Tysk avis sælger store romaner til små priser

Lyt til artiklen

Den anden morgen overrakte kioskmanden mig en gave, et frisktrykt eksemplar af Milan Kunderas roman 'Tilværelsens ulidelige lethed'. Med venlig hilsen fra Süddeutsche Zeitung, en af Tysklands bedste aviser. Den gratis bog skulle skærpe min appetit på at købe de næste 49 romaner, som det store dagblad i München vil falbyde i det kommende år, en ny hver lørdag. Tyske aviser har det svært Stykprisen er 4,90 euro, små 37 kr. Håbet er, at bogrækken vil skærpe avisens profil, øge oplaget og knytte læserne fastere til bladet. Er der nogen, der ikke oplever tilværelsens ulidelige lethed, så er det de tyske aviser. Selv de stærkeste af dem, som Süddeutsche Zeitung, jamrer over svigtende indtægter. Især ser det skralt ud med stillingsannoncerne. Tysk økonomi er nærmest gået i stå, der fyres flere, end der ansættes, og for at gøre galt værre har internettet ædt sig ind på det annoncemarked, der før var dagbladenes monopol. Nu vil Süddeutsche Zeitung altså kapre nye læsere og skaffe sig nye indtægter ved at optræde som forlægger. Avis solgte 25 millioner bøger Ideen er hentet på den anden side Alperne. Det italienske dagblad La Repubblica solgte sidste år 25 millioner bøger, hvilket både gav en omsætning på 84 millioner euro og fik oplaget til at vokse flot. Corriere della Sera er nylig fulgt trop med en lyrikserie. I sin massive reklamekampagne slår Süddeutsche Zeitung på, at man vil tilbyde læserne »50 af de bedste romaner af de største fortællere i det 20. århundrede«. På lørdag kommer den første roman, man skal betale for: 'Rosens navn' af Umberto Eco. Senere på året frister man med 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' af Peter Høeg. Undervejs vanker der romaner af bl.a. Grass, Auster, Joyce, Kafka og Levi. Sælges hos boghandlere og i koisker Bøgerne kan erhverves hos boghandlere eller i 3.000 udvalgte kiosker. Vil man spare penge, kan man bestille hele biblioteket på én gang, det koster 196 euro (1.460 kr.). Bøgerne er solidt indbundet og med smudsomslag, fortrinsvis illustreret med et billede fra værkets filmatisering. Bedre blikfang fås vel ikke. Udvalget er foretaget af Süddeutsche Zeitungs kulturredaktion. Visse begrænsninger har der dog været, idet ikke alle forlag var villige til at sælge den fornødne licens til den nye bogudgiver. Derfor kigger man bl.a. forgæves efter tyske, moderne klassikere som Mann, Döblin og Musil. Redaktionel markedsføring Hver lørdag vil ugens roman blive fyldigt og kyndigt omtalt på kultursiderne i Süddeutsche Zeitung. Det er faldet både konkurrenten Frankfurter Rundschau og Die Zeit for brystet: Gør boganmelderne sig ikke her til pr-folk, hvad med troværdigheden? Er der måske ikke fare for skamros af de udvalgte værker? Hvis bogserien bliver en succes, og det kunne de første reaktioner tyde på, vil Süddeutsche Zeitung overveje også at gå ind i cd- og dvd-branchen. Alt sammen med det påskønnelsesværdige formål at tjene så mange penge, at man fortsat kan byde læserne på journalistik af høj kvalitet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her