Årets mest omtalte kjole, Mary Donaldsons brudekjole, er i trygge hænder. Designeren Uffe Frank kunne aldrig drømme om at kreere en opstyltet lagkage med sløjfer og guirlander eller for den sags skyld noget vildt eller ekstraordinært - det skulle da lige været noget ekstraordinært smukt, der kan slå benene væk under Frederik og hele nationen på den store dag. Egentlig er Uffe Frank et ubeskrevet blad herhjemme. Bortset fra en gallakreation til dronning Margrethe på hendes 60-års fødselsdag samt en lille og nem kollektion af sorte kjoler, som for tiden er til salg hos Birger Christensen, har den 41-årige designer aldrig ført sig frem herhjemme. Han er bedre kendt i nogle af de store italienske modehuse, hvor han har været inde og ude gennem de sidste mange år. Først hos Valentino og Enrico Coveri, så hos Giorgio Armani og Krizia og Armani igen. I dag er han selvstændig med studie på Piazza Luigi di Savoia i Milano, hvor han også bor privat i en taglejlighed, som ifølge de, der har besøgt ham, kan tage pusten fra enhver. Alene terrassen er på størrelse med en københavnsk herskabslejlighed. Født og opvokset i Skanderborg med tre søstre og en vældig trang til at klæde damer på blev Uffe Frank allerede som 17-årig elev hos Jørgen Bender med ret til at holde knappenåle, når mesteren havde kunder. Måske så han allerede der et glimt af dronning Margrethe, som fik syet rober hos Bender helt frem til dennes død i 1999. Uffe Frank blev dog ikke længe, bare et halvt års tid, så stilede han mod Danmarks Designskole, dengang Skolen for Brugskunst, hvor han gik målbevidst efter sin drengedrøm; smuk og stilfuld påklædning til kvinder. Ikke et øjeblik lod han sig påvirke af de rebelske og eksperimenterende udslag med skæve sømme og tredobbelte kraver, der ellers blev flittigt dyrket af 80'er-generationens modestuderende. Tante Yrsa I stedet satte han kursen mod en karriere som Erik Mortensens - ja, ligefrem Yves Saint Laurent, hvorefter et vittigt hoved snart fandt på et passende kælenavn: Uffe Frank blev til tante Yrsa. En lærer, der fulgte ham under hele skoleforløbet og frem til hans afgang i 1986, beskriver ham som den artige elev med sans for gode stoffer. Han flippede aldrig ud og viste aldrig tegn på noget ud over det almindelige. Passede sine ting med at klippe og sy på det nydeligste og lod de andre om at være vilde og banebrydende. Efter designskolen tog han videre til London for at gå på Royal College of Art, hvorefter han stak sin mappe under armen, rejste til Milano og bankede på hos Valentino, italiensmester i romantik, blonder og luftige gevandter. Her fik unge, søde, smukke, hensynsfulde og gennemkultiverede Uffe foden indenfor, og siden har tilværelsen i det store og hele flasket sig, som han ønskede, nemlig med at klæde damer på - stribevis af internationale overklassedamer på evig vej hen over de bonede gulve. En karriere i stil med forbilledet Yves Saint Laurent, hvis talent for tøj er så udsøgt, at ingen i det 20. århundrede kan måle sig med ham, får han næppe, men mindre kan vel også gøre det, som nu brudeudstyr til en kronprinsesse, og hvad der siden måtte følge efter.