Huset er fuldt af klaverer, fra kælder til kvist. Vi er ikke engang kommet op ad trappen til 1. sal, før vi støder på det første. Det er et girafklaver, som med sin eksotiske, skæve krop står på reposen og strækker hals. »Det har jeg fået af Piet van Deurs. Det er selvfølgelig ikke de originale ben. De originale har været firkantede. Jeg tror, de runde her er fra 30'erne«, forklarer Dorthe Falcon Møller indforstået, nærmest henkastet. Fredag forsvarer hun sin doktordisputats om danske pianoforter, og to dage efter fylder den kvindelige instrumentforsker 60 år. Det er med andre ord det meste af et arbejdsliv, der er gået med at komme til bunds i 'Det danske pianoforte frem til 1914', som titlen på disputatsen lyder. Og så har der endda måttet sorteres godt og grundigt fra for at få en velafgrænset afhandling ud af de utallige arkivstudier og instrumentundersøgelser, der har fyldt Dorthe Falcon Møllers hverdag, siden hun, dengang hun var i 20'erne, arbejdede på Musikhistorisk Museum med at vise gamle musikinstrumenter frem. »Disputatsen handler om pianofortets historie i Danmark, og oprindelig havde jeg tænkt mig, det hele skulle med. Men jeg var nødt til at stoppe ved Første Verdenskrig. Ellers var bogen blevet dobbelt så tyk«, forklarer hun, da vi efter en rundvisning i den private instrumentsamling har sat os ned ved spisebordet med den 3,3 kilo tunge moppedreng af en doktorafhandling, som Dorthe Falcon Møller i morgen skal forsvare ved Syddansk Universitet. Kriminalgåde Overraskende nok er det jobbet som ekstern lektor på kunsthistorie ved Københavns Universitet, der har dannet bindeled til klaverinstrumenterne for Dorthe Falcon Møller. Hun laver selv skulpturer, men hun har aldrig været så meget som i nærheden af en karriere som pianist. Den kunstnerisk begavede forsker er ganske vist udrustet med en universitetsuddannelse i både musikvidenskab og kunsthistorie, men faktisk kan hun dårligt spille en tone på klaver, bedyrer hun. »Men jeg har altid godt kunnet lide, at instrumenter er ting, man kan røre ved. Der ligger sådan noget taktilt i musikinstrumenter, ud over det musikalske«, forklarer hun, mens fingerspidserne sanseligt gnider mod hinanden og underbygger pointen, så øjnene får nyt liv. Dorthe Falcon Møller ligner i den grad en forsker, der brænder for sit emne. Begejstringen er ikke til at tage fejl af, og ansigtet lyser kendeligt op, da hun fortæller om den dag, hun fandt klaverbyggerfirmaet Hornungs jernrammepatent - altså selve dokumentet, det historiske stykke papir, forstår man - på Rigsarkivet. Vi snakker om det måske mest banebrydende patent overhovedet i klaverbygningens historie. Et dokument, som oven i købet er dansk, og som betød et tigerspring fremad mod flygler, som vi kender dem i dag. »Det lå ikke, hvor det skulle, men i en senere sag. Da jeg fandt det, blev jeg så lykkelig, at jeg måtte gå ud i forhallen, hvor jeg stod og hoppede! Jeg kunne ikke stå stille. Du kan sammenligne det med at løse en kriminalgåde. Man ved, at det og det skal findes - og så finder man det! Det er simpelthen fantastisk! Det er som at lægge et puslespil. Vel at mærke et af de store med 3.500 brikker«. På museumHvordan beslutter man sig, efter så mange års arbejde, for, at nu er sådan en afhandling færdig?

»Det er også svært! Jeg kan da blive ved, og jeg har da også to ting til, jeg har fundet siden, som er ret spændende. Dem vil jeg præsentere i forbindelse med forsvaret. Det er ikke ting, der rokker ved de store træk i afhandlingen, men jeg vil da blive ved med at finde supplementer. Det er der ingen tvivl om«. »Det vigtige ved at publicere er, at man kan få respons, at andre kan bruge ens resultater. Og så bliver jeg jo altså kun 60«, tilføjer instrumentforskeren, der har flere projekter på bedding. De arkitekttegnede klaverinstrumenter af Bindesbøll, Kaare Klint med flere vil hun gerne se nærmere på. Men først og fremmest vil hun skrive en bog om det, der ikke er med i hendes doktorafhandling, nemlig dansk klaverindustri fra 1914 til i dag. »Hornung & Møller fylder meget. De har været absolut førende i Danmark, men mange folk har for eksempel et Andreas Christensen-flygel stående ...«, begynder hun. Og her må hun simpelthen afbrydes, selv om det næsten ikke er til at bremse Dorthe Falcon Møller, når hun først har talt sig varm. Instrumenter, produktionsvilkår og tekniske spidsfindigheder bliver hun ikke træt af at fortælle om, og gået på klingen rykker hun da også gerne ud med, hvilken type instrumenter hun selv holder mest af. »Det er de karnisformede«, kommer det med et huldsaligt smil og en indforstået fagglose, der refererer til det rektangulære taffelklaver, forløberen for det moderne vingeformede flygel, i en særlig version med afrundede hjørner. »De karnisformede er så smukke! Og så sådan et empiretaffel«, tilføjer hun og peger gennem døren ind i den tilstødende stue, hvor et velpoleret gammelt instrument med indlagt træskærerarbejde indtager hæderspladsen. Udstilling Næste år åbner Musikhistorisk Museum i København en udstilling af pianoforter baseret på Falcon Møllers disputats, og i den anledning vil doktoranden forære nogle af sine 12 instrumenter til museet. »De stakkels arvinger!«, forsøger hun at forsvare sin beslutning, selv om man godt kan se, det gør ondt på hende, at hun ikke kan beholde alle de instrumenter, der i årevis har fyldt op på de tre etager i privaten. Vigtige mærker som Marschall og Hornung har museet i forvejen. De instrumenter beholder Dorthe Falcon Møller selv. Men andre kan udfylde væsentlige huller i Musikhistorisk Museums samling. Og hvis nogen blandt læserne tilfældigvis skulle have et originalt Barfred stående, så må de meget gerne sætte sig i forbindelse med Musikhistorisk Museum. Sådan et savner den kommende klaverdoktor nemlig stadig.