Foreløbig har den kun været vist for et udpluk af den italienske presse, men dommen er allerede hård. En ny dokumentarfilm er på vej om Operation Rene Hænder, der var en håndfuld offentlige anklageres forsøg på i starten af 90'erne at bekæmpe den politiske korruption. Filmen udkommer inden længe som vedhæng til det politiske ugeskrift Panorama, der er ejet af ministerpræsident Silvio Berlusconi, og den vil senere blive vist på en af de tre landsdækkende kanaler i Berlusconis tv-selskab Mediaset. »En horrorfilm mod de røde dommere«, skriver en kritiker i dagbladet La Stampa. »Tilfældigt udgivet lige før EU-valget?«, spørger en anden. Filmen er lavet af Andrea Pamparana, en journalist med 15 års ansættelse ved Mediaset, hvor han i dag er vicechefredaktør for TG5, den mest sete nyhedsudsendelse på Berlusconis tre kanaler. Partiske dommere Filmens konklusion er ikke til at tage fejl af. Operation Rene Hænder tog parti, dommerne holdt hånden over venstrefløjen, og ofrene er ikke længere skatteyderne eller vælgerne, som korruptionen gik ud over, men alle de politikere, embedsmænd og erhvervsfolk, der blev varetægtsfængslet, afhørt og udstillet i medierne. Filmen siger ikke, at systemet ikke var korrupt, det var det, men dens budskab er, at det ikke er de korrupte, men de offentlige anklagere, der bør placeres i historiens skammekrog. Ofrenes lidelse, altså de korruptionsanklagedes smerte ved at stå anklaget, er omdrejningspunktet. Filmen er produceret med de raffinerede manipulationsteknikker, som film- og tv-mediet råder over. Coverbilledet viser på en kulsort baggrund en vægt, der hælder tungt til den ene side for at understrege filmens budskab om, at uretfærdigheden skete fyldest under Operation Rene Hænder. Lyssætningen er mørk, lys, blød eller hård, alt efter hvem seeren skal fatte sympati eller antipati for. Beskæringen af interviewpersoner, opsætningen, baggrunden for interview, musikken, klipningen, tekster, der i korte glimt viser ord som 'statskup', er alle eksempler på billedmediets teknikker af den art, der ikke taler til hovedet, men går lige i maven på seeren og bliver til fornemmelser og holdninger. Fortælleren siger det endda med klar stemme: »Operation Rene Hænder er en af de grimmeste og mest beskidte sider i den italienske historiebog«. Underforstået: det grimme var ikke korruptionen, men dommernes reaktion på den. Italienerne har resigneret Italienerne, der dengang i hobetal sluttede op om de modige statsadvokater, har for længst resigneret. Operation Rene Hænder medførte ikke det ønskede skift fra illegalitetens til legalitetens kultur. Forretningsmanden Silvio Berlusconi, der lige fra starten havnede i de milanesiske statsadvokaters søgelys, blev politiker og overtog mikrofonen og har nu i 13 år gentaget budskabet godt hjulpet af sine medier: Dommerne, ikke de korrupte, var de onde. De fleste italienere er blevet immune for emnet, og mange er kommet i tvivl: Måske havde Berlusconi ret. Dommerne gik nok over stregen. De havde nok et politisk projekt. Anklaget i 30 injuriesager Den faldne folkehelt og tidligere statsadvokat Antonio Di Pietro, som i filmen fremstilles som en lidt tåbelig grinebider, har siden dengang siddet i anklagerens stol i næsten 30 injuriesager. Han har aldrig tabt en, men til gengæld mistede han populariteten og ved sidste parlamentsvalg også den plads i senatet, som han havde erobret i 1996. Nu stiller han op til EU-parlamentet på en liste sammen med Achille Occhetto, manden, der i starten af 90'erne reformerede det tidligere kommunistparti og gjorde det socialdemokratisk. Filmen nævner en episode fra dengang under Operation Rene Hænder, hvor Di Pietro angiveligt lukkede et øje for netop Occhettos modtagelse af kontant bestikkelse. Det er svært at vide, om filmen har ret, for sandheden er for længst blevet det egentlige offer for de italienske manipulationer. Men i hvert fald kan Di Pietros og Occhettos politiske modstandere på Berlusconis højrefløj i dag bruge filmen som skyts i valgkampen. Endnu en gang har politikeren Berlusconi timet støtten fra medieejeren Berlusconi perfekt.