Knap var nyheden om Brandos fortvivlende økonomiske forhold sluppet ud og blevet trykt i alverdens medier, før den blev efterfulgt af telegrammet om, at manden selv - myten, monstret - var afgået ved døden torsdag. På et unavngivent hospital i Los Angeles, af grunde der ikke blev offentliggjort. Begik han selvmord? Det var det første rygte. Eller blev han indhentet af træthed og sygdomme, der var stødt til som følge af den overvægt, der havde forfulgt ham, fra han begyndte at blive midaldrende? Selv hvis vi en dag får svaret på dét, er vi ikke en tøddel tættere på svaret på gåden Brando. I hvert fald: Skuespilleren Marlon Brando er død, 80 år. For godt et år siden lod han det sive, at han var ved at bringe orden i sine affærer, fordi han mærkede dødens komme. Forleden hørte vi så, at han havde sagt ja til at lægge stemme til en figur i en tegnefilm. Marlon Brando blev født 3. april 1924 i Omaha, Nebraska. 'Bud' kaldte de ham, og man ser fodboldkaptajnen for sig, cheerleaderheppekoret, den naive troskyld. De kapitler i hans selvbiografi, 'Songs My Mother Taught Me', der handler om hans unge år, er hjerteskærende og handler om en dreng, der vokser op i et hjem med to voksne uansvarlige alkoholikere, der bliver skilt, da sønnen er ti. Den unge Brando brugte overordentlig mange kræfter på at fornægte sandheden. I bogen citerer han ord for ord sine breve hjem fra det militærakademi, faren sendte ham til, og de er en tragikomisk vittighed i deres villede gennemsnitsamerikanske 'øj, hvor går det bare godt'-optimisme. Udtryk som gee og aw-shucks fylder brevene, der lyder som en ond parodi på Biff fra 'En sælgers død'; Biff der i sig selv var en parodi på den amerikanske drøm. Da han blev ældre og faren havde fået moslet sig på plads som sønnens manager, fik han det læsterlige lag tæsk, som Marlon hele sit liv havde drømt om at give ham. Det var mere held end forstand, at han ikke gjorde sig til fadermorder ved den lejlighed. »Det var ligesom Joe Louis over for Max Schmelling i deres anden kamp: jeg ramte ham overalt. Han var nøgen, og jeg og mine slag sad så tæt på kroppen af ham som et billigt jakkesæt. Da jeg var færdig med at sige, hvad jeg havde brug for at komme af med, fyrede jeg ham«. Havde Brando været Brando uden dét frådende had? Uden dén rasende kropslighed? James Dean, Brandos umiddelbare efterfølger som vred ung mand midt i midten af 1950'erne, var nok forbitret, men vendte det indad. Brandos figurer reagerede og reagerede, råbte og skreg, bankede løs, svedte tran og svovlede. Men de indre dæmoner forsvandt ikke, hverken fra filmrollerne eller fra skuespilleren selv. Da han slap løs fra militærakademiet, hvor han fik påtale for visse disciplinære problemer, tager Brando til New York, hvor kvindekønnet for alvor går op for ham. Selvbiografien bugner af kvindeskød og kvindelår, af kusser og safter. Det er tankevækkende, hvor meget plads han, selvproklameret farveblind, hvad angår hudfarver, bruger på at beskrive sit forhold til en noget ældre farvet kvinde, og det er tæt på at være pinligt, når han i pertentlige detaljer fortæller, hvordan han og hans date gik i biografen og masturberede hinanden til udløsning i ly af mørket. Men Brando var ikke - er ikke - for kostforagtere. I enhver forstand af ordet var han ekstrem. Teenageren Brando får man lyst til at græde over, fordi man bag den påtagede almindelighed aner, hvad han slæber rundt på. Den unge Brando tager man nølende hatten af for, for sat'me om ikke, fandengaleme, og her kommer jeg! Sex og sprut virkede, det var, hvad han erfarede på sin egen krop. Det var her selvforglemmelsen lå. Sublimeringen. Brando sagde selv: »Jeg har altid været heldig med kvinder«, selv om det ikke lige er det ord, man først tænker, når man læser om hans eskapader i detaljer. »Der har altid været mange af dem i mit liv, selv om jeg nærmest aldrig har tilbragt mere end et par minutter med nogen af dem«. Hans yndlingsfantasi igennem alle de unge og knap så unge år var »at foretage virkelig sjofle ting med en nonne«, så tæt lå tvangen og volden på lysten for nu at sige det lidt kulturradikalt. Årene efter at han blev midaldrende, kaldte han for sine 'fuck-you-år': »Hvis jeg mødte en mand, der udstrålede en form for udvendig maskulinitet, blev han min fjende. Jeg ville finde hans svaghed og udnytte den Jeg efterabede ham og gjorde tykt nar af ham, og det antog ofte den form, at jeg gik i seng med hans kone«. I New York fulgte Brando kurserne ved Dramatic Workshop of the New School for Social Research, populært sagt den meget moderne skole, der lærte sine elever Metoden. Method var det sidste skrig, og helt grundlæggende handlede Metoden om for en skuespiller at søge ind i sit private inderste og dér finde personlige erindringer frem til at farve fremstillingen af en aktuel rolle. Hvor man i fremherskende tidligere skoler lærte at spille fra det udvortes mod det indre, var det nu omvendt. De klassiske engelske skuespillere mente, at hvis først de havde besluttet, hvordan figuren klædte sig, og hvordan den skulle tale, så ville dens mentale landskaber folde sig ud helt automatisk. Det er ikke underligt, at i dag, 60 år senere, er Marlon Brando Method-ikonet over dem alle. Dean gik der også, Montgomery Clift, ja Marilyn Monroe for den sags skyld, men Marlon Brando var en levendegørelse af de russiske principper, der lå bag teknikken, og hans gudinde hele livet var Stella Adler, den legendariske lærer ved Actors Studio, og karakteristisk for ham tilbød han hende engang sin krop som tak for, hvad hun havde lært ham. Der går ret få år med omrejsende teatertrupper, før den geniale unge instruktør Elia Kazan bruger Brando til urpremieren på Tennessee Williams-stykket 'Omstigning til Paradis', og det anslag, den unge hedspore hermed rettede mod forne tiders skuespilkunst, var uopretteligt. Det kan næppe diskuteres, at Asta Nielsen, med eller mod eget vidende, opfandt filmskuespillet som udtryk i 1910'erne, og da Brando overførte rollen som Stanley Kowalski til filmmediet i 1951, tog filmskuespillet endnu et stort ryk frem. Brandos arvtagere, Al Pacino, Robert De Niro m.fl., kan godt risikere at komme til at se en kende omstændelige og gammeldags ud, når de fremviser deres dygtige Metode-spil i en film i dag, men intentionen er altid klar, selv om man kan mene, at filmskuespillet har flyttet sig yderligere, er blevet endnu mere naturalistisk i mangel af bedre ord, siden Brandos unge dage. Da den 27-årige Brando viste sig frem i stram T-shirt med store svedskjolder under armene og midt på den brede brystkasse, fik også filmisk seksualitet et nyt udtryk, en ny ydre grænse. Mere dyrisk end Gable, mere kropslig end Clift. Den dag i dag virker Brandos Stanley Kowalski overrumplende i sit nærvær, men Brando blev altid stødt, når man forudsatte, at han personlig havde noget tilfælles med Kowalski, som han mere eller mindre selv anså for at være et dyr, mens hans egen selvfølelse indeholdt adskilligt flere blide nuancer, større begavelse. 'Stækkede vinger' fra 1950 var Brandos filmdebut, og allerede i filmen efter 'Omstigning', nemlig Kazans mexicanske revolutionsepos 'Viva Zapata!' (1952) er der anslag i figurtegningen, der er mere manér end indsigt, ligesom hans portræt af Marcus Antonius i 'Julius Cæsar' ikke hører til karrierens store præstationer. I 'The Wild One' gjorde han læderjakken ikonografisk i en film, som tiden har været hård ved, men det er tilladt at mene, at Terry Malloy i Kazans mesterværk 'I storbyens havn' (1954) var Brandos endegyldige triumf som skuespiller. De små ting han gør med hænderne, blikkets veghed, skuldrenes aldrig overdrevne luden, stemmens nasale indtrængenhed. Lad så være, at filmen var Kazans forklaring på, hvorfor han sladrede om sine gamle kommunistiske venner til McCarthy-komiteen - noget, som Brando i øvrigt aldrig tilgav sin gamle mentor - men filmen holder som kunstværk, og den mere eller mindre improviserede scene på bagsædet af taxaen, hvor Terry klager over, at broren solgte ham til den mafiøse fagbevægelse, hører til de største overhovedet i amerikansk film: »I coulda been a contender!« - »Jeg havde muligheden for at vinde!«. I 'Guys and Dolls' både sang og dansede han, overbevisende! I 'De unge løver' påtog han sig at spille nazistisk officer og leverede en Det Bedste-version af naziideologien uden at kløjes i den. Hans stærkt affekterede Fletcher Christian i 'Mytteriet på Bounty' har været irriterende, siden filmen kom frem, men er også grunden til, at den huskes i dag. Det var i 1962, og Brando var allerede så småt ved at være mødig og træt af det medium, hvis fremmeste eksponent han var blevet. Da rollen som Don Corleone i Coppolas 'The Godfather' kom i 1972, var det enden på et halvt årtis ørkenvandring, hvor Brando lavede film for at tjene penge. Punktum! Han nød 'Godfather', som han fik en Oscar for, men oplevelsen fik ham ikke til at inkludere Coppola blandt sine foretrukne instruktører, de var og blev folk som Kazan, Bertolucci og Pontecorvo. Året efter fulgte Bertoluccis 'Sidste tango i Paris', en film Brando holdt af, men påstod at han aldrig fattede en brik af. I 'Superman' hævede han et rekordhonorar for en lillebitte rolle som heltens far, men han fik chancen igen i Coppolas Vietnamstorfilm 'Dommedag nu' i 1979, hvor hans optræden som den glatragede, korpulente og dødsensfarlige oberst Kurtz igen er det stof, som drømme gøres af. Eller mareridt, rettere. Marlon Brando fik travlt med den ø, han købte ud for Tahiti - og med sine damer. I 1990 var han på forsiderne igen, idet hans søn Christian var tiltalt for at have dræbt en tahitiansk velhaversøn, der angiveligt havde lagt an på Christians kone. Alle familiens spøgelser kom op at vende, og det skønnes, at grunden til, at Brando døde med en gæld på cirka 122 millioner kroner, var omkostninger fra den pinlige sag, der endte med sønnens fængsling. Det blev almindelig viden om Brando, at han solgte ud, at filmene i de sidste mange år var useriøse og hans roller latterlige. Det er voldsomt overdrevet. Flere af birollerne, i film som 'The Freshman', 'Don Juan DeMarco' og 'The Score', er mindeværdige, og intet ville vel kunne overgå den enorme gennemslagskraft, han havde i sine første år - og igen i løbet af 1970'erne. Marlon Brando var sin egen værste fjende. Han havde kun småt med respekt over for filmmediet og slet ingen for skuespillerfaget. Hans kærlighed til kvinder kunne til forveksling ligne had, og mænd havde han det altid dårligt med. Så når alt er sagt? I Marlon Brando mistede filmen så sandelig og uden tvivl sin ypperste kunstner; en spiller, der hævede sig over Method-teknikken og blev ét med sin dæmon. Den slags gør ikke én lykkelig. Men udødelig.