Skal den lille pige med svovlstikkerne op til sin bedstemor i himlen, som hun kommer hos H.C. Andersen? Selvfølgelig skal hun da ikke det. Det stakkels pigebarn skal da blive fundet i sidste øjeblik af en velmenende familie, der tager hende med hjem i varmen, hvor hun kan lune sig ved juletræet og de dejlige gaver. Dette er bare et af ufattelig mange eksempler, som lektor Viggo Hjørnager Pedersen har fundet i sin forskning i især engelske oversættelser af H.C. Andersens eventyr og historier. Hans forskning, som han præsenterer ved forsvaret af en doktordisputats i dag, er nærmest et rædselskabinet over, hvor galt det kan gå, når en forfatters historier og eventyr ikke passer til tidsånd og moral. »Mit postulat er, at højst en tredjedel af de bøger, der er oversat til engelsk, er oversat fra dansk. De øvrige er enten oversat fra tysk eller er baseret på gamle engelske oversættelser«, siger Viggo Hjørnager Pedersen. Det er især op gennem det 19. århundrede, at den victorianske tidsånd piller enhver antydning af umoral, sex eller voldsomme tildragelser ud af H.C. Andersens historier. Bryder sig ikke om sex og vold »Man kan slet ikke lide sex og vold i teksterne. Det gælder eksempelvis historien om 'Fyrtøjet'. Her kommer prinsessen til soldaten midt om natten på ryggen af en hund. Den slags kunne jo nok sætte fantasien i gang, så den historie prøver victorianerne efter bedste evne at modarbejde. H.C. Andersen skriver, at soldaten måtte kysse prinsessen, fordi han ikke kunne lade være, eftersom han var en rigtig soldat. Hos oversætteren bliver det til, at han knæler og kysser hendes hånd, og desuden sørger oversætteren for, at hunden får prinsessen ud af værelset i en fart, så hun ikke opholder sig alt for længe hos den unge mand midt om natten«, fortæller Viggo Hjørnager Pedersen. Det er i øvrigt den samme oversætter, der også piller brodden fuldstændig ud af den saftige historie om 'Lille Claus og Store Claus'. Hos Andersen er det historien om den utro hustru, der gemmer elskeren, som er degn, da manden kommer hjem. Den seksuelle konflikt kommer imidlertid aldrig frem i en af de gamle, engelske versioner, fordi oversætteren ændrer historien til en familiekonflikt, hvor degnen i historien pludselig bare er konens fætter, som hendes ægtemand ikke bryder sig om. I Andersens originalhistorie sker der også det, at en gammel kvægdriver bliver stoppet i en sæk og kastet i åen. Hos oversætteren er det en gammel trærod, der ender i sækken. »På den måde undgår man jo også et mord i den historie. Det kan godt være, at Aksel Sandemose sagde, at mord og kærlighed er det eneste, der er værd at skrive om, men det bliver i hvert fald fjernet efter bedste evne hos victorianerne«, siger Viggo Hjørnager Pedersen. Broderer videre på historien Han har forsket i oversættelser af H.C. Andersen de seneste 15 år. I mange år har hans forskningsfelt været oversættelsesteori, og i starten brugte han Andersen-teksterne som eksempler. Dels fordi han godt kunne lide ham som forfatter, dels fordi han under et studieophold i London opdagede, hvor mange forskellige engelske oversættelser, der egentlig findes. »Efterhånden er der imidlertid sket det, at perspektivet i mit arbejde er skiftet. I dag er mit projekt i første omgang H.C. Andersen-eksemplerne, hvorimod teorien er blevet arbejdsredskabet for mig. Jeg har fundet det meget interessant at følge, hvad der sker med de engelske oversættelser, ikke mindst i den victorianske periode. Ikke bare for at finde fejl, for det kan man sagtens, men lige så meget for at finde ud af, hvorfor fejlene opstår«, siger Viggo Hjørnager Pedersen. Han har fundet eksempler fra cirka 100 bøger, som groft taget er oversat til engelsk af 35 oversættere. Når oversættelserne er blevet så gyselige, skyldes det oftest to forhold. Enten har historiernes indhold været stødende for tidens moral og børnesyn, eller også har oversætteren selv været forfattere, der lystigt har broderet på eller sakset i Andersens tekster. Tyske oversættelser også skidte Viggo Hjørnager Pedersen har også foretaget et sving ind over de tyske oversættelser, og ligesom i de engelske står det her heller ikke for godt til, hvad en mand som Elias Bredsdorff også har påpeget. Nogle af Andersens historier blev faktisk oversat til tysk af en hans bekendte, der gik i skole i Sorø, mens Andersen gik i Slagelse. Da manden senere bosatte sig i Tyskland, oversatte han en række tekster. »Men han gjorde det meget frit og litterariserende. Når Andersen brugte tre jævne ord, brugte han to opstyltede sætninger, og når det så senere blev oversat til engelsk, var det jo ikke den engelske tekst, der var noget galt med, men derimod det tyske forlæg«, siger Viggo Hjørnager Pedersen. Hjælp til udbredelse Det bedste man i dag kan sige om de mange dårlige, engelske oversættelser er, at de har sikret H.C. Andersens udbredelse. »Historierne er blevet tillempet og banaliseret, men det har været en forudsætning for udbredelsen af hans historier. Tillempningen og banaliseringen er ikke det værste. Indimellem er nogle af hans historier blevet skrevet helt om. Et sted bliver historien om den lille havfrue ændret, så den får en happy ending, og havfruen bliver gift med sin prins«, siger Viggo Hjørnager Pedersen. Hans erfaring er, at overgrebene mod historierne ikke er et fænomen isoleret til victoriatiden. Det sker også i dag. I hele verden. »Ikke i de seriøse oversættelser, men især i små hæfter for børn, hvor illustrationerne er de vigtigste. Her er der ingen grænser for, hvad man tillader sig. Det sker sågar i Danmark. Jeg har set bøger i Pixiformat blive oversat tilbage til dansk, fordi man har købt et koncept med illustrationer, og i stedet for at gå tilbage til Andersens tekst oversætter man den italienske tekst, der jo passer til formatet. Det gør så mindre, om den også passer til H.C. Andersen«, siger Viggo Hjørnager Pedersen. Hvad mener du, at vi kan lære af de resultater, du har fundet gennem årene? »Vi kan vel lære en vis ydmyghed, hvor vi må sige, at sådan er altså betingelserne for at få udbredt litteratur. Desuden kan vi spørge os selv, hvordan en mand som Shakespeare egentlig tager sig ud på dansk, og her er endda tale om voksenlitteratur. Og hvad er der egentlig sket med 'Gullivers rejser'? Hvordan passer danske børneudgaver med det, Swift egentlig skrev?«.