Rollen som skuespilleren Bob Harris i Sofia Coppolas 'Lost in Translation' er den bedste, Bill Murray har haft siden 'Groundhog Day' i 1993. I 'Lost in Translation' spiller han en skuespiller i midtvejskrise, der søvnløs og jetlagget i et tårnhøjt luksushotel i Tokyo finder sammen med ung amerikansk pige, der også befinder sig i en krise. To ensomme mennesker fanget i det på alle måder fremmede, som langsomt driver og finder sammen. Den garderhøje komiker med den knastørre humor og det flegmatiske fjæs finder i samspillet med den 34 år yngre Scarlett Johansson frem til en balance mellem humor, desperation og ømhed, der på alle måder er bemærkelsesværdig. Det er en usædvanlig præstation i en helt igennem usædvanlig film. For det er en usædvanlig situation, at en instruktør allerede i sin anden film viser sig at have fundet en unik stemme, der finder en slags råstyrke ved at fremstå sårbar. Bill Murray ved dét. Det siger den garvede komiker med ord. Men han siger det mest klart, når han som en ranglet riddersmand, en gentleman i shorts og hawaiiskjorte, lægger armen beskyttende om skuldrene på Sofia Coppola, som for at afværge alle skumle anslag fra pressens udsendte. Ikke at der er meget at frygte. Pressen er i godt lune efter at have set en af de bedste og mest personlige film på sommerens Venedig Festival. De skarpeste spørgsmål handler om filmens - overdrevne? - humoristiske skildring af Japan og japanerne. »Jeg føler ikke, vi gør grin med japanerne. I hvert fald ikke mere, end vi gør grin med amerikanerne. Folk har mest bidt mærke i den vanvittige japanske tv-vært, som min figur bliver gæst hos. Men han er altså virkelig nok! Han har sit eget tv-show, og han er en stjerne. Dette er deres kultur. Forskellene er store. Og jeg har stadigvæk ingen som helst anelse om, hvad han snakkede om«, siger Bill Murray om det speedsnakkende, skingert lyserøde tv-fænomen, som i filmen får salig Kim Schumacher til at ligne Søren Ryge på valium. Men forskellene findes ikke kun mellem øst og vest. Også i Japan er kulturforskellene store. Whiskyreklame »Jeg har tidligere været i det sydlige Japan, hvor alting er meget mere afslappet, og hvor de snakker om Tokyo på samme måde, som amerikanere snakker om newyorkere, de er alle sammen tossede, stressede og arbejder alt for hårdt. Men Tokyo er virkelig en øjenåbner. Det er på alle måder et overvældende og forbløffende sted. Den har en enorm energi og rummer en meget større kreativitet, end jeg havde forstillet mig. I Amerika har man det med at fremstille Japan som en billig udgave af vestlig kultur, men det er slet ikke tilfældet. På mange områder er de langt, langt foran. Det bliver et chok for amerikanere, den dag det går op for os, hvor meget de har gang i«, mener Bill Murray efter at have opholdt sig en måned i Tokyo. I filmen spiller han en berømt amerikansk skuespiller, der i karrierens lidt slatne efterår er taget til Japan for at score en hurtig formue ved at reklamere for Suntory Whisky. Det giver anledning til nogle grinagtige kultursammenstød. Som ikke er grebet ud af luften. Murray og Coppola ankom bevæbnet med virkelige skræmmeeksempler i bagagen. Amerikanske filmstjerner, der havde ladet sig lokke af en stor og hurtig yen. »Sofia har en japansk reklame, hvor Kevin Costner drikker dåse-espresso, og jeg har én, hvor Harrison Ford sælger japansk øl. De har begge to det samme utroværdige ansigt«. Her laver Bill Murray et ansigt, der skal udtrykke nydelse, men reelt ser mere lidende ud. »Det var nogenlunde det ansigt, jeg brugte i filmen. Et ansigt, der udtrykker tre ting: Hvornår er det her overstået? Hvornår får jeg mine penge? Og fortæl for Guds skyld ikke nogen derhjemme om det! Jeg kan godt forstå det. Jeg kommer selv fra en skole, hvor det at gøre den slags er absolut sidste udvej. Det er skridtet, inden man sælger sit blod«, fortæller Bill Murray, der kæmpede sig vej op på den for morsomme amerikanere mest hæderkronede måde. Nemlig via komikernes ugentlige hundeslagsmål i det legendariske tv-show 'Saturday Night Live'. Grinebidere »Der er forskel på humor rundt omkring i verden. Folk i Japan er storgrinere. De elsker simpelt hen at le. Man tror, de er nogle virkelig alvorlige mennesker, men det er bare en slags rustning, de går rundt i. Hvis man ignorerer den og stikker lidt til dem - sådan ca. tre gange i mellemgulvet - skvatter de simpelt hen omkuld af grin. Så jeg havde det skønt i Japan«, beretter Bill Murray, der gjorde lykke med sin medbragte fup-parlør, når han morede sig og sit middagsselskab med at spørge sushikokken på en fin restaurant: »Undskyld, har De et udgangsforbud?«. Men ikke kun på grund af japanerne var optagelserne en anderledes oplevelse for rutinerede Murray, der har spillet med i mere end 40 film. 'Lost in Translation' var et vovestykke. Skrevet ind i en løs struktur og med minimal dialog. Men samtidig rummede manuskriptet ifølge Murray et utal af de mange små fine detaljer, der ender med at skabe filmens helt særegne stil og sjæl. 'Lost in Translation' blev lavet med et lille hold og på et lille budget. Den blev indspillet i kronologisk rækkefølge på et stort hotel, hvor holdet måtte snige sig rundt og indspille i de små timer, hvor de generede så få som muligt. Resten af filmen blev optaget i Tokyo på 'guerillamaner'. Hurtigt og uden de officielle tilladelser, der ville have gjort projektet til et mareridt eller økonomisk uigennemførligt. »Det var dejligt at arbejde med et lille hold. Hvis vi syntes, der manglede den helt rigtige replik, så udlovede vi 50 dollar i dusør, og der var altid en eller anden på holdet, der fandt det rigtige svar. Folk følte sig involveret. Og det gjorde jeg også. Jeg sagde ja, da Sofia spurgte, om ikke jeg havde lyst til at bo en måned i Japan. Meget andet vidste jeg ikke. For mig handlede det om hende og mig. Jeg syntes, det var sådan et frisk projekt. En low budget-film skudt på kort tid i et fremmed land. Jeg tænkte: Hvis hun er villig til at tage sådan en chance, så er jeg med på vognen. Der dukker nogle unge vakse og intelligente instruktører op i disse år. Jeg har altid gerne villet arbejde med de vakse instruktører - det er bare ikke altid, de vakse instruktører har villet arbejde med mig! Så jeg er bare lykkelig for, at Sofia fandt mig omme i telefonbogens gule sider. Det er et virkelig begavet manuskript«, siger Bill Murray, mens Sofia Coppola sidder ved siden af som en elegant påklædt sfinks med et smukt uudgrundeligt smil, mens manden med kartoffelansigtet og de høje tindinger synger hendes pris i de høje toner. Åbent sind »Min rolle var at stå åben og modtagelig. Parat til at fange det anslag, bossen gav hver scene. Og gøre det samme med de ting, Scarlett tilførte scenen. Jeg skulle pakke mig selv af vejen og stå parat. Det var meget åbent og inspirerende. Der var absolut intet i filmen, jeg havde problemer med. Der var ikke en linje i manuskriptet, der fik mig til at krumme tæer. Det hele var helt enormt let. Og det var skræmmende. Sådan at stå der uden økonomiske sikkerhedsseler«, siger Bill Murray, der ikke kun blev belønnet af arbejdsprocessen. Han er nomineret til en Golden Globe. For en rolle, der af mange vurderes som en af hans bedste og utvivlsomt er den mest tredimensionelle præsentation af skuespilleren og mennesket bag komikeren Bill Murray, man endnu har set. »Det, man frygter mest som filmskuespiller, er, at en eller anden stjæler filmens vision og bastardiserer den. Lemlæster skabningen og klipper den sønder og sammen. Det er det værste. De store studier synes efterhånden ikke at fostre god skrivekunst. De er kun interesserede i, hvad der sidst gav pote. De tager det at lave penge særdeles seriøst. Det er der ikke noget galt i, men der er ikke nogen grund til, at man skal gøre det på samme måde hele tiden. Så folk, der prøver at underholde på nye måder og har noget nyt at sige, er blevet sjældne i det etablerede system. Man kan kun håbe, at der er en ny bevægelse på vej frem. Men det er der nok ikke. Denne slags talent«, siger han med adresse til Sofia Coppola, »vil fortsat høre til sjældenhederne«. Den høje amerikaner nikker vist til journalisterne, der skynder sig at nikke med. Og denne gang ikke kun, fordi det er god tone. Men fordi alt omkring 'Lost in Translation' på en eller anden måde hører til det sjældne, det, man har lyst til at hæge om.