0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gabba Gabba Die

Ramones er højaktuelle som inspirationskilde og godfathers til den aktuelle bølge af garagerock. På cph.dox får man historien serveret helt råt af Dee Dee Ramone.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Han kigger ned på det omfattende spindelvæv af tatoveringer og ar fra nåle med heroin på sine spinkle arme og siger med et fnis: »Jeg har hele min historie tatoveret på mine arme«.

Det er historien om Dee Dee Ramone, Ramones, punkscenen i New York og dybest set om det glamourøse slam, der tiltrækker mange til rock'n'roll. Holder vi os til musikken, er det beretningen om, hvad der egentlig foregik inde i The Ramones.

Hvis Beatles var det store europæiske band med poesi, politik, eftertænksomhed, store kompositioner og visionær elegance tænkt ned i sangene, var Ramones på mange måder den amerikanske bastard af et svar. Rastløs, hurtig, flygtig, plat, underholdende, sjov, aggressiv, dum, uskyldig og selvironisk. Sange, der ofte kun varede et minut, afleveret i et halsbrækkende tempo og fulgt af det meningsløse slagord 'Gabba Gabba Hey!'.

Rent menneskeligt er det ragnarok. Fortalt af den dengang 42-årige bassist selv i 1992 til instruktøren Lech Kowalski i filmen 'Hey Is Dee Dee Home?', der vises på filmfestivalen cph.dox, og i bogen 'Hey Ho Let's Go - The Story of the Ramones' af Everett True.

Drengen Douglas Colvin voksede op i Tyskland, hvor hans far var udstationeret som officer i den amerikanske hær. Han yndede at pløje rundt på markerne for at finde gammelt naziragelse som patroner, gasmasker, bajonetter og hjelme, han kunne sælge til amerikanske soldater. Han hævdede at have fundet en bombe, som ikke var detoneret. Måske var det den, han selv red på resten af sit liv?

I garagerne på kasernen fandt den 12-årige Douglas morfin, som han begyndte at sniffe. Da familien flyttede tilbage til Queens, en forstad til New York, begyndte han at sniffe lim. Det udviklede sig til en næsten livslang afhængighed af alle hånde stoffer med heroin som hovedingrediens.

»Jeg voksede op i Queens, hvor vi sniffede lim og åd piller. Vi kunne godt lide at ringe numre op på telefonen og høre på, at den sagde duut duut duut i timevis, hvorpå vi sniffede noget mere lim«, som Dee Dee Ramone sagde til Spin Magazine i 1989, da han lige var gået ud af Ramones.

I Queens mødte han sangeren Jeffrey Hyman (Joey Ramone) og guitaristen John Cummings (Johnny Ramone). Senere kom også trommeslageren Tom Erdeleyi (Tommy Ramone) til. Douglas Colvin tog navneforandring til Dee Dee Ramone, og verdens første punkgruppe, The Ramones, var en realitet. Eller en illusion. Sådan så Dee Dee Ramone det i hvert fald.

»Vi levede i en illusion. Når vi ikke skrev sange, lavede vi ingenting. Andet end at tage stoffer og sniffe lim. Vi troede, at det var det normale, og at det unormale var ikke at tage stoffer«, som han sagde.

Misbruget kastede sange af sig. Som Ramones' 'Now I Wanna Sniff Some Glue' og 'Chinese Rocks', som Dee Dee Ramone skrev. Den sidste nægtede Ramones dog at indspille i første omgang, fordi den var for direkte i sin opfordring til at tage hårde stoffer. Til gengæld kom sangen på repertoiret hos The Heartbreakers, ledet af guitaristen og sangeren Johnny Thunders.

Thunders, der døde i 1991, var medstifter af The New York Dolls og er i dag en semilegende fra punktiden. Han var Dee Dee Ramones sammensvorne i misbruget af heroin, og de to havde et had-kærlighedsforhold til hinanden. Det var egentlig til et portræt af Johnny Thunders, instruktøren Lech Kowalski, som tidligere har indspillet filmen 'D.O.A.' om punkmiljøet, interviewede Dee Dee Ramone dengang i 1992. Men da Dee Dee Ramone blev fundet død af en overdosis heroin i Los Angeles i sommeren 2002, blev det gamle én time lange interview pludselig aktuelt. Derfor er filmen 'Hey Is Dee Dee Home?' udsendt.

Punk, paranoia og dope
På en sort baggrund, der hele tiden truer med at opsluge den spinkle bassist, fortæller Dee Dee Ramone løst og fast fra sit mærkelige liv. Om hvordan han stjal sanger Joey Ramones fjernsyn i den lejlighed, de delte, for at få penge til stoffer. Og bildte sangeren ind, at han da bare havde sendt apparatet til reparation. At han senere flyttede ind i en lejlighed, der tilhørte sangerinden fra Blondie, Debbie Harry, som smed ham ud, fordi han pissede i entreen. Om de mærkelige kærester, hvoraf en - stripperen og luderen Connie Gripp - en nat slog ham i hovedet med en tung guitar, mens han sov. Og sprættede hans røv op med en smadret flaske under en trekant med de to og Nancy Spungen, der var kæreste med Sid Vicious fra den britiske punklegende Sex Pistols.

Om hvordan han forlod Johnny Thunders, der lå livløs og helt blå over hele kroppen på grund af en overdosis i et badekar, fordi Dee Dee »havde glemt ham«. Om at hade alle dem, man omgav sig med. Stjæle deres ting, ødelægge Johnny Thunders' silketøj og have lyst til at slå dem alle ihjel, fordi de holdt én fast i stofmisbrug og mismod. Om paranoia som punkens evige følgesvend. Om at ryge i spjældet igen og igen på grund af besiddelse af stoffer og om at spille i et band, der aldrig fik hverken penge eller anerkendelse, mens de eksisterede.

»Jeg tjente 125 dollar om ugen, men skulle bruge 100 dollar til dope hver en