Der er lagt op til den store rituelt tilbagevendende diskussion, når nu Sonningpriskomiteen har besluttet, hvem der skal modtage Sonning-Fondens årlige en million kr. Er det et politisk valg? Er der tale om millimeterdemokrati af typen: nu er turen kommet til dét land? - eller den genre? - eller, for så vidt, dét køn? Modtager af Sonningprisen 2004 bliver den britisk-palæstinensiske billedhugger, performance- og installationskunstner Mona Hatoum, og det er første gang komiteen bevæger sig over i den bildende kunsts verden. Prisen uddeles fredag 23. april i Festsalen på Københavns Universitet. Mona Hatoum, der blev født i Beirut i 1952 og nu lever i London, er barn af palæstinensiske forældre, hvilket vil kunne give anledning til panderynken i forskellige kredse i tider som vore, hvor f.eks. den israelske ambassadør i Sverige uden andet end skulderklap derhjemmefra kan vandalisere et kunstværk på svensk jord, som han mente var politisk anstødeligt. Foregangskvinde I Sonningkomiteens indstilling står der bl.a., at Mona Hatoum »er en af dem, der har fundet de mest prægnante billedlige udtryk for 'de nye europæeres' erfaring af at eksistere på den usikre grund mellem flere kulturer (...). I et Europa, hvor mange samfund bevæger sig hen imod en selvforståelse som multikulturelle samfund, har hun (...) været en forgangsperson i udviklingen af et tidssvarende billedsprog«. Under et besøg i London i 1975 forhindrede borgerkrigens udbrud Mona Hatoum i at vende tilbage til sin familie i Beirut, og da hun blev optaget på et kunstakademi London, bosatte hun sig der. Hun har virket i 25 år som performancekunstner, billedhugger og installationskunstner. Hendes værker findes i talrige førende museers samlinger: Tate Gallery i London, Basel Kunstmuseum, Museum of Modern Art i New York, Pompidoucentret i Paris, Moderna Museet i Stockholm, ja sågar Louisiana i Humlebæk. Hatoum er indstillet af fire betydende kunsteksperter, dr.phil. og akademirektor Else Marie Bukdahl, professor Erik Dabelsteen, forskningsadjunkt Anne Ring Petersen, adjunkt Mette Sandbye og lektor Tania Ørum, og de fire gør i deres indstilling opmærksom på, at Hatoums værker er »kendetegnet ved en formel enkelhed, der vidner om, at 1960'ernes minimalisme og postminimalisme har øvet en afgørende indflydelse på hende«. Øystein Hjort, professor i kunsthistorie på Københavns Universitet, er helt på det rene med Sonningkomiteens valg af Mona Hatoum, hvis værker - ifølge Hjort - viser os »mennesket, udsat og sårbart«, ligesom mange af værkerne»reflekterer (...) sygdom, lidelse og død, undertrykkelse, endog tortur. Kroppen er en vigtig del af hendes arbejdsproces, hvor tabuer udfordres og nedbrydes i et stadigt forsøg på at gendefinere menneskets plads i en politisk inficeret verden«.