havde forventet. Blandt alle amerikanere er der 31 procent, der betegner sig som meget troende protestanter. Blandt kunstnerne er det kun 17 procent. I befolkningen som helhed siger kun 11 procent, at de slet ikke har nogen religion, mens 30 procent af kunstnerne erklærer sig helt religionsfri. Men den mest pudsige forskel har Brooks fundet ved at spørge til holdningen til offentlig transport. »Kunstnere er vilde med tog. De skiller sig virkelig ud der. Kunstnere kan lide tog, mens resten af landet elsker biler. Og så er der selvfølgelig alle de moralske spørgsmål som politisk tolerance, abort, dødsstraf, homoseksuelles rettigheder. Der er en enorm kløft mellem kunstnere og befolkningen som helhed. Når man så ser på det politiske landskab og partiernes holdninger, har kunstnerne selvfølgelig ikke andet valg end at vende sig til de liberale«. Men selv om Arthur Brooks ikke lægger skjul på, at han politisk også selv føler sig hjemme blandt kunstnertyperne, har han ikke meget tilovers for den politiske argumentation og tankevirksomhed, der ligger bag de mange anti-Bush-bøger og de seneste ugers udmeldinger til støtte for Det Demokratiske Partis præsidentkandidat, John Kerry. Han gør opmærksom på, at myndighederne endnu ikke har brugt Patriotloven til at undersøge et eneste biblioteks udlånsregister. Og han mener, at ytringsfriheden har det glimrende, når man for eksempel i New York for øjeblikket kan gå ind og se et teaterstykke med titlen 'Dræb præsidenten'. »Der er en tredjedel af befolkningen, der inderligt hader Bush. Det er klart, at det er et fantastisk marked, og amerikanske kunstnere lever i den grad på et kapitalistisk marked. Og jeg ser ikke den store forskel på skæmtebøgerne, Hollywood, Springsteen og Rushdie. Tråden, der binder dem sammen, er ikke så meget støtte til Kerry, som det er hadet til Bush. Man kan mene, at det er det intellektuelle samfund, der vender sig mod Bush alene af politiske grunde. Men min påstand vil være, at der bare er noget ved Bush som person, der gør ham så afskyelig, at de simpelthen ikke kan lade være med at hade ham«. Han er bare bøvet! Arthur Brooks vil godt sætte penge på, at Salman Rushdie har væmmedes ved Bush fra første gang, han så ham. Og Brooks vil også erkende, at han krummede tæer, og det kriblede over det hele, da han første gang fik indblik i, hvordan ting foregår hjemme hos familien Bush. »Lige efter hans indsættelse som præsident inviterede han sine to døtres venner hjem til fødselsdagsfest. Pigerne og drengene blev adskilt, og så skulle drengene lave en masse sport og andet fysisk. Jeg kan ikke huske, hvad pigerne skulle nusse med, men jeg kan huske, at jeg vred mig og syntes, at de repræsenterede alt det, jeg bare ikke kunne holde ud. Det var snublende nemt at sige, at jeg ikke kunne lide præsidenten, fordi han var 'sådan en type'. Og jeg tror virkelig, at de fleste dømmer ham ud fra en fornemmelse af, at han er helt kulturløs. Uagtet det politiske. Selv om det er useriøst, og vi netop synes, at det er os, der er de kloge i samfundet, fordi vi har gået på universitetet«. Så Arthur Brooks forestiller sig ikke, at alle de kulturelle initiativer flytter en eneste stemme fra Bush til Kerry. Blandt andet fordi præsident Bushs kernevælgere typisk ikke er litterære eller går i teateret. »De taler jo alle sammen kun til deres egen menighed. Det er ligesom hjemme på min vej her i Syracuse. Debatten er blevet meget følelsesladet på den måde, at den spiller på menneskets værste svagheder. Her er der hus efter hus med samme skilt udenfor. »Bush må gå - menneskelige behov frem for virksomhedernes grådighed«. Men hvad er det da for noget? Det er jo at sige, at alle der er uenige med mig, de er grådige og forstår ikke menneskets behov. Min mand er god, din er slet«. »Det er udtryk for en enorm kulturel kløft, og jeg er ikke sikker på, at det har særlig meget med Irakkrigen at gøre. Kerry levner ingen tvivl om, at hvis vi vælger ham, så bliver vi i Irak. Det kan da godt være, at han taler lidt mere med franskmændene, men han bliver i Irak, og det kan oven i købet være, at han sender missiler mod Nordkorea. Forskellen mellem Bush og Kerry ligger i deres kultur mere end i deres politik. Om de helst vil køre med tog eller med bil. Og de to stammer kommunikerer ikke med hinanden. Så når en skuespiller som for eksempel Alec Baldwin åbne munden, så hører jeg ham i virkeligheden ikke sige andet end: »Jeg hader Bush, fordi han er bøvet«.