Jo, noget er der da sket med Beastie Boys. Siden dengang i midten af 1980'erne, hvor de brød al chik hiphop-etik ved at sample AC/DC og dertil klovnede omkring med et omdømme som tre hvide macho-rappere uden talent for andet end at lave rav i den. I modsætning til dengang har de for eksempel ikke længere problemer med at få hotelværelser, når de er på turné. Nu forventer ingen længere, at 37-årige Mike D (Mike Diamond), 39-årige MCA (Adam Yauch) og 36-årige Ad-Rock (Adam Horovitz) spolerer inventaret: »Det er det gode ved at være blevet ældre. Nu bliver vi budt velkommen af hotelreceptionister, der spørger, om vi har brug for en stok, og beder om vores autografer. Til deres børnebørn«, siger den vist nok kronisk meget talende Mike D med en stemme, ingen forsvarlig musiklærer ville spå en chance i pladebranchen. Mike D lyder som en kat, der bliver hevet i halen. Manisk skinger. Om han så taler eller rapper. Det er ingen køn stemme. Men den passer til hans udstråling: Øjnene er dybtliggende, hyperenergisk blinkende knapper i et ansigt, der er så magert, at man kan se enhver linje i det. Den lille overkrop er proppet ned i en T-shirt med et billede af en nuttet, hvidpelset hund og en tekst, der røber racen. »Maltese« står der på Mike D. Han ser fantastisk ud. Fantastisk hysterisk. Ved siden af sig i dette her stockholmske hotelbibliotek, hvor Beastie Boys giver interview til en håndfuld journalister ad gangen, har Mike D både den fåmælt dovnende humorist Ad-Rock og den høflige, gråhårede buddhist MCA. Selvfølgelig må meget have ændret sig for Beastie Boys, siden de tre newyorkere fra midten af 1980'erne begyndte at blande baggrunden som punkere og interessen for hiphop i et stilbevidst og næsvist grænseoverskridende musikalsk udtryk, der først blev mainstream ti år senere. Men én ting har i hvert fald ikke ændret sig. Beastie Boys insisterer stadig på at lave interview sammen. Alle tre. Med risiko for at ingen af deltagerne får andet ud af mødet end grin. Til gengæld er Beastie Boys - indrømmet - et godt grin. »Spioner alle vegne« Inden interviewet har Beastie Boys givet pressen lov til at høre albumnyheden 'To The 5 Boroughs' på hotellet. En gang. Og mens vi sad dér i flok på en dobbeltseng med ørerne stukket i retning af noget skrabet, fokuseret, old school newyorker-hiphop fra en futuristisk Mac, stak Beastie Boys lige selv hovederne ind på værelset. »Hvordan går det?«, spurgte de tre mænd i munden på hinanden. Det var ikke, fordi Mike D, MCA og Ad-Rock var bekymrede for nogens helbred, at de tjekkede lytteforholdene. De hyggede sig bare med at holde øje med, at ingen optog det nye album med eventuelle dårlige intentioner om at lægge det ud på nettet. Op til udgivelsen af 'To The 5 Boroughs' har det været et mål for Beastie Boys at lave et album, man ikke kan downloade, før det er udkommet. »Og der er altså spioner alle vegne«, som Mike D under interviewet sagde som indledning til en længere, satirisk gavtyvehistorie om alle de ophavsretsmæssige farer, der truer Beastie Boys, der selvfølgelig selv sampler med arme og ben. Og altid har gjort det. Et døgns tid efter interviewet spillede Beastie Boys en kort koncert for fans og skandinavisk presse i Stockholm-klubben Nalen. Alle skulle aflevere deres mobiltelefon i garderoben for at få adgang. Selv om en elendig koncertkopi optaget pr. mobiltelefon næppe ville have den store fremtid som bootleg. For Beastie Boys er det, med Mike D's ord, »blevet en sport« at forhindre spioner i at lægge det nye album på nettet. En enkelt gennemlytning er imidlertid nok til at røbe, at 'To The 5 Boroughs' er mere sammenbidt og målbevidst end det seks år gamle, kulørte album 'Hello Nasty'. 'To The 5 Boroughs' er præget af, hvad der er sket i de seneste seks år. Både i Beastie Boys selv, hvor især MCA har været engageret bagmand for en række koncerter til fordel for Tibets befrielse. Og i New York. 'To The 5 Boroughs' er også et klassisk hiphop-album i den forstand, at det indeholder adskillige numre, hvor trioen langer ud efter andre udøvere af disciplinen rap. Men mest markant er det en politisk plade. Allerede i albummets andet nummer, der følger lige efter singlen 'Ch-Check It Out', bliver det skåret ud i ord. Beastie Boys' gennembrudssingle til et større, rocklyttende publikum var 'Fight for Your Right (To Party)' fra 1980'ernes mest solgte rapalbum 'Licensed to Ill', der udkom i 1986. I 2004 er Beastie Boys stadig en fest. Det efterlod koncerten i Stockholm heller ingen tvivl om. Men nu er det fængende motto fra dengang vendt på hovedet. »We're gonna party for the right to fight« hedder det i stedet i 'Right Right Now Now'. Også i bl.a. 'Time to Build', 'We Got The' og 'Open Letter to NYC' er temaerne politiske. Mike D: »Der sker så mange skøre ting i verden. Hvordan kan man undgå at forholde sig til det? Vi bor i New York City, og når man gør det, kan man slet ikke lade være med det. Efter det, der skete her«. Er atmosfæren i New York særlig kritisk over for regeringen?

Mike D: »Ja, det tror jeg. Historisk set har New York City altid været meget uafhængig af stemningen i resten af Amerika. Der er så mange forskellige grupper af mennesker i New York. Både omstændighederne og holdningerne er sandsynligvis anderledes her. Så jeg tror, der er større modstand imod George W. Bush i New York. Vi er formodentlig slet ikke i stand til at udtale os om, hvad resten af Amerika mener om ham«. I nummeret 'We Got The' taler I om, at I har 'the power to make a difference'. Hvad mener I konkret med det?

MCA: »Befolkningen har noget at sige. Men George W. Bush synes ikke særligt interesseret i at lytte til folk. Der er tendens til, at regeringen forsøger at få folk til at tro på, at de ingen indflydelse har«. Kan I finde på at støtte en bestemt præsidentkandidat i tiden før efterårets valg?

MCA: »Jeg kender ikke John Kerry personligt, men jeg vil til enhver tid stemme på ham frem for at stemme på Bush«. Mike D: »Jeg opfordrer også andre til at stemme på Kerry. Jeg er overbevist om, at han er at foretrække frem for George W. Bush«. Ind til benetHvordan har de politiske tekster præget musikken?

MCA: »Den er mere dyster denne gang. Vi lavede musikken og teksterne samtidig igennem en lang periode«. Er der nogle politiske plader, som havde betydning for jer, mens I voksede op?

Mike D: »De første plader med Clash var meget inspirerende for mig. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg aldrig før havde hørt politisk musik, der havde nogen social relevans for mig. Dead Kennedys har også betydet meget«. MCA: »Et par af Bob Marleys plader var vigtige for mig«. Kunne I finde på at gå seriøst ind i politik? Ligesom Arnold Schwarzenegger?

Mike D: »Schwarzenegger!!! I guder!!! Så ville jeg være nødt til at tage rigtig mange kilo på. Og bruge virkelig mange anabolske steroider«. I sidste halvdel af 1990'erne hørte Beastie Boys til den cool elite af musikere i New York. De tre fyre ud af velhavende jødisk middelklasse havde udviklet samklangen mellem punk og hiphop på en også æstetisk nyskabende måde. De havde fået eget pladeselskabslabel - Grand Royal - som bl.a. udgav pigerapperne i Luscious Jackson og Sean Lennon. De havde samarbejdet med først produceren Rick Rubin og siden producerne The Dust Brothers, inden andre fandt på det. Og nogle af Mike D's venner havde skabt et tøjfirma, der producerede bl.a. T-shirts og B-boys sko. Hverken tøjet eller selskabet har Beastie Boys noget at gøre med mere. 'To The 5 Boroughs' har de selv produceret. De har skåret ind til benet. Ind til musikken. Gør det nogen som helst forskel, at I formulerer jer politisk?

MCA: »Det synes jeg da bestemt, det gør. Alene det, at man udveksler synspunkter med andre, har en betydning«.