»Franskmand? Det er noget, du bliver, når du har scoret to mål på landsholdet«, lyder den bidske ironiske kommentar fra unge franskmænd med arabisk klingende efternavne i Patric Jeans dokumentarfilm 'La raison du plus fort'. Som sortsmudsker kan man sagtens blive behandlet som en ligemand i Frankrig. Du skal bare hedde Zinedine til fornavn og Zidane til efternavn. Så går resten af sig selv. Helt så grelt er det næppe alle steder i landet, der ynder at se sig selv som den europæiske nation, der ser med særlig velvilje og indsigt på de arabiske problematikker. Men dybt deprimerende, eksplosiv og udsigtsløs er situationen i storbyernes betonforstæder, som den fremstår skildret gennem Patric Jeans nådesløse linse. Jean er draget ud med sit kamera for at finde sandheden om de udgrænsedes Europa. Hans rejse fører ham foruden til den belgiske hjemby Bruxelles til Amiens, Lyon og Marseille. Er vejret forskelligt, så er billedet alle steder grundlæggende det samme. I en epoke, hvor kapitalen koncentrerer sig, og arbejdspladser bliver nedlagt eller flyttet til den tredje verdens lukrative sweat shops langt fra arbejdsmarkedsaftalernes snærende spændetrøjer, skabes et indvandrerdomineret proletariat af dimensioner. Et proletariat, hvor Jean ser den sociale arvs lovmæssighed blive håndhævet med en konsekvens, man skal langt tilbage i forrige århundrede for at finde magen til. Et proletariat, der ikke blot er plaget af fattigdom og arbejdsløshed, men af det, der er endnu værre; håbløshed. Det kan være svært nok at ryste en almindelig social arv af sig, men når ens udseende og navn ligefrem er en diskvalifikation i mange arbejdsgiveres øjne, ja, så skulle pokker få en uddannelse, når de unge kan konstatere, at pusherne og de andre kriminelle klarer sig bedre i betonjunglens erosionsramte ødemarker. Racismen har sit grimme ansigt, og i konfrontation med politi og myndigheder viser der sig gang på gang at være grumme langt mellem officielle lige rettigheder og forskelsbehandlingens barske realiteter. Men næsten endnu farligere er ifølge Patric Jean den dans om forbrugerismens guldkalv, der får mange til at vende det nok så bekvemme blinde øje til de elendiges voksende desperation. Det kan være slemt nok at være fattig, men helt slemt bliver det, når alt omkring glimter som guldkort og lokker med forbrug som selve tilværelsens indhold. Indigneret aktivist Patric Jean giver sig ikke ud for at være en neutral iagttager. Men iagttager er han så sandelig. »Jeg så ...«, indleder han retorisk, når han som øjenvidne tager hul på at berette fra en ny lokalitet på sin odyssé, der som en forbandelse hver gang fører ham til det selv samme De Udgrænsedes Land. Den samme grumme sociale logik, der fører til en plads bagest i arbejdsløshedskøen eller forrest i fængselsstatistikken. Jean er indigneret og aktivistisk i sin beskrivelse af, hvordan den nederste del af den anden halvdel lever. Det er ikke nyhedsmediets tilstræbte neutralitet eller den afbalancerede sandhed om en indviklet struktur, der er idealet. Sigtekornet er politisk. I Zolas tradition fremkommer Patric Jean med en anklage. En anklage for grov forskelsbehandling, social skævvridning og implicit racisme, som burde vække til dyb eftertanke. Ikke blot i Frankrig, men overalt i Europa, hvor man skaber og ghettoiserer nye proletariater af mere eller mindre indvandrerpræget karakter. Integration er en kæmpeopgave i sig selv. Hvis først man får skabt disse ghettoer, hvor udsigtsløshedens kultur er den eneste, der blomstrer, har man skaffet sig et problem af de store på halsen. Men er Patric Jean en nærgående iagttager, der ikke ryster på linsen, så afstår han samtidig fra en række analyser, der kunne være nok så interessante. Det er en pointe i filmen, at problematikken bag den lokale kolorit er den samme. At han oplever ensartet elendighed i Belgien og Frankrig, giver Jean videre som bevislignende indicium på, at elendigheden er den samme overalt i Europa. Men mon ikke de to landes tunge arv giver billedet en særlig skarp karakter hos disse tidligere koloniherrer? Situationen er næppe umiddelbart sammenlignelig i f.eks. Frankrig og Sverige. Men at man står over for et enormt og voksende problem i Europas betonghettoer, når de nedslides og tømmes for muligheder, er man ikke i tvivl om efter at have set apatiens døde blikke og hængende skuldre få selskab af den ulmende vrede og den voksende desperation skildret med nådesløs omhu i 'La raison du plus fort'.