Allerede Prins Hamlet konstaterede, at der er noget råddent i kongeriget Danmark, men så slemt har det vel ikke været? I hvert fald ikke hvad angår mediernes forhold til privatlivets fred, men det ser ud til at ændre sig nu ...

I Danmark har vi en sund tradition for at respektere privatlivets fred. Det er der mange, der har haft gavn af. Politikere og medlemmer af kongehuset, ikke mindst, men også alle os andre: Vi er sluppet for den syndflod af fordummende og proportionsforvridende slam, som har fyldt det offentlige rum i et land som England, hvor det som bekendt er en forsidehistorie, hvis man kan komme til at citere, hvad prins Charles måtte have sagt i telefonen om sin kærestes underbenklæder. Men nogen ønsker det åbenbart anderledes. På det allerseneste har både Se og Hør og Ekstra Bladet skrevet historier, som overskrider den hidtidige tærskel for, hvad danske medier har nedladt sig til at skrive om både prinser og politikere. I går kunne man på forsiden af Ekstra Bladet læse, at Prins Henrik er homoseksuel. Det stod ganske vist på svensk, for så meget tør avisen trods alt ikke, men alligevel. Under overskriften 'Sex-rygter truer kongehuset' fik vi avisens version af de 'afsløringer' om Henrik, som en norsk reporter for nylig har viderebragt i en bog. En bog, som Ekstra Bladet allerede havde skrællet over en dobbeltside, hvori der også blev skrevet om prins Henriks seksualitet. Fredagens Ekstra Blads-historie er skrevet af en journalist, der kalder sig 'Mads'. Han tør åbenbart ikke lægge efternavn til, hvorfor mon det? Ekstra Bladets pressehistoriske udskejelse er i samme kategori som den artikel, Se og Hør under ledelse af Henrik Qvortrup for nylig trykte om statsminister Anders Fogh Rasmussen og dennes 'hemmelige ven'. Dobbeltkommunikationens insinuationer var konstrueret med stor omhu. Artiklen var juridisk uangribelig, hvert et komma syntes godkendt af bladets advokat, men også den overskred en vigtig grænse. Faktisk har jeg sjældent læst noget så infamt. Jeg ved ikke, hvor meget bladets chefredaktør, der tidligere var Foghs spindoktor, får for sin pagt med djævelen, men hans løn bør være høj i betragtning af, hvad det er, han sælger ud af. Ekstra Bladets og Se og Hørs presseetiske dæmningsbrud vil herfra og til Bloksbjerg blive forsvaret af de ansvarshavende redaktører med den velkendte svada om, at offentlige personer jo er rollemodeller og derfor må finde sig i at blive udsat for mediernes ubønhørlige søgelys, og at offentligheden har krav på at få så meget som muligt at vide om dem. Hvis ikke nogen siger stop, bliver det præcis sådan i Danmark: Vi vil få a-l-t at vide. Substansen i politik og i den samfundsmæssige debat som sådan vil blive overdøvet af lir og larm om politikere og andre kendte personers intime liv. Alt og alle vil blive trukket gennem sølet. Til sidst vil kun de allermest renskurede og dydsirede personer turde lade sig vælge til politiske poster. Se, her kunne denne kommentar godt ende, men jeg skylder at forklare særligt den læser, der befinder sig på afstand af mediernes indre verden, at tilføje, at det både føles nødvendigt - og en kende prekært - at ytre sig, som jeg har gjort i denne tekst. Det gør det, fordi det er umuligt at forholde sig kritisk til ovennævnte personsager uden samtidig at bidrage til opmærksomheden om dem. Netop på grund af denne logik er det, at 99 procent af danske journalister og redaktører, herunder undertegnede, som hovedregel vælger tavshedens strategi, når branchefæller i ny og næ hiver kloakdækslet af og lader slammen flyde. I denne omgang var det ikke muligt at tie.