Da forfatteren Bram Stoker for godt og vel 100 år siden - i 1897 - skrev sin siden så berømte version af myten om den transsylvanske grev Dracula, vampyren med den umættelige blodtørst og de slebne manerer, var han næppe klar over, at han stod fadder til en af de mest benyttede filmskikkelser nogensinde. Han var freelance-journalist og skønskriver, og med udgangspunkt i en række myter fra diverse forestillingsverdener - fra ældgamle indiske legender til europæiske myter samt historien om den virkelige grev Dracula, tyrannen Vlad Dracul, der levede i 1400-tallet i Transsylvanien (i dag en del af Rumænien) - skabte han sin populære version som underholdning. Men allerede i 1922 kom den første filmatisering, den i øvrigt ikke i genren siden overgåede 'Nosferatu - eine Symphonie des Grauens' af F.W. Murnau med legendariske Max Schreck (der jo rent faktisk var vampyr i virkeligheden) i rollen som Dracula. Og når han i Murnaus film hed Graf Orlok og ikke Dracula, skyldes det såmænd, at Bram Stokers efterladte ikke ville give tilladelse til Murnaus filmiske profanering af deres slægtnings værk. Siden har grev Dracula optrådt på det hvide lærred talrige gange. Fra Tod Brownings klassiske 'Dracula' i 1931, med ungarske Bela Lugosi som Dracula, og til Patrick Lussiers 'Dracula 2000', hvor vampyrskikkelsen knyttes til den bibelske myte om forræderen Judas, der solgte Jesus Kristus til romerne for en posefuld sølvpenge. Og ind imellem har der været kuriositeter som William Cains blaxploitation-ting 'Blacula' fra 1972, Paul Morriseys campede 'Blood for Dracula' a la Andy Warhol og så selvfølgelig Coppolas overgearede 'Bram Stoker's Dracula' fra 1992 med maskemesteren Gary Oldman som den gamle greve. Endelig er der også Jesus Francos labre 'Las Vampiras' fra begyndelsen af 1970'erne, hvor hovedpersonerne er yppige lesbiske vampyrchicks. Fra førkristen oldtid I de fleste tilfælde har Dracula haft sin trofaste modstander fra Stokers forlæg lige i hælene. Navnet er Abraham van Helsing, vampyrjæger af Guds nåde. I diverse aftapninger har han forsøgt at få skovlen under sin hugtandede modstander, som bare altid genopstår i ny og frisk iscenesættelse. Og så er det med at finde træspyddet frem igen og komme efter ham, inden han får sat tænderne i alt for mange. I Stephen Sommers aktuelle special effects stunt 'Van Helsing' er jægeren blevet ophøjet til hovedpersonen, og han skal ikke alene bide skeer med sine traditionelle hugtandede modstandere; nej, for en filmisk rutsjebanekonstruktør som Sommers - der mest er kendt for 'The Mummy' og dens efterfølger 'The Mummy Returns' fra henholdsvis 1999 og 2001 - skal der flere slags kød i ragouten, hvorfor han også har indforskrevet Dr. Frankenstein, med samt monster og nogle varulve. Og som om det ikke var nok, er også Robert Louis Stevensons gamle varyler Dr. Hyde med for en kort bemærkning - han er det første utyske, van Helsing skal støve op i filmen, hvor han arbejder for en mere gedulgt del af den katolske kirke i Rom, og hans opdrag er at opspore og dræbe onde monstre. Det er godt nok ikke noget nyt, at diverse onde væsner optræder i en og samme film. Faktisk optræder de også sammen med den komiske duo Abbott og Costello i filmen 'Abbott & Costello Meet Frankenstein' helt tilbage i slutningen af 1940'erne, og de har taget deres indbyrdes opgør ved andre lejligheder. Det bliver det imidlertid ikke mere konstrueret af. For det er en noget sammenbragt menage a trois. Den græske mytologi Som nævnt er vampyren Dracula produktet af dels en senviktoriansk forfatter, dels talrige myter, der går helt tilbage til førkristen oldtid. Frankensteins monster derimod er opfundet af den kvindelige engelske forfatter Mary Shelley i 1818. Det er historien om manden, der forsøgte at gøre guderne kunsten efter ved at skabe liv efter døden. Historien blev dermed en moderne pendant til den græske mytologis Prometheus, der lavede lermodellerne til de mennesker, som Athene blæser liv i, og desuden stjal ilden fra guderne, hvorfor han som straf blev lænket til et bjerg, for dér dagligt at få sin lever hakket itu af fugle. Shelleys historie er skrevet som en spøg, på opfordring af digteren Lord Byron, under en ferierejse i Italien. Det tredje element af trioen, varulven, er en klassisk mytologisk figur, der kendes i stort set alle civilisationer og har sine rødder i forestillinger om månens påvirkning af det menneskelige liv. I vor egen nordiske sagnverden kendes billedet af et menneske, der ved fuldmåne bliver til en frådende ulv, som jager mennesker. I vore dage er der rent faktisk stadig mennesker, der i fuld alvor mener, at de bliver forvandlet til ulve, når månen er allermest rund. Fænomenet er så udbredt, at den psykiatriske videnskab har et navn for det: lycantropi, som altså er den vrangforestilling, at man bliver til en ulv ved fuldmåne - og tror på det i en sådan grad, at man rent faktisk kan finde på at bide andre mennesker. Forbud mod kannibalisme Man kunne hævde, at vampyren og varulven i virkeligheden er to stykker af den samme mytologiske alen; begge tager udgangspunkt i et klassisk antropologisk tabu, forbud mod kannibalisme. Varulven æder konkret sine medmennesker, mens vampyren, hvilket er en anelse mere sofistikeret, nøjes med at indtage essensen af dem i form af den kropsvæske, der er central for den menneskelige eksistens: Det pulserende blod i årerne, som pumpes rundt i kroppen af det bankende hjerte, er selve sindbilledet på liv. Men stadig er der tale om en form for kannibalisme. Historien om Dr. Frankenstein og det uhyre, han skaber, er derimod, som antydet, af en lidt anden type. Hvor vampyr- og varulveskikkelsen klokkerent er symbol på den mørke side af det menneskelige begær, er Frankenstein billedet på den menneskelige stræben efter at kunne sætte sig i Guds sted, altså i virkeligheden repræsentant for den klassiske oplysningstænkning. Ifølge filosoffen Kant er oplysning menneskehedens bestræbelse på at sætte sig ud over sin selvforskyldte afmægtighed, dvs. beherske naturen. Og det er jo vanskeligt at forestille sig noget mere ultimativt udtryk for dette end evnen til at skabe nyt liv ud af dødt materiale. At de tre figurer så i Stephen Sommers' fiktion er bragt til både samtidighed og en vis grad af samarbejde imod vampyrjægeren van Helsing, der her er forvandlet til både hovedperson og en slags dobbelttydig præsteskikkelse, skaber måske lidt uklarhed i det mytologiske perspektiv. Men i Hollywood giver alt mening, når bare det sælger billetter. Og hvorfor nøjes med ét uhyre, når man har mulighed for at give folk en tre-fire stykker for den samme billets pris.