Halvvejs gennem første ombæring har 'Krøniken' kørt sig varm. Billedet af halvtredsernes begyndelse er stadigvæk (i denne seers øjne, årgang 37) mærkeligt umusikalsk og fuld af små og større urimeligheder. Men historien har nu fået så godt tag også i mig, at jeg er i færd med at lægge min 'find fem fejl'-attitude til side eller i hvert fald holde den for mig selv. Det er lidt af et kup, at Krøniken bruger fjernsynets indtog som et billede på hele det økonomiske opsving efter de mørke efterkrigsår: De gode tiders komme og velfærdsstatens udbygning. Det er dels et godt stykke industrihistorie (a la Bryggeren), dels et godt stykke kulturhistorie. Én tv-fabrik i 70-erne Og så spiller det smart på, at seerne i 2004 kender historiens ende. Der kommer rigtignok tv-apparater i de danske dagligstuer! Men i ca. 1970, når historien planmæssigt lander, er der ikke meget mere end én tv-fabrik tilbage, og den ligger i Struer. Så både Eriks og hans fars projekter går en usikker fremtid i møde. Men lige nu går det fremad, skønt det knager mere og mere i fugerne mellem fabrikanten og hans børn. Og efter en sær og overspillet start begynder disse tre personers had-kærlighedsintrige at fungere. Waage Sandø har med fabelagtig autoritet fået et rigtigt tredimensionalt menneske ud af den hårde værnemager- og direktørskurk, som i halvtredsernes danske film ville være blevet spillet af Asbjørn Andersen. Kim Vedsegaards Erik bliver mere speget for hvert afsnit. En idealist? En fantast? En psykopat? Hans mørke forhutlede silhuet i slutningen af femte afsnit giver virkelig appetit på en fortsættelse. Søs i fokus Og så kom 'Søs' i fokus i femte afsnit. Med al respekt for Maibritt Saerens har jeg indtil nu spekuleret over, om det, vi så, var en talentløs skuespiller, som spillede en talentløs skuespillerspire? I femte afsnit gik kameraet for første gang i nærbilleder, så vi kunne se de smalle øjne bag sminken. Og der blev sat tid af til, at desperationen kunne forvandle sig fra en hoben postulater til en ægte sorg. De to forkælede og tugtede overklassebørn er virkelig ude på dybt vand nu. De vil både tugte den far, som har tugtet dem - og elskes og respekteres af ham. Og så er de måske også lidt forelskede i hinanden? Det er godt dramatisk håndværk med masser af udviklingsmuligheder til de næste 18 år. Seriens fire unge spilles alle af skuespillere, der foreløbig er ældre end deres rollers alder. Men de skal jo også være troværdige som fyrreårige. Nu beder instruktøren dem heldigvis ikke længere spille helt så hvalpede og fjumrede tyveårige. Det havde de synligt svært ved. Anders W. Berthelsen var i mine øjne skinger i sin kroniske forfjamskelse. Og Anne Louise Hassing hvilede alt for trygt i sin jyske sødme, sin smilende sejhed og snusfornuft. Nu får hun forhåbentlig brug for mere af sit register. Så er spørgsmålet, om der er dømt folkekomedie hele vejen igennem i birollerne? Det er i hvert fald foreløbig trioen fra direktørhjemmet, som slår alle de dramatiske gnister. Det har også altid været lettere for dansk film og tv at færdes kritisk (og lidt imponeret) i overklassehjemmene end 'solidarisk' nede i arbejderklassens kaserner. Politisk føljeton Krøniken lægger op til at være en POLITISK føljeton. Det er en fornyelse i dansk sammenhæng. Foreløbig fastslår den - historisk vel ret indiskutabelt? - at det var socialdemokraterne, der havde visionerne til velfærdsstaten. Det borgerlige Danmark rasede mod velfærdsstaten som en 'formynderstat', men havde selv ikke andet at byde på end en visionsløs minimalstat. Men jeg tror nu slet ikke, at serien vil udvikle sig til et ensidigt socialdemokratisk partsindlæg. Der er ikke så lidt hybris i Palles næsegruse beundring for Jens Otto Krag - der som bekendt havde et standpunkt, til han tog et nyt. Mon ikke Palle vil skuffes, når Krag begynder at styre Danmark mod 'kapitalisternes Europa'? Kunne det for resten tænkes, at Dick Kaysøs socialdemokrat og Pernille Højmarks kommunist ender med at mødes i Socialistisk Folkeparti? Det er jo dejligt ikke at vide det, men at få lov at sidde dér med sine anelser! Krøniken har valgt at fortælle politisk historie, industrihistorie og kulturhistorie som sider af samme sag og med brede, ambitiøse penselstrøg. Den har valgt ikke at lade sig inspirere af 'Matadors' fine ironiske sædeskildring, men snarere at vove en gentagelse af 'Bryggeren' med dens mørke alvor. Seriens første uforbeholdent komiske nummer faldt i femte afsnit med Kaysø som ufrivillig hjemmeværnsmand. Det var ikke særlig morsomt eller troværdigt. Hjemmeværnet var da vistnok mere mandehygge end denne gang kadavereksercits? Men altså: Man fik også den kolde krig ind. Stort set at vælge humoren fra er ganske dristigt. Og forfriskende, når serien nu ikke truer med at gå i kulkælderen med kasseret pilsnerøl og deprimerende uforløste slagsmål mellem far og søn - et motiv, som Krøniken lover at kunne behandle med anderledes stringens. Der er lagt op til solid underholdning. Og måske mere end det.