Der er stjerner, superstjerner og megastjerner. Og så er der Jack Nicholson. Og ham har jeg en interviewaftale med om fem minutter. Ikke alene - desværre. Hertil er Danmark trods alt for lille og for ubetydeligt et biografmarked til, at Mr. Hollywood kan afse tid i kalenderen. Men sammen med fem andre journalister fra Holland, Finland, Ungarn, Tyskland og Italien er det altså lykkedes mig - som eneste dansker - at få en halv time med Jack. Manden, som en hel filmverden er på fornavn med. »Mr. Nicholson vil under ingen omstændigheder fotograferes under interviewet. Han giver ingen autografer. Og når den halve time er gået, bliver I siddende, og han forlader lokalet. Er det forstået?«, kommanderer/spørger en næsten kronraget, mandlig repræsentant fra filmselskabet Warner Brothers. Og det er det. For ellers er det 'hit the road Jack, and don't you come back no more'. Til gengæld medfølger der ikke restriktioner angående, hvilke spørgsmål der må stilles til den flamboyante folkepensionist. Det kan ellers forekomme, når de store kigger forbi. »Hej guys!«, lyder det stort set samtidig fra døren til suiten på Hotel Four Seasons, hvor interviewet foregår. Og et par store, sorte solbriller kommer slentrende ind iført mørke bukser, sorte sko, blå sweater. Og så det der helt specielle smil, som skribenter gennem tiderne skiftevis har ment stammer fra en haj eller en ulv. »Jeg må hellere tage brillerne af, så jeg kan se jer ordentligt. Seks mennesker kan jeg godt klare at se i øjnene. Det er værre, når jeg er i store forsamlinger. Så er brillerne uundværlige«, undskylder The Wolfman, som til overflod giver pote bordet rundt. Sex på seniorplan Det er i anledning af premieren på komedien 'Når du mindst venter det', at Jack er i Berlin. Her spiller han en 63-årig libertiner, der konstant forfører kvinder, der er omring 40 år yngre end ham selv. Lige indtil han brænder varm på et af sine villige ofres mor i skikkelse af Diane Keaton. Mere skal ikke afsløres her, men det er umuligt ikke at tænke Jacks eget liv ind i den rolle. »Filmen rører ved et prekært emne; midaldrendes sexliv. Det har nærmest været tabu indtil nu, men jeg kan forsikre jer, at det forekommer«, siger Jack, mens ulvesmilet lyner. »De unge vil ikke vide af, at deres forældre eller andre over 50 år har et sexliv. Jeg har det modsat. Nogle gange, når jeg sidder i et større selskab af mennesker på min alder, læner jeg mig tilbage og tænker: »My God, all these people are fucking. Jesus Christ!«. Det er den slags ting, som gør mig så glad«. »I filmen gør du grin med dig selv og din - bagdel«, konstaterer den kvindelige tyske journalist. »Min bagdel - ja«, siger Jack nærmest henført med sin mørke, langsomme stemme, før han fortsætter: »Jeg er meget stolt af min - bagdel. Som dreng udspionerede jeg ældre mennesker for at se, hvad det var, der gjorde dem så fjollede, når de f.eks. var på toilettet. Og her konstaterede jeg, at for mændenes vedkommende så bliver deres røve flade omkring 42-45-års alderen. Jeg er meget stolt over, at min stadig er hvælvet, som I kan se det i filmen. Det har helt sikkert noget med min sunde livsførelse at gøre«. »Motionerer du«, vil den - ligeledes kvindelige - italienske journalist vide. Hvortil Jack grinende svarer: »Nej! Jeg tror, den slags er farligt. En god og sund seksuel vitalitet er til gengæld nøglen til at aldres på en smuk og ordentlig måde. Nogle læger hævder, at vi har et vist antal hjerteslag til rådighed i vores liv. Det tror jeg på. Og hvorfor så ødsle dem bort på et løbebånd?«. De kvindelige journalister i gruppen bliver ved med at bore i emnet. Nu er det den finske journalist, der henviser til en replik i filmen, hvor det påstås, at mænd og kvinder ikke kan være venner, hvis de har haft sex. »Det er noget sludder. Jeg har masser af venner«, replicerer en nærmest indigneret Jack Nicholson. Hvor mange, vil den energiske, finske kvinde vide. Og hun får prompte svaret: »Hundredvis!«. Den sagte hvisken På total anti-amerikansk vis trækker Jack en pakke Camel frem af brystlommen og fyrer op, mens han mumler et eller andet om, at han bestemt ikke er bange for at dø. »Det skulle da lige være, når jeg står i badet og får øje på, at en af mine skønhedspletter er vokset. Så er jeg overbevist om, at jeg skal dø af kræft. Men ellers, nej - jeg er meget sund«, siger han og banker tre gange i bordet. »Generer det dig at blive gammel«, spørger min hollandske kollega. »Nej. Ikke når man tænker på, hvad alternativet er. Som sagt er jeg stærk som en okse. Jeg har flere kræfter end de fleste af mine yngre kolleger, og jeg kan koncentrere mig længere tid, end de kan, når vi filmer. Det er også en af grundene til, tror jeg, at jeg har en vis succes hos kvinderne«. »Men det foruroliger mig da, når jeg pludselig mærker, at det går tilbage for mig. Når der pludselig er nogle ting, jeg ikke mestrer så godt som før. Det kan være synet, hørelsen, hvad som helst. Denne sagte hvisken, at man trods alt ikke er udødelig, generer mig. Men det var også svært, da jeg ikke længere kunne spille basketball. Det kommer lidt efter lidt«. Har du nogensinde tænkt på at stoppe, hører jeg pludselig mig selv spørge. Altså med at lave film? »Ja, selvfølgelig har jeg det. Nogle gange bliver jeg træt. Lige nu har jeg f.eks. arbejdet hver dag i over tre år. Men det er først de sidste tre-fem år, jeg har følt, at jeg ikke kan spille alle slags roller mere. Så er det, jeg begynder at spekulere på, om det ikke er på tide ... Jeg vil trods alt ikke blive for længe i skolegården«. Er det rigtigt, at du besluttede dig for kun at lave komedier efter 11. september, spørger jeg opfølgende, nu hvor jeg er på banen. »Ja, det er korrekt. Naturligvis var jeg chokeret som alle andre efter 11. september. Men jeg følte samtidig, at jeg ikke havde så meget at tilføje, som ikke allerede var sagt. Jeg mener, alle havde forklaret, at de var for fred, og at de var imod krig. Derfor besluttede jeg mig for at være klar, når det var tid til at sende klovnene ind«. »Og det var bestemt ikke for at slippe lettere. Komedien er nemlig slet ikke nogen let genre. Det er Oscar Wilde, der har sagt: »Dying is easy, comedy is difficult«. Og nu har jeg så lavet tre komedier i træk og lært en masse. Men jeg bliver ikke ved i den genre. Uden at jeg dog ved, hvad min næste film kommer til at handle om«, siger Jack afværgende. Ulven viser tænder Det var som den skæve sagfører George Hanson i filmen 'Easy Rider' fra 1969, at Jack Nicholson for alvor slog igennem. Birollen over for Peter Fonda og Dennis Hopper indbragte ham den første af 12 Oscarnomineringer - ingen anden skuespiller har opnået et tilsvarende antal - og tre af dem gav bonus. 'Gøgereden' i 1975, 'Tid til kærtegn' i 1983 og 'Det bli'r ikke bedre' i 1997. Blandt hans andre skelsættende præstationer er hovedroller i klassikere som 'Chinatown', 'Ondskabens Hotel' og 'Postbudet ringer altid to gange'. Men det er ikke en af disse film, Jack Nicholson nævner, da han bliver bedt om at pege på, hvilken rolle i hans karriere der kommer tættest på ham selv. Altså bortset fra den gamle libertiner i den seneste 'Når du mindst venter det'. »Oh boy - jeg får altid de her top 10-spørgsmål, som jeg ikke kan svare på. Jeg kan aldrig huske, hvem jeg helst vil spille sammen med, eller hvem jeg helst vil instrueres af, osv. Men lad mig lige tænke mig om et øjeblik. Jeg kører lige mit liv baglæns gennem mit hoved. Bum, bum, bum«. Pludselig lyser hans ansigt op i et drenget smil, mens han kniber øjnene sammen og siger: »'Wolf'!«. I 'Når du mindst venter det' er det for en gangs skyld ikke Jack, men hans medspiller Diane Keaton, som er nomineret til en Oscar. Og det glæder ham meget. »Oh, Diane er en rigtig god, gammel veninde. Vi mødtes første gang, da vi spillede sammen i Warren Beattys 'Reds' for cirka 25 år siden. I øvrigt er det den eneste gang, vi har spillet sammen, men vi mødes af og til hjemme i Los Angeles. Hun er så sjov at være sammen med. Utrolig excentrisk og med masser af energi. Og så har hun sådan en dejlig humor. Jeg elsker at være sammen med hende. Og heldigvis finder hun, af en eller anden grund, også mig tiltrækkende«. »En af mine venner sagde for nylig til mig: »Ved du hvad, Jack? Diane kunne faktisk være hovedrolle i alle de film, du har været med i. I passer så godt sammen«. Det er faktisk en god observation«. Er I kærester, lyder det naturlige spørgsmål prompte. »Om vi er hvad?«. Er I kærester? »Jeg svarer aldrig på personlige spørgsmål. Det er bedre for forretningen på den måde«, parerer Jack med al sin charme. Gider ikke mere Den selv samme charme, som gennem årene har reddet Jack fra adskillige skrammer og gennem lige så mange mediestorme. Men på trods af det har han rationeret sine interview ned til et absolut minimum her på sine ældre dage. »Fordi jeg ikke gider. Så enkelt er det. Og så fordi jeg har indset, at jeg så tit bliver misforstået. I ufatteligt mange år har jeg prøvet på at overbevise journalister om, at jeg ikke er mandschauvinist. Men uden held. Derfor gider jeg ikke give ret mange interview, og i aviserne læser jeg kun sportssiderne«. Jack er stort set altid på plads, når basketballholdet L.A. Lakers spiller hjemme i Los Angeles. Men det er ikke kun basketball, der har hans interesse. »Basketball er det spil, som er sjovest at se på. Men selv var jeg bedst til at spille baseball. Jeg har en hammer af en bat-arm. Og jeg har altid været god til at ramme bolden«. »Jeg tror, at grækerne opfandt sport som en modvægt til filosofi. For at have et sted, hvor der var eksakte regler, frem for at man kan diskutere sig frem til resultatet. Samtidig er sport så dejlig uforudsigeligt, hvilket det meste andet i underholdningsbranchen absolut ikke er. Jeg ved det, for jeg har været begge steder«. »Da jeg for mange, mange år siden fandt ud af, at jeg ikke kunne blive professionel sportsmand, ville jeg en overgang være sportsreporter. I modsætning til hvad mange mener, så skrives der rigtig meget god sportsjournalistik. Og nogle fremragende bøger«, siger Jack, mens han rejser sig for at blive ført ud af kommandøren fra Warner Brothers, som nu har indfundet sig. »Tak fordi I gad lytte«, siger Jack høfligt på vej ud. »Men I fik sjovt nok ikke spurgt mig, om jeg bruger Viagra«. Gør du det? »Som sagt - det nåede I ikke at få spurgt mig om«, siger Jack Nicholson med et grin, som sikkert stadig hænger i suiten på Hotel Four Seasons i hjertet af Berlin.