I øjeblikket er man på Den Danske Filmskole i gang med at finde ud af, hvem der skal optages på den dokumentariske linje i år.
Filmskolen optager elever hvert andet år. Og ligesom i 2007 og 2005 har flere kvinder end mænd i år søgt ind på dokumentarlinjen, som officielt hedder tv-tilrettelægger og tv-producerlinjen.
Da der senest var optagelse på skolen, kom ni elever ind på det dokumentariske spor. Ni kvinder. Og ingen mænd.
Kvinderne fylder nu for alvor
Selv om Danmark har en række meget markante kvindelige spillefilmsinstruktører som Lone Scherfig, Susanne Bier og Annette K. Olesen, er det de fleste år inden for dokumentarfilmen, at kvinderne for alvor fylder noget.
Både på filmskolen og ikke mindst, når de er færdiguddannede og i gang med at lave film. Dokumentarfilmen er i vidt omfang blevet kvindernes domæne.
På uddannelsen til spillefilmsinstruktører er tendensen den omvendte. Betydelig flere mænd end kvinder har i en årrække søgt om optagelse på den linje, der uddanner spillefilmsinstruktører.
To teorier
Men hvordan kan det være, at kvinder hyppigere bliver instruktører af dokumentarfilm end af spillefilm?
Rektor for Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, Søren Høy, er en af dem, der tør komme med et par bud:
»Jeg har to teorier. Den ene er, at den moderne spillefilm kræver stor teknisk disciplin. Det er svært at sætte sig ind i en spillefilmsproduktion, og her hos os kan vi se, at kvinderne simpelthen ikke er så interesserede i teknikken. Inden for dokumentar er der ikke de samme tekniske krav«.
Kvinder er bedre interviewere
Søren Høy skynder sig at tilføje, at sådan er det jo ikke altid. Nogle kvindelige instruktører er optagede af teknikken. Blot er der mange, som ikke er. De vil hellere arbejde med indholdet – med deres historie.
»Og det er så min anden teori. Det er i dokumentarfilmen, at den personlige historie findes i dag. Om det så er en politisk fortælling eller en film om en skæbne. Inden for spillefilm lever den personlige historie ikke rigtig lige nu. Og kvinder er bedre til at fortælle personlige historier. De er bedre interviewere, og de får mere ud af materialet«, siger Søren Høy.
Det er hans uvidenskabelige erfaring fra filmhøjskolen, at kvinder laver mere research, de laver oftere drejebøger, og de gør sig metodiske overvejelser om stoffet. Pernille Rose Grønkjær tilbragte måneder ad gangen på et slot på Fyn, da hun lavede sin prisbelønnede film ’The Monastery – Mr. Vig And The Nun’.
»Jeg kan ikke forestille mig en mand gøre det. Jeg kan forestille mig en mand opholde sig der en uge«, siger Søren Høy.
Griber dagen voldsomt
Den erfarne dokumentarfilmsinstruktør Anne Wivel har tænkt på, at dokumentarfilmen er mere beslægtet med lyrikken end med romanen. Og både inden for lyrik og musik er der lige nu mange markante unge, kvindelige stemmer:
»De kaster sig ud i alle mulige sproglige forsøg. Pludselig ser man en Lone Hørslev lave bekendelsesagtige tekster. Også inden for dokumentaren har kvinder en originalitet, en selvtillid og et sprogligt beredskab. Ligesom i den litterære virkelighed kommer de stærkt frem med deres eksperimenterende væsen«.
Anne Wivel er med i det udvalg, der i sidste uge overværede optagelsessamtalerne på Den Danske Filmskole. Det samme er Malene Flindt Pedersen, udviklingschef for Kort- og Dokumentarfilm på Det Danske Filminstitut. Også hun har registreret, at der blandt de yngre, kvindelige instruktører er en enorm handlekraft:
»De er ved at koge over efter at fortælle noget. De vil noget. De er meget modige. De turde gribe kameraet på skolen, og de er gode til at skabe kontakt. De griber dagen voldsomt«.
'Mit eget one woman band'
Det kunne de måske også gøre, hvis de instruerede spillefilm. Men de kunne næppe gøre det lige så egenrådigt, som de kan inden for dokumentaren.
For ud over at være teknisk kompliceret kræver en spillefilm et stort hold af mennesker. Mødefrekvensen er høj inden for spillefilm. »Maskineriet er meget mindre, når man laver dokumentarfilm«, som instruktøren Eva Mulvad siger det.
Eller som instruktøren Phie Ambo siger:
»Jeg er mit eget one woman band. Hvis min historie ændrer sig, så der sker noget interessant et andet sted, kan jeg bare vende kameraet«.
En ensom beskæftigelse
Til gengæld er dokumentarfilm ofte en ensom beskæftigelse. Det kræver stædighed og tålmodighed at lave dokumentar.
»Man skal være sindssygt vedholdende. Ja, man skal have en blind plet i hjernen for at blive ved med sige »jeg vil, jeg vil«, når man laver dokumentarfilm«, siger Phie Ambo.
Og så skal man i øvrigt også indstille sig på, at pengene i den branche er få.
Danish Documentary
Sammen med Mikala Krogh, Eva Mulvad, Pernille Rose Grønkjær og producenten Sigrid Dyekjær har Phie Ambo derfor nu stiftet selskabet Danish Documentary.
Dels er de samme generation og har glæde af samarbejdet. Dels vil de etablere sig som et produktionsselskab næsten uden faste udgifter for i fremtiden at eje mere af deres egne produktioner.
I forvejen var Eva Mulvad, Pernille Rose Grønkjær og Phie Ambo begyndt at sælge deres film på dvd. Alternative og eksperimenterende afsætningsveje er muligheder, der måske kan give økonomisk indtjening i et fag, hvor støttekronerne er forholdsvis få.
Ny tendens
Her skal det dog siges, at flere kvinder får støtte til at lave dokumentarfilm, end der er kvinder, som får støtte af Det Danske Filminstitut til at lave spillefilm.
Om det så skyldes, at færre kvindelige instruktører søger støtte til spillefilm, det kan instituttet endnu ikke oplyse. Men en statistik om det er på vej.
For fem år siden offentliggjorde den skandinaviske kvindeorganisation Women in Film and TV (WIFT) en rapport om kønsfordelingen i branchen. Den viste, at mænd i 2002 sad på 80 procent af de vigtigste poster i en filmproduktion.
fortsæt med at læse
