Hvis Gud findes og virkelig har ment det med synd og straf, så må han da være en hævngerrig sadist, siden han har gjort sprut, stoffer og sex til noget, der føles så umanerlig fedt«, siger Greg Dulli med et stort smil ulmende i de mørke øjne, der har set og forfulgt de jordiske fristelser i rigt mål. Engang var han en pæn katolsk dreng fra Cincinnati, men siden han i 1987 i et fængsel lagde grundstenen til bandet Afghan Whigs, har han været et af rockmusikkens mere faretruende bekendtskaber. En af dem både mænd og kvinder af forskellige årsager brænder sig på. Med sin aristokratiske løveprofil og sine mørke sange om fristelse og løsrivelse er Dulli en af dem, der drager. Eller sådan var det i hvert fald, da han stod i spidsen for et af 90'ernes mest intense rockbands. Afghan Whigs blev suget med i den grunge-bølge, de i virkeligheden kun havde en overfladisk lighed med. Som komponist var Dulli optaget af både soul og rock. Som sangskriver, tidligere filmstuderende og glubsk læser af amerikansk noir-litteratur iscenesatte han sine kompromisløse kærlighedsdramaer med en skarp intelligens, der ikke mindede meget om Nirvanas primalskrig. Det var Dulli, der på hovedværket 'Gentlemen'(1993) uforfærdet lagde hovedet på blokken mellem de to modstridende køn og leverede en håndbog i maskulin ærlighed: »I got a dick for a brain/ and my brain is gonna sell my ass to you«. En røv, der er blevet noget større. Den Greg Dulli, der inden søndagens koncert i Vega tropper op med sit nye band Twilight Singers er blevet en hel del kilo rundere, siden Afghan Whigs for fem år siden brændte ud. Løven har fået tyrenakke. Dødsforagtende Twilight Singers er et mere løst struktureret band end det »15 år lange ægteskab Afghan Whigs«, og ægteskaber har han definitivt fået nok af. »Jeg er mere til løse forbindelser«, forklarer han med et smørret grin inden aftenens koncert i Lille Vega. Som Afghan Whigs er også Twilight Singers en tusmørk og intens affære, hvor jeg-fortælleren på det virkelig stærke album 'Blackberry Belle' kravler rundt og bløder i et morads af »neverlasting love«. Når han da ikke lige køligt konfronterer dødens udsendte revolvermand. Sangene er mere lyriske og mindre analytiske end tidligere. »Jeg behøver ikke længere være så analytisk. Jeg er blevet ældre og kender alle mine uhyrer ved navn. Jeg har vandret ad de mørke stier. Og gør det gerne fra tid til anden igen«, siger Dulli med ru stemme og tænder den ene cigaret med den anden. Som tekstforfatter er Dulli dødsforagtende åbenhjertig. Men det er kun nogle gange, jeget er autentisk, forklarer han. »Jeg er meget ærlig, men jeg har altså også en meget livlig fantasi«. 'Blackberry Belle' er en plade, der er blevet til i dødens skygge. Den døde er Dullis nære ven, filmskaberen Ted Demme, der pludselig døde af et hjerteslag. »Det ændrede mit liv fra den ene dag til den anden. Jeg er et af den slags mennesker, der bliver forelsket i mine venner, og jeg var vildt forelsket i Ted som ven. Derfor handler pladen om at miste kærlighed, men døden er mere definitiv end at have mistet sin kæreste. Når man først har set sin ven ligge der på obduktionsbordet ... at lave disse sange var min måde at tackle det på«. Selv om hjerte stadig rimer på smerte i Greg Dullis univers, er 'Blackberry Belle' altså ikke som 'Gentlemen' og 'Black Love' (1996) indædte statusopgørelser over forliste kærlighedsforhold. Ikke desto mindre er universet som altid gennemsyret af det seksuelle. »Jeg er en meget seksuel person«, siger Dulli. »Men jeg er ikke en person, der bryder mig om at være afhængig af andre. Jeg har ikke haft en kæreste i seks år. Ikke siden 'Black Love'. 'Black Love' var 'The Last Love'. Jeg tror ikke, jeg er en særlig god kæreste. Men nu kan jeg sige det ærligt: Jeg er en sjov fyr at gå i byen med, og jeg er sjov at gå i seng med. Men lad være med at blive min kæreste! For jeg vil uvægerligt skuffe dig. Jeg er for privat og for selvisk til at kunne holde ud, at nogen klynger sig til mig. Jeg ved også godt, hvorfor min personlighed er blevet sådan. Da jeg var dreng, kunne jeg se mine forældre bolle udenom. Jeg så mine slægtninge og alle mine naboer bolle udenom. Nogle gange stod jeg endda og så ind ad vinduet! Jeg tror, som Darwin, ikke på, at mennesket er et monogamt dyr. Jeg tror ikke, at muligheden for transcendens ligger i gensidig afhængighed. Jeg tror, man finder transcendens i frihed, og frihed er en ensom stræben. Man kan ikke være fri sammen med andre«. Begrænsninger Men et par timer senere er det ikke desto mindre kunststykket, Greg Dulli skal udføre i Lille Vega. Være fri sammen med andre. Nemlig musikerne i Twilight Singers. »Afghan Whigs var enten utrolig gode eller ufattelig dårlige. Når vi var dårlige, var det som regel, fordi vi var fulde eller på stoffer eller begge dele«, husker Greg Dulli. Twilight Singers er et helt andet slags sammenbragt band. Koncerten starter med høj intensitet, men efter et stykke tid begynder begrænsningerne at melde sig. Nye Dulli-sange som 'Teenage Wristband' og 'Decatur St.' er helt på hans eget høje niveau, men bandet lyder mere sammenspillet end indforstået. Det lyder ikke som skæbnefællesskab eller en organisme, hvor alt kan ske. Et par gange ser Dulli ud, som om han har lyst til at myrde bassisten, der står og passer sit job. Musikken er uhyre ambitiøs og et studie i frustration. Dullis karakteristiske smertensbrøl er intakt, men på andre måder virker den hæse, kæderygende Dullis vokal stærkt begrænset. Det smygende er blevet hæst. Det farligt forlokkende; hæst skræppende. Greg Dulli springer op som en løve og falder og falder så småt ned igen. Stadig en løve med bid, men også en løve, der hele tiden glemmer, hvor meget tungere og langsommere den er blevet. Frihed er ikke kun ensom stræben. Den slider. »Jeg er hverken morder eller tyv. Jeg prøver på at være god. Jeg kan være lige så god, som jeg kan være slem. Men jeg skal hele tiden prøve noget nyt. Jeg skal hele tiden gøre noget, jeg ikke må. Livet er så ustoppeligt spændende, at jeg ikke har nogen som helst lyst til at lægge bånd på mig selv. Hvis jeg gør mig selv ondt, så er det mit problem«. For mig hang ordene stadig i luften, da den sidste brutalt smukke guitarakkord blev efterladt svævende i søndagsnatten, i en sort kærligheds urolige tusmørke.