Det er klart, at det ikke kan gå stille af, når Det Kgl. Teater nu er præcis halvvejs i den største operasatsning i knap et århundrede. Med premieren lørdag på 'Rhinguldet' er instruktør Kasper Bech Holten, scenografparret Marie Í Dali-Steffen Aarfing og dirigent Michael Schønwandt nået halvt i mål med en 'Nibelungens ring', der om føje år skal sammenligne sig med Lars von Triers produktion, der i 2006 får premiere ved Wagnerfestspillene i Bayreuth. Modtagelsen af 'Rhinguldet' i pressen var mandag stærkt præget af den radikale nyindstudering, der gør historien om de fejlbarlige guder i Valhalla til fortællingen om en kvinde, Brünnhilde, der i flashback ser tilbage på sit liv og sin familie, mens hun funderer over, hvordan det dog kunne gå så galt. Ingen metafysiske tåger her. Information: Historiefortællende genistreg I Information skriver Anders Beyer: »Det er en historiefortællende genistreg, for et drama der trækker den storslåede mytologi ned i øjenhøjde uden at miste kunstnerisk flyvehøjde er dømt til at være medrivende for tilskueren«. Beyer kalder det »en moderne slægtsroman modelleret efter 'Huset Buddenbrook'«. Berlingske hylder idéen Også Søren Kassebeer i Berlingske Tidende er faldet for ideen: »Uden fortænkte og/eller uforståelige symboler, men med en bærende idé, der går ud på, at 'Ringen' er ét stort stykke fortid, der genoplives i valkyrien Brünnhildes erindring«. »Wagners overmenneskelige gudeverden klemt ned i naturalistisk 1:1-format og gjort til medrivende, nutidigt teater«, konstaterer også Thomas Michelsen i Politiken. Ekstra Bladet begejstret Ekstra Bladets Gregers Dirckinck Holmfeld har set lidt af hvert, men mindet om fortidens Wagnerpraksis får ham bestemt ikke til at elske Det Kgl.'s 'Rhinguldet' mindre: »Gamle rotter kan huske, da Wagner stadig var sværd og brynje og fede tenorer i lyserød trikot og bjørneskind. Yngre rotter, som jeg, husker revolutionen i 60'erne, da det gamle ragelse blev fejet ud og erstattet med den nøgne scene, lys og mørke, abstrakte figurer skabt til fortid, nutid og evighed«. JP træt af overdrivelserne Jyllands-Postens John Christiansen var måske knap så uforbeholden: »På scenen slog Holtens fortællelyst gnister. Han kan få selv den tungere Wagner til at glide ned hos et nyt publikum. 'Rhinguldet' er blevet en familieforestilling, idet nutidens børn jo er kendere af splattervideo«, mens »de, som i forvejen er inde i Wagners kæmpeepos, vil kunne trættes af overdrivelserne og næppe hente mange nye erkendelser«. I B.T. mener Birgitte Grue, at opsætningen er »en lige så vældig og brutal oplevelse som Peter Jacksons film ('Ringenes herre', red.)«. Uforskammet effektfuldt Det scenografiske udtryk i den danske 'Rhinguldet' hænger nøje sammen med iscenesættelsens virkelighedsnære koncept, og der spares ikke på teatereffekterne. »Mange indfald og mængden af dem kan diskuteres, også den 'pædagogiske' overdrivelse, men Holten er dygtig, konsekvent og nuanceret«, skriver Jyllands-Posten. Berlingske ser ingen modsætning i, at der »kort sagt er blod og uhygge for alle pengene«, Information skriver om »guldrandede ideer«, der »står i kø for at komme ud over scenekanten« og kalder det »uforskammet effektfuldt«. 'Filmiske rædselsmomenter' Politiken skriver om »filmiske rædselsmomenter« i »en heftig omgang splatterfilm«, og bladet giver den måske største ros af dem alle, nemlig at Holtens instruktion går så tæt på, »at man tror, musikken udspringer af det, personerne foretager sig på scenen (...), ikke omvendt«. Ordet 'genialt' dukker op i Politikens anmeldelse om flere detaljer i indstuderingen, men »over det næste par sæsoner vil det vise sig, om vi kommer til at elske denne menneskeliggjorte omskrivning af Wagners musikdrama til blodig familiesaga a la 'Godfather' endnu højere. Eller om vi kommer til at synes, at Holten kammer over i sin iver efter at hive Wagners musikalske mytologi helt ned på jorden«. Ekstra Bladet får sidste ord: »Ikke et øje var tørt og ikke en nerve urørt, da tæppet faldt, og bifaldet bragede løs ved premieren (...). Der er ikke noget dansk publikum, der som operaens kan få gulvbrædderne til at knage og lysekronen til at dirre under trykket af tramp og lydbølger«.