Lars von Trier her og der og alle vegne. Han er ikke til at komme udenom, når der skal gives en forklaring på, hvorfor dansk film efter en længere ørkenvandring inden for de senere år er blomstret op og har fået både kunstnerisk og publikumsmæssig succes. Det er i hvert den opfattelse, man får, når man læser den nyudgivne antologi 'Nationale spejlinger - tendenser i ny dansk film'. I alle bogens i alt elleve bidrag af forskellige filmeksperter er Lars von Trier og hans film i fokus, men også Thomas Vinterberg og ikke mindst hans gennembrudsfilm 'Festen' får mange ord med på vejen i bogen, der er skrevet af akademikere for akademikere, men hvor teksten i en række tilfælde også er tilgængelig for almindeligt filminteresserede. Danmarks foreløbig eneste filmprofessor, Torben Grodal, givet i sit bidrag en blåstempling af den danske filmnybølge, men fremhæver, at det forkætrede Hollywood har haft en kraftig finger med i spillet: »Dansk film er p.t. inde i en fantastisk udvikling igangsat særlig af Lars von Trier, hvis film dog i starten var en udvikling af kunstfilmtraditionen med dennes særlige tilgang til filmfortælling. Men såvel Trier som de øvrige nybølgeinstruktører har i stigende grad tilnærmet sig Hollywoods fortællemæssige mainstream. Publikumssucceser som 'Breaking the Waves', 'Festen', 'Mifunes sidste sang', 'Den eneste ene' og 'Italiensk for begyndere' er i en række henseender som taget ud af de amerikanske lærebøger om filmfortælling, og brud på disse fortælleskabeloner (som Triers 'Idioterne') straffes hårdt ved billetlugen«, skriver Torben Grodal og tilføjer, at han stadig på godt og ondt betragter netop denne film »som den eneste ægte dogmefilm, hvad der dog ikke diskvalificerer nybølgens fornyelse af mainstreamfilmens filmfortællinger«. Benspænd for Hollywood Dogmefilmene får en fyldig behandling af lektor Peter Schepelern, der ikke er i tvivl om, at netop disse film har været stærkt medvirkende til dansk films nyopståede succes og kan betragtes som et dansk benspænd for Hollywoodtraditionen. »Dogme har formået filmkunstnerne til at forsage filmproduktionens teknologiske beruselse og i stedet gennem det tekniske sammenbrud og satsningen på spillerne finde ind til det menneskelige og til den kunstneriske befrielse. Om dogme også internationalt kan stimulere en filmkunst, der uden at tabe publikum søger et alternativ til mainstreamfilmen, er endnu ikke evident. Men foreløbig har en håndfuld danske film vist vejen. Og selv om dogme ikke er blevet et radikalt nybrud i filmsprogets udvikling, så er det i det mindste blevet en inciterende metode - især til at stimulere skuespillerne«. Også udenlandske filmeksperter får ordet for at give en bedømmelse af, hvordan dansk film og dogme ses udefra, og så er der givet plads til et par interessante bidrag om særlige aspekter i ny dansk film. F.eks. gennemgår kultursociologen Mehmet Ümit Necef, hvordan 'de fremmede' fremstilles i dansk film. »Man kunne måske som udgangspunkt tro, at især de muslimske indvandrere ville få en rolle i filmene som 'det onde' i betragtning af den sammenkædning, der sker i medierne med vold, tvangsægteskaber og mafialignende organisationer med netop denne gruppe. Men efter at have gennemset de nye danske film må jeg sige, at sådan forholder det sig overhovedet ikke. Der kan være elementer af kitsch, fascination og æstetiseret vold i fremstillingen af muslimske indvandrere, men de repræsenterer ikke 'det onde'. Skal jeg pege på en bestemt gruppe, der har fået denne rolle, må det blive de pædofile«, sagde Mehmet Ümit Necef forleden på et symposium, hvor bogen blev præsenteret. Her forklarede også sprogforskeren Lars Brink, at mens alle - også skurkene - før 1970 i dansk film talte højrigsmål, også kaldt højkøbenhavnsk, så er standardsproget i dansk film i dag lavkøbenhavnsk. Og samtidig er mumleriet efter Lars Brinks mening blevet mere og mere udbredt. »Måske tilstræber man en realisme, men hvis det er tilfældet, er der noget, de har misforstået. Skal vi som biografgængere være med i fiktionslegen, så skal vi altså kunne forstå alt, hvad der bliver sagt, og det er mildt sagt ikke tilfældet i moderne dansk film«. 'Nationale spejlinger - tendenser i ny dansk film' er redigeret af Anders Toftgaard og Ian Hawkesworth og er udgivet af Museum Tusculanums Forlag.