Når et maleri i forbindelse med et auktionssalg måske kan indbringe op til otte millioner kroner, inklusive salær, skaber det også postyr uden for den kreds af mennesker, hvis interesse for kunst skyldes kunsten alene. Og det er ikke mindst på grund af den svimlende vurdering på mellem fire og seks millioner kr., at Købkes maleri 'Parti af Capris Sydside' er havnet i forventningernes stærke søgelys. Tirsdag aften sættes det forholdsvis store billede til salg på Bruun Rasmussens kunstauktioner, som nr. 1242 i kataloget. Hvis vurderingen bare holder nogenlunde, vil prisen være en mindre sensation. Og hvis den viser sig at være for lav sat i forhold til interessen, vil signaturen: C.K. igen skubbe til både vurderinger og forsikringssummer, ligesom dengang i de mere beskedne halvfjerdsere, da Statens Museum for Kunst erhvervede 'Havetrappen på Blegdammen' for det knap så eksorbitante beløb af et par hundrede tusinde kroner (!) og lavede avisoverskrifter. I 1980 var det et andet Købke-billede, et portræt af hans søster Cecilie, der ryddede forsiderne. Men der er også andre grunde til interessen. Ethvert maleri af Christen Købke (1810-1848), der sættes til salg, vil automatisk få fonde, kunstmuseer og storsamlere, danske såvel som udenlandske, til at rykke på sig. For Købke regnes for at være den største maleriske begavelse i 1800-tallets Danmark. Det er ørkesløst at diskutere, om han er større, bedre eller vigtigere end f.eks. Vilhelm Hammershøi og Asger Jorn. Han er i hvert fald den danske guldalders mest gyldne og heroiske skikkelse, ikke blot fordi han havde et usædvanligt følsomt øje for et motivs maleriske muligheder, for dets fordringsløse poesi, men fordi han - typisk for næsten alle store danske kunstnere - var så længe om at opnå sit lands anerkendelse. Ikke set i 90 år Den er også en tredje grund til, at maleriet med den fulde titel 'Parti af Capris Sydside (Marina piccola). Klart Dagslys. Stærk Søgang' er et særtilfælde i dansk kunsthistorie. Billedet har nemlig ikke været udstillet herhjemme siden 1912. Der er ofte blevet skrevet om det, og det er også blevet afbildet, om end kun i sort/hvid (senest i Hans Edvard Nørregård-Nielsens store Købke-katalog). Men indtil for ganske nylig vidste ingen dansk kunsthistoriker, hvor det var. Man gættede på, at det stadig befandt sig i tysk privateje, men ingen var helt sikker. Til gengæld vidste man lidt mere om dets proveniens: dvs. dets skæbne, før det i 1983 havnede i Tyskland. I århundredets begyndelse havde det tilhørt en kammerherre J. Scavenius, og senere, omkring 1945, hang det i grosserer Hans Lystrups store samling af guldaldermalerier på Høvdingsgaard. Hele tiden havde man vidst, at det drejede sig om det første af de store billeder, som Købke malede efter at være kommet tilbage til København fra sin store Italiensrejse fra august 1838 til september 1840. Det var også det maleri, hvormed han ansøgte om at blive indstillet til optagelse af Kunstakademiet. Optagelsesceremonierne var meget omstændelige. For man skulle først 'agreeres', dvs. godkendes, før man fik stillet opgaven for sit medlemsstykke. To år efter det såkaldte 'agreeringsbillede', der nu er under hammeren, fulgte den version, som i dag befinder sig på Statens Museum for Kunst, 'Motiv fra øen Capri, kort efter solens opgang'. Forud var gået talrige skitser, bl.a. en, som hænger på Göteborg Konstmuseum. Under sit ophold udførte Købke omkring 18 mindre billeder og studier - samt et væld af tegnede skitser. De skulle støtte ham, når han hjemme i København skulle i gang med de store malerier. Nødvendig italiensrejse At Købke skulle bedømmes på et italiensk landskab, har næppe været hans inderligste ønske. Men sådan lød diktatet fra tidens herskende akademiske smag. Italien var kommet på mode, især Syditalien. Allerede i 1820-21 havde den norske landskabsmaler I J.C. Dahl været på Capri, i 1831 arriverede Fritz Petzholdt som den første danske maler, og et par år efter blev det eksotiske kystparti med den berømte Blå Grotte invaderet af tyske kunstnere, både malere og digtere. I 1834 fulgte vores egen H.C. Andersen efter for senere at skildre sit inspirerede besøg i romanen 'Improvisatoren'. I september 1839 kom så Købke, i selskab med en anden dansk guldaldermaler, Constantin Hansen. Turen var gået over bl.a. Rom og Neapel, og de ankom samtidig med druehøsten. I Capri slog de sig ned hos den godmodige Pegano, som ud over et værtshus også havde nogle 'engleskønne' døtre, som de kunne danse tarantel med. De var med til vinhøsten, spillede boccia 'i Haven under Skygge af Vindruer og Palmer' og så ud til at more sig storslået. For Capri var billigere end Neapel og ikke mindre charmerende. Julen blev fejret i Neapel sammen med en dansk koloni. Men snart var Købke tilbage på Capri igen. »Capri er et af de yndigste og mest fantastiske steder, som der nok findes i verden«, skrev han hjem. Hans andet ophold kom til at vare lige så længe som det første. »Hvad mig selv angår, befinder jeg mig, gud ske lov, meget rask; jeg er kommet her tilbage til Neapel efter et tre måneders ophold med Capri med mit gamle, runde ansigt, som I nok huske fra fordums dage, og med en del studier til flere malerier, som jeg håber ved min hjemkomst at udføre«. Hjemme gik han i gang med at forberede det fatale medlemsstykke. Billedet hos Bruun Rasmussen var ét af de første i en større produktion. Sammenlignet med de langt mere intime og levende, næsten præimpressionistiske billeder, som han havde malet i Kastellet og langs Doseringen, ansigt til ansigt med motivet, virker de store Capri-billeder stive og formelle, som om det er en hel anden maler, der er på spil. Det er en maler, der i modsætning til sin vante praksis, skal prøve at genkalde sig et italiensk kystlandskab med stormfulde bølger for sit indre øje, og hans egne skitser er de eneste vidner, han har til at verificere maleriet. Det tog hårdt på Købke og medvirkede muligvis til hans tidlige død, at hans medlemsstykke 'Et parti fra marina piccola på Capri' blev refuseret af Akademiet. Købkes skæbnedag var en mandag, 19. oktober 1846. Der havde været diskussion blandt akademimedlemmerne forud for afgørelsen, men det endte med, at forsamlingen vende tommelfingeren nedad med syv stemmer for og 10 imod. Noget tyder på, at Købke ved denne lejlighed blev offer for en kunstpolitisk intrige: en af professorerne ønskede at sige tak for sidst til en kollega, der ved en tidligere lejlighed havde forkastet en af hans elever. Købke døde to år efter som følge af en lungebetændelse.