Han var døden nær, da han fik nyt liv af sin læge. Det lyder som starten på en dårlig roman, men det er faktisk den sandfærdige historie om den berømte brasilianske filminstruktør Hector Babencos genopstandelse fra de næsten-døde. Instruktøren af film som 'Edderkoppekvindens kys' og 'Pixote' om Brasiliens gadebørn blev i 1990'erne dødssyg af lymfekræft. En ti år lang kamp som han følte - trods kemoterapi og strålebehandling - at han var ved at tabe. I 1995 gennemgik han en knoglemarvstransplantation. Men så begyndte hans læge Drauzio Varella at fortælle ham historier for at muntre ham op. Fortællinger fra Carandiru-fængslet i Sao Paolo, hvor han siden 1987 havde haft sin faste gang som forsker og læge. En dag om ugen tilbragte Dr. Varella alene med fangerne i det største og værste fængsel i Brasilien i et forsøg på at hjælpe de mange AIDS-ramte i det overbefolkede fængsel og blive klogere på den gådefulde sygdom. Dr. Varellas fortalte om et lukket samfund med farverige skikkelser, voldsomme dramaer og en ubønhørlig hakkeorden. En historie, som fandt et blodigt klimaks, da en tumult i det overbefolkede fængsel i 1992 udviklede sig til et veritabelt blodbad. 111 ubevæbnede fanger blev uden skånsel skudt ned af politiet. Den ansvarlige politiofficer Oberst Ubiratan Guimararaes forsøgte bagefter at blive valgt som politiker under sloganet '111'. Han blev senere idømt 632 års fængsel, men er 14 år efter endnu på fri fod. Carandiru-fængslet blev lukket og sprængt i luften. Fængslet er en saga blot. Det var Babenco, som overtalte lægen til at skrive historierne ned. 'Estacoa Carandiru' udkom i 1999 og blev solgt i 400.000 eksemplarer i Brasilien. Da Babenco læste bogen, besluttede han sig for at filmatisere den. Han havde givet den gode doktor det afgørende skub. Nu blev vennetjenesten gengældt. Med en film, som både handler om et fængsel og om sindstilstanden Brasilien. Fattigdommen eskalerer »Faktisk var 'Pixote' et eventyr sammenlignet med livet nu. I løbet af 20 år har det fænomen, vi kender under navnet globaliseringen, denne økonomiske krigsførelse, forvandlet alt til det værre i Brasilien og mange andre steder i verden. Der bliver flere rige og flere fattige og middelklassen er begyndt at skrumpe ind. Det største problem for brasiliansk film er, at folk ikke længere har råd til at købe biografbilletten! I begyndelsen af 1980'erne solgte en stor film otte millioner billetter. I dag er en film, der kan sælge tre millioner billetter, gigantisk. Brasiliansk film har stor succes, men det er ikke nok til at betale produktionsomkostningerne. Mange priser følger den internationale standard. Vi er et enormt land med 170 millioner mennesker, men kun fem-ti procent af befolkningen er i stand til at købe noget som helst,« fortalte Babenco, da 'Carandiru' blev vist og nok så nydeligt modtaget på sidste års Cannes-festival. Midt i de økonomiske gebrækkeligheder udtrykte han samtidig forsigtig optimisme på andre politiske områder. Demokratisk fortsætter Brasilien med at udvikle sig i den rigtige retning. Valg finder sted uden korruption og med et elektronisk optællingssystem, der ikke tillader mærkelige demokratiske gråzoner, som dem, der i USA gjorde valget af Bush til en højst tvivlsom affære. Hvilket Babenco gør opmærksom på med et svedent grin. Det er altid sjovt at drille den besværlige storebror i nord. Efter otte år med en intellektuel præsident, har Brasilien nu en arbejdsmand, Præsident Lula. Begge dele er med til at gøre Brasilien til det politisk set mest interessante og lovende land i Latinamerika, mener Babenco. Fængslet er en organisme Spørgsmålet om, hvordan det står til med fangernes menneskerettigheder, fejer Babenco af bordet. »Det aner de ikke noget om. De vil bare have mad. Når man mangler de mest basale ting, forsvinder alle politiske dagsordener. Der sker stadig en masse forfærdelige ting på menneskerettighedskontoen i Brasilien. På den anden side har vi hverken anti-semitisme eller racekonflikter. Om man er hvid, gul eller sort spiller ikke den ringeste rolle i Brasilien. De sorte udgør det fattigste segment af befolkningen, men det er et politisk og socialt problem. Ikke et etnisk«, hævder Babenco, der i 'Carandiru' har et persongalleri så broget som Brasiliens befolkningssammensætning. Han fortæller fra fængslets fascinerende mini-samfund, men han fortæller samtidig en lang række anekdoter, som foregår udenfor murene. Historierne om, hvordan enkelte af fangerne endte i fængslet. Fortalt med barsk humor. For livet i fængslet er ikke uden lyse øjeblikke. Midt i knivstikkerierne og svineriet trives en slags gemytligt hjemmeliv. »Det er et liv med sine egne, rige farver. Det er et helt anderledes fængsel, end det man ser i USA eller de andre vestlige lande. Det er ikke klinisk, ensomt og individ-orienteret med en masse disciplin. Det er snarere en stor organisme. Det ligner mere en kaotisk slum end et sted, hvor alle går tavse i gåsegang og ikke må tale sammen. Jeg var nysgerrig efter at se et fængsel indefra. Det jeg fandt, var en by. Et territorium med egne regler. Defineret af fangerne. De bestemmer selv indenfor fængslets rammer. Det er altid ham, der bestyrer køkkenet, som bestemmer i et fængsel. Han er nøglen. Man skal have mad. Han skal fodre 8.000 mand pr. dag og alle kommer i kontakt med ham tre gange om dagen ved måltiderne. Han har adgang til alt og til alle steder. Han er nøglefiguren«. »At fængslet er sådan et samfund, var grunden til, at jeg ville lave filmen. Det ville ikke blive en fængselsfilm som alle de andre«. Og det er 'Carandiru' ikke blevet. Dets mennesker er simpelthen anderledes skildret, end i de fleste fængselsfilm, hvor rollerne er klare og skematiske. Et avanceret væsen »Sådan er det ikke her. Mennesker er som aber«, mener Babenco. »Ikke som behavioristen Skinner mente, en slags rotter, der kaster sig over hinanden, når presset bliver for stort. Uanset hvilke rammer man placerer dem i, prøver mennesker at overleve efter bedste evne. De slår normalt ikke hinanden ihjel, hvis de kan undgå det. De prøver at finde ud af det indenfor rammerne af en hakkeorden. Man laver alliancer og glatter ud for at overleve. Det er de/vi genetisk programmerede til. Også i et fængsel fyldt op med dobbelt så mange fanger, som det er beregnet til«. »Hvad gør man«, spørger Babenco, »hvis man pludselig befinder sig i en celle med 17 andre fyre og der kun er fem senge? Slår man hinanden ihjel? Eller finder man en måde, så alle 18 kan få sovet? Mennesket er avanceret væsen, der i stand til at skabe sig overlevelsesmekanismer ud af de mest fortvivlende forhold. Hector Babenco tror ikke på opdragelsesanstalter, der skal reformere de indsatte. Han tror på institutioner, der giver de indsatte en mulighed for at være sig selv. I en slags frihed bag murene. Så længe de overholder de barske spilleregler, der gælder. Det er denne ånd, der præger filmen: En paradoksal frihed. Hector Babenco sidder ikke længere nedtrykt, udmattet og handlingslammet af sin sygdom. Veloplagt, morsom og skarp sidder en af Brasiliens store instruktører og fortæller, om hvordan det gik til, at han fik lysten og modet tilbage. Til at lave en film om en læge og hans patienter; morderne og røverne som lægen forsøgte at behandle. Kun udrustet med et stetoskop og en hippokratisk ed af de mere tykhudede.