Sandsynligvis er ikke alle selv klar over det. Men det kan ikke være mange her i vort dronningerige, som ikke har hørt modtageren af Léonie Sonnings Musikpris 2004, pianisten Keith Jarrett, spille. Man skal i så fald være blandt de få, der aldrig ser reklamer på tv. Har man det derimod, så vil man måske stadig huske de sort-hvide reklamespot fra Alm. Brand Bank, der havde den herligste triojazz som musikalsk underlægning. Den gamle garde Det var netop Keith Jarrett, ledsaget af bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette, der spillede Nat Adderleys 'The Old Country'. De selv samme tre musikere, der i 1983 etablerede sig med deres såkaldte Standard Trio og som var på scenen i Tivolis Koncertsal, da Jarrett skulle kvittere for sin pris. For Jarretts og DeJohnettes vedkommende tilmed de samme to musikere, der allerede for 38 år siden, dengang totalt ukendte, første gang lod sig høre i København som medlemmer af saxofonisten Charles Lloyds kvartet. De har besøgt os flere gange siden da. Både sammen og hver for sig. Og i mellemtiden er deres status steget til anselige højder. Når det gælder kunst, skal man vare sig for at betegne nogen som 'den bedste'. Men når der er tale om Jarrett, kan det alligevel være svært at pege på nogen anden pianist i dagens jazz, der er ham jævnbyrdig. Selv taler han ofte om den gave fra oven, han har modtaget. Det kommer bare til ham. Som om det på ingen måde har været hans egen fortjeneste, at han er nået dertil, hvor han står nu. Eller rettere sagt, hvor han efterhånden har stået i adskillige år. Det er naturligvis ikke hele sandheden. For der må have ligget et kolossalt arbejde i at tilegne sig den pianistiske kunnen, der bringer ham i stand til at formulere sig med et sådant overskud. Og det kræver ligeledes en betragtelig personlig indsats at kunne åbne sig for musikken i den grad, som Jarrett formår det. For først da er det, at gaven, han har haft den lykke at modtage, får sin fulde værdi. Kreativitet Det, der mere end noget andet kendetegner Jarretts spil, er den kreativitet, der udfolder sig i det. En kreativitet, der synes uudtømmelig, og som kan fryde os i sin rigdom på overraskende detaljer, samtidig med at den underkaster sig den strenge logik, der er en følge, når man er så loyal over for det givne materiale i dets originale form, som Jarrett er det. På sin vis kan det være ganske små midler, han anvender, når han på sin helt egen måde præsenterer et tema for os. En let tøven i fraseringen, en ubetydelig rytmisk forskydning, en diskret reharmonisering, der ikke lader den oprindelige melodi i stikken. Men virkningen kan have karakter af en ny erkendelse. Derfor kunne Jarrett spille 'Tennessee Waltz' på en måde, der lod den gamle traver fremstå i helt nyt lys. Der var andre numre på programmet, som jeg ikke havde hørt Jarrett spille tidligere. En sang som 'You Belong To Me', som man heller ikke forbinder med jazzrepertoiret, og John Lewis' 'Django', der markerede sig som et af koncertens mest inciterende indslag. Jo, det var en fantastisk aften, Jarrett og hans to fremragende medspillere bød os. Og hvis man kunne betragte trioens første ekstranummer, en gospelinflueret udgave af 'God Bless The Child', i sine utallige gentagelser som et terapeutisk tiltag på at lade op igen, så viste det andet, en fin fortolkning af 'When I Fall In love', at det var lykkedes.