»Åh min gud! Det er som Moses, der kommer ned fra bjerget med stentavlerne. Hver gang han er klar med et manuskript, udbryder Hollywood: 'Det er kommet!'. Han er så rock'n roll!«. Jim Carrey, hovedrolleindehaveren i 'Evig solskin i et pletfrit sind', bruger Moses-sammenligningen i alle sine interview om filmen. Og helt ved siden af er sammenligningen ikke, når det drejer sig om Charlie Kaufman, Hollywoods vel første manuskriptforfatter-superstjerne. Manden, hvis snirklede manuskripter Hollywoods studiechefer overbyder hinanden for at få fingrene i, og som Jim Carrey og andre sætter deres gager dramatisk ned for at medvirke i. Charlie Kaufman har ry for at være en bleg, sky, sær eneboertype, men regner selv den beskrivelse som en fiktion. »Charlie Kaufman er ofte andre menneskers fiktive kreation«, siger han til magasinet Times. »Folk finder en vinkel på mig, den vinkel, alle forventer, nemlig at han skriver de der sære ting, så ergo er han en særling. Det er bare ikke sandt«. Alligevel indrømmer Charlie Kaufmann et vist slægtskab med de sære hæmmede mænd, der har hovedrollen i hans historier: »Den skyhed og fornemmelse af at være ved siden af, alt ensomheden, er nok noget, jeg føler. Jeg er ikke bange for at bruge mine egne erfaringer. Det er alt hvad jeg har«. Kaufman, 45 år, startede sin karriere som manuskriptforfatter på dødsdømte sitcoms, hvad der gav ham tid til at arbejde på sine egne manuskripter. Heriblandt 'Being John Malkovich', et manus som studierne elskede, men ingen turde binde an på. Før Spike Jonze, en ung musikvideoinstruktør, fik trynet ideen igennem og skabte et af senhalvfemsernes særeste værker. Det er ikke en oplevelse, der har formindsket Kaufmans bitterhed på Hollywood og drømmefabrikkens vandpytdybe emotionelle horisont. Selv siger han, at han hader happy endings, fordi de taler ned til folk. At manipulere folk med billige følelser er hans største frygt. Alligevel er 'Evig solskin i et pletfrit sind' vel hans mest romantisk og sentimentale film, om end med stærke surreelle stænk af Kafka, Lewis Caroll og Kaufmans yndlingsforfatter, Philip K. Dick, og med sorte streger af stille desperation, ensomhed og tab. »Da jeg skrev 'Evigt solskin...', gik det op for mig, at det ikke var en komedie. Men jeg kunne lide følelsen af, at jeg ikke fulgte en eller anden Kaufman-formular. Jeg føler mere, at filmen er en konversation med publikum, og jeg har forsøgt at konstruere den på en sådan måde, at folk kan forlade biografen og tænke hvad de end vil tænke«, siger Kaufman.