»Nej, nej, ingen ansigtsbilleder, tak!«. Den presseansvarlige for Lindhardt og Ringhof indskærper høfligt, men uden slinger i valsen, at forfatteren til bogen 'Derfor er jeg ikke muslim', som forlaget i sidste uge udsendte på dansk, ikke vil have taget billeder ved interviewseancen. Hensynet til familiens sikkerhed er vigtigere end at få sit kontrafej eksponeret til offentligheden. Hemmeligt opholdssted Det samme gælder navnet. Ibn Warraq står der på bogens omslag. Det er et klassisk pseudonym, som andre frafaldne muslimer tidligere har brugt i deres kritik af islam. Hvad Ibn Warraq i virkeligheden hedder, ved kun hans familie og nærmeste venner. Og i hvilket land han bor - andet end et sted i Europa - er også en hemmelighed. De tilgængelige oplysninger om Ibn Warraq er ganske sparsomme: Han er født i Indien i en muslimsk familie, opvokset i Pakistan og senere Storbritannien, universitetsuddannet, gift og har voksne døtre. Har afsværget tilhørsforhold Hvis man dertil føjer, at han er sorthåret, mørk i huden og almindelig af bygning, har man beskrivelsen af en mand, hvis baggrund og udseende til forveksling minder om så mange andre asiatiske muslimer. Han adskiller sig kun for så vidt, at han har afsværget sit oprindelige religiøse tilhørsforhold. Men det er også nok til at bringe ham i alvorlige problemer. »En muslim, der giver afkald på sin tro, har det ikke nemt. Det kan I godt stole på!«. Rushdie var dråben Når Ibn Warraq er nødt til at holde lav profil og ved større arrangementer bliver beskyttet af sikkerhedsfolk, skyldes det hans skånselsløse beskrivelse af den religion, han voksede op med som dreng, men som han i 1995 med udgivelsen af sin stærkt omstridte bog endegyldigt vendte ryggen. »Jeg har længe vidst, at jeg var færdig med islam, men islam er åbenbart ikke færdig med mig, derfor må jeg tage vise forholdsregler«, forklarer han og tilføjer, at hans yngre bror, som fortsat er troende muslim, ikke ved, at det er hans storebror, som er en af islams hårdeste kritikere. Oprør længe undervejs At skrive den 530 sider lange bog tog ikke mere end nogle få måneder, men indholdet har været undervejs i mange år: »Mit opgør med islam har ulmet i lang tid, i virkeligheden helt tilbage fra mine tidlige ungdomsår, hvor jeg begyndte at blive mere kulturelt britisk end muslimsk, men den afgørende vending indtraf for mit vedkommende i forbindelse med Rushdie-affæren i begyndelsen af 1990'erne. Jeg var både rasende og forfærdet over at se unge muslimer demonstrere i engelske byer og kræve Rushdies hoved på et fad på grund af en bog, de færreste af dem havde læst, endsige ville kunne begribe. Jeg indså, at jeg blev nødt til at gå til sagens kerne for at forklare, hvorfor de reagerede på så afskysvækkende vis med trusler om bål og brand«. Og sagens kerne er, siger Ibn Warraq, at islam ofte opfører sig aggressivt over for sin omverden. »I mine øjne var 11. september 2001 en logisk konsekvens af en religion, hvis væsentligste skriftlige kilder udtrykker foragt for humanistiske principper som tolerance og tilgivelse«. Jihad - det at bestræbe sig til det yderste for at opfylde sin tro - er ikke bare en vigtig del af islam, men, hvis man spørger Ibn Warraq, den overhovedet mest centrale del. Og ikke nok med, at forpligtelsen til at udvise loyalitet slører for en selvstændig tænkning, Ibn Warraq anfægter også måden, det gøres på. »Koranen, profetens forkyndelser og de autoriserede teologiske fortolkninger af de hellige skrifter er opfordringer til at udbrede Allahs ord med hænderne sølet til i blod. Sværdet frem for ordet skal løfte 'den sande lære' til at opfylde sin verdensmission«. Den afgørende fejl Da George W. Bush i kølvandet på terrorhandlingerne i New York og Washington erklærede, at »fundamentalisme« og »islam« er to væsensforskellige fænomener, begik han ifølge Ibn Warraq en afgørende fejl. »Fundamentalisterne - deraf betegnelsen - udgår i et og alt fra de religiøse dogmer. De repræsenterer deres religion på den mest oprigtige facon. De er islams sandhedsserum«. På indvendingen om, at den udlægning ikke yder verdens 1,3 milliarder muslimer retfærdighed, svarer Ibn Warraq, at der naturligvis findes mange gode og skikkelige muslimer, som ikke kunne drømme om at gøre deres medmennesker fortræd. Men det skyldes, siger han, at de formentlig aldrig har læst Koranen, fordi de ikke kan arabisk. »Disse moderate muslimers teoretiske uvidenhed er på en måde deres og vores redning, for hvis de kunne eller ville læse, hvad der egentlig kræves af dem, ville de måske også føle sig kaldet til bruge voldelige midler i religiøst øjemed«. Kritik af islamforskere Også mange europæiske liberale og venstreorienterede intellektuelle har været sene til at begribe, at ikke blot terrorismen, som udføres af erklærede islamiske grupper, men en stor del af de problemer, som opstår i forbindelse med integration, er dybt rodfæstet i religion og kultur, lyder hans vurdering. Ibn Warraq er særlig spids over for vestlige islamforskere med amerikaneren Bernard Lewis i spidsen, som han mener har forsømt at forklare »islam i sin totalitet«. De har i stedet brugt deres kræfter på at undskylde de voldelige og uantagelige sider af islam med henvisning til at 'det er jo deres kultur'. »Det er på tide med en mere realistisk vurdering på det område. I takt med at fundamentalismen vinder frem, ville det være direkte uansvarligt ikke at sætte sig til modværge. De, der kalder sig intellektuelle, har alt for længe været spage i mælet af frygt for at blive stemplet som racister eller kulturimperialister. De har svigtet deres egne værdier. De har sat deres troværdighed som sekulære humanister over styr«. Kamp til stregen Ibn Warraq medgiver, at hans monumentale opgør med islam kan virke som en støtte til de kræfter på højrefløjen, som vender sig imod det multikulturelle samfund. »Men misbrug kan jeg ikke gardere mig imod. Jeg deler ikke højrenationalismens anskuelser. Tværtimod, jeg kæmper for universalisme, ytringsfriheder, menneskerettigheder og frihed fra diskrimination. Jeg hader ikke islam, ligesom jeg hverken hader kristendommen eller jødedommen. Først og fremmest vender jeg mig imod enhver form for intolerance. Ræk de intolerante en lillefinger, og de hugger din arm af ved skulderen«. Spørgsmålet om, hvorfor fundamentalismen i de senere år har fået så meget vind i sejlene, optager Ibn Warraq. »Havde jeg skrevet min bog 30 år tidligere eller måske blot før fatwaen mod Salman Rushdie (1989, red.), havde den måske ikke virket så provokerende på mange muslimer. Men i takt med ideologiernes aftagende betydning er religionen rykket ind på den ledige plads. Det religiøse er nu langt vigtigere i mange menneskers liv end tidligere. Og flere steder i Mellemøsten, f.eks. i Algeriet og Egypten, har vi jo set, hvordan de islamistiske organisationer effektivt træder ind dér, hvor staten svigter«. 'Bekæmp doktrinerne' Men vil fundamentalismen fortsætte med at hverve tilhængere? »Det er jeg bekymret for. Medmindre man får stærke og troværdige verdslige ledere i de islamiske lande, så vil imamerne fortsat have meget at skulle have sagt. Med høj arbejdsløshed, et ringe uddannelsesniveau og en konfrontatorisk religion har vi opskriften på en meget besk cocktail«. »Skal fundamentalismen knægtes, kræver det en stor og kompliceret fælles anstrengelse fra alle, der betragter sig som moderate. Hvis folk gør krav på samfundsmagten, fordi de hævder, at deres Gud dikterer det, bør de få kamp til stregen af alle, der kalder sig for agnostikere, sekularister og humanister. Men det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en civilisationskrig mellem Øst og Vest. Der er mennesker i Øst, der ønsker demokrati og frihedsrettigheder, og folk i Vesten som kritikløst giver køb på deres egne værdier for at tækkes intolerancen«, siger Ibn Warraq. Han betoner, at alle religiøse doktriner, som udgør en hindring for spredningen af det frie ord, bør bekæmpes. »Ingen af de tre monoteistiske religioner er i den forbindelse værd at samle på«, siger han, men »den religion, som undertrykker kvinder, nægter at holde Gud uden for det politiske og lader hånt om basale rettigheder for ikkemuslimer, nemlig islam, må i mine øjne kvalificere sig som den værste«. Våbnet er åbenhed Prisen kan være ubehagelig høj for den enkelte, medgiver Ibn Warraq, men jo flere, der vover at stå frem desto bedre. »Det mest effektive våben, vi har, er åbenhed over for dem, der i Guds navn råber på lukkethed, snæversyn og chauvinisme«.