Med et morgensuk stikker jeg den røde bog ned i nettet på flysædet. Bogen er Ezra Pounds 'Cantos'. Svært stads at tackle på tom mave. Pound, den amerikanske digter, der i arrigskab over tidernes forfald og den åndløse kapitalisme bosatte sig i Europa og blev en glødende tilhænger af Mussolini. Pound dyrkede 'vorticismen', som advokerede for den særlige, stærke energi, der opstår, når vidt forskellige billeder tørner sammen. I 'Cantos' støder skønheden, videnskaben, hverdagssproget og oldgræske citater - på græsk vel at mærke - sammen. Når jeg sidder i flyet og kæmper med Pound, er det, fordi jeg skal til London og interviewe John Cale. En af Cales nye sange, 'E is Missing', handler om Ezra Pound. Den kunstneriske parallel til Cales univers er oplagt. Også her trænges informationerne i dynamisk modstridende billeder og udsagn. Også her har forskellige sprog og forskellige videnskabelige discipliner 'stemmer', der brydes i samme rum. Kærlighed, konspirationsteorier og tanker om malerkunstens væsen kan findes i samme sang. En kølig intelligens på galmandsværk. Så finder jeg 'Cantos'-citatet, der kunne være en beskrivelse af Cales på én gang vildtvoksende og konsekvente livsværk: »It coheres alright / even if my notes do not cohere«. Det er sammenhæng, selv om det måske ikke umiddelbart ser sådan ud. »Jeg er stadigvæk i gang med langsomt at forbinde de mange små tråde«, skrev han med hjælp fra Victor Bockris i selvbiografien 'What's for Zen'. De mange små trådes sammenhængskraft har aldrig før været så lysende og indlysende sammensat som på det nye album 'Hobo Sapiens'. Cales 'Cantos'. Bare uden det græske. I Velvet Underground John Cales diskografi vidner om en enestående energi og kunstnerisk spændvidde. Efter at have stået i lære hos den amerikanske avantgardes uhellige trekonger John Cage, La Monte Young og Aaron Copeland skrev Cale musikhistorie, da han i 1964 mødte Lou Reed. Under Andy Warhols vinger blev de optaget i The Exploding Plastic Inevitable og udklækket som Velvet Underground. Mens de dyrkede sol og sommer i Californien, stod den i New York på sort syretrip, S&M og hip gammeleuropæisk dekadence i nyt læder. Som Reeds med- og modspiller på lp'erne 'The Velvet Underground' (1967) og 'White Light/ White Heat' var Cale den musikalske grænsesprænger i et rockhistoriens store projekter. Og halvdelen af et af rockhistoriens mest kreativt frodige og giftiggrønne uvenskaber. Siden han forlod Velvet Underground i 1968 og i 1970 debuterede med 'Vintage Violence', er Cale noteret for 34 soloalbum. Den klassiske musiks walisiske wunderkind blev en rocklegende. Men hans mange udgivelser med kompositions- og avantgardemusik er ikke blevet mødt med en anerkendelse, der svarede til hans ildhu. Der ligger en utilfredsstillet kløe der. Jeg bladrer videre. Det er kendt stof, men alligevel imponerende. Som producer og arrangør har Cale et utal af skalpe fra Patti Smith til Happy Mondays. Cale blev nærmest en slags musikalsk Godfather for generationen, der sidst i 1970'erne vendte op og ned på den britiske musikscene. Fra punkerne Sham 69 til studentikose The Fall og det begavede popfænomen Squeeze. Det radikale har altid tiltrukket - og været tiltrukket af - John Cale. Han har spillet med Gud, Eno og hvermand. Rockplader, avantgarde og minimalistisk kompositionsmusik. Det er et større projekt at forsøge på at overskue det. Cale, John. Født 9. marts 1942 i Garnant, Wales. Kun en uge efter Louis Allan Reed i Brooklyn. Faderen, som de andre fædre i Garnant; i kulminen. Moderen var skolelærer og fremsynet pædagog. Hun spillede klaver for sin fornøjelses skyld. Det må vel være derfra. John begyndte at spille klaver som 7-årig. Moderen fik brystkræft. Sønnen astmatisk bronkitis. Et modedyr som teenager. Høj, mørk og så denne bløde koksgrå og malmfulde røst. Jeg ser Stanstead Lufthavn nærme sig. London. Notting Hill. Der, hvor John Cale et par timer senere fortæller om de frugtbærende optagelser, der endte med at resultere i mini-cd'en '5 Tracks' og cd'en 'Hobo Sapiens': »Vi indspillede også otte numre, vi ikke brugte til noget. Der var nok at tage af. Da jeg først havde fundet ud af, hvordan det skulle foregå, gik det virkelig hurtigt. Jeg elsker, når det går hurtigt i studiet!«. London kalder Men i London går det hurtigere i studiet end i trafikken. Vi er sent på den. Engang var det tidligt. Det er et andet London og en anden tid end 1960, da en ung håbefuld waliser ankom med en kuffert fuld af selvbevidsthed og Stockhausen. Kommer man nogensinde i mål? Cale tog snart videre til New York. Historien tog fart og rev ham med. Nico og narko. Hvid støj og sorte huller. »Velvet Underground-kulten giver mig en dårlig smag i munden. Vi levede aldrig op til de løfter, vi afgav på de to album«, har han sagt. Lever man nogensinde fuldt op til sine løfter? Siden de eksplosivt kreative år i 1970'erne, hvor Cale kunne konkurrere med Lou Reed om at være indehaver af den mest succesrige solokarriere, er der blevet stadig længere mellem udgivelser, der har været i stand til at vække bred opmærksomhed. Ikke mindst de regulære rock/pop-udgivelser er blevet sjældne. Ser man bort fra 'Songs For Drella' (90), hvor Cale sammen med Reed hyldede deres døde mentor Andy Warhol, har Cale siden 'Artificial Intelligence' i 1985 kun lavet den middelmådige 'Walking On Locusts' (1996). Så det er en begivenhed, når John Cale igen rækker ud til sit rockpublikum. På 'Hobo Sapiens' dyrker Cale en ny åbenhed i lyden og en charmerende klassicisme, der både peger frem og tilbage til Cales lyriske halvfjerdserhovedværker 'Paris 1919' og 'Helen of Troy'. Taxien snegler sig igennem Londons gader. Kollega Klaus og jeg ser på hinanden. Nu er Cale endelig kommet med noget til tiden. Og så kommer vi for sent! Men frem når vi. Til hotellet i Notting Hill. Til trippende pressesekretærer. Til John Cale. Minearbejdersønnen, der via klassisk avantgarde blev de intellektuelles rockstjerne. Med Ezra Pound øverst på min blok. Pound »Jeg prøvede faktisk at skrive et teaterstykke om Pound - 'The Last Days of Ezra'. Jeg prøvede at modstille Pound og Pasolini (italiensk filminstruktør, red) som to indfaldsvinkler til fænomenet Mussolini. Men selv om jeg har læst ham meget, fandt jeg aldrig ud af, hvad Ezra egentlig rummede. Mit største problem var hans antisemitisme. Den var virkelig hadsk. Jeg ledte efter en psykologisk forklaring, men fandt ingen. Efter krigen sad han indespærret i 17 år. Da han kom ud, var det første, han gjorde, at tage til Italien og aflevere en fascisthilsen! Han var meget elitær, et meget kompliceret menneske. Nogle har set hans kulturelle kompleksitet som en forløber for globaliseringen, men jeg tror nu bare, han ville blære sig med at fremstå belæst!«. John Cale fandt ikke nøglen til mysteriet Ezra Pound. Det blev i stedet 'E Is Missing's gåde og skønhed. Tilsyneladende skønne spildte kræfter kan slå ud som skønhed i en anden dimension. Det var arbejdet med sampling, som gav Cale blod på tanden igen. Gav ham lyst til igen at lave noget andet end soundtracks. Han arbejdede med Beta Band og lyttede til Radiohead. Der var igen noget, der ramte en nerve i den søgende 62-årige. Han er med ny nysgerrighed kommet tilbage til sin bratsch som solo-instrument. »Jeg fik i det hele taget nogle ting til at gå op i en højere enhed. Jeg tog timer i skuespil i Berlin, og det lærte mig bedre at kunne leve med den akavethed, jeg altid har følt over at skulle stå på scenen som rockmusiker. Man skal ikke gøre noget. Man skal bare fylde rummet«. Sampling inspirerede, men den grundlæggende atmosfære på '5 Tracks' og 'Hobo Sapiens' er organisk, iltmættet. Mere åben. Mindre tung i det melodiske trav. Fuld af nye ideer. »Jeg ville gerne blande lyddesign og sangskrivning. Det er jo ikke easy listening. Det er ikke som et Joan Armatrading-album, man sætter på for at have noget behageligt kørende i baggrunden. Men det er vel heller ikke afskrækkende. Det kan måske virke banalt, at jeg bruger fuglesang og min egen bladren i en avis, men det er en form for lyddesign, jeg synes, jeg kunne bruge til at skabe organiske overgange«. I hele din karriere har du haft skiftende balancer mellem rock, avantgarde og klassicisme - hvordan står det nu? »Op til denne plade har jeg udforsket nye filmiske kvaliteter i min musik. Det var faktisk meget dominerende for et års tid siden. Men så begyndte det at ligne en vane, og jeg skyndte mig at droppe det. Der er dog kommet et par eksempler med. 'Look Horizon' har nogle interessante effekter, men jeg ville hellere arbejde med lyddesign end med lydeffekter. Jeg har prøvet at være mere abstrakt. Skabe noget med mere stilhed i. Det var vigtigt for mig at få så meget bratsch med som muligt i lydbilledet«, siger John Cale om sine nye sange, der faktisk som lagdelte lydbilleder kan minde om fotografier, der ligger og skvulper i fremkalderen, mens motivet langsomt toner frem. Du skriver tekster om nogle helt andre ting, end man er vant til at blive konfronteret med i rock'n'roll. Det handler mest om personlige eller politiske temaer. Kun yderst sjældent om kunst. Du har denne gang sange om både Arkimedes og Magritte? »'Magritte' er et forsøg på at fremmane følelsen af at gå på museum. Tavse mennesker, der leder efter skønhed. Jeg elsker den balance, Magritte skabte ('paint to the edges of vision') med svævende mennesker, paraplyen og æblet. Den perfekte symmetri. Jeg ville gerne give et indtryk af museers perfektion, hvor et vindue er blevet smækket op, og trafikkens larm og støj strømmer ind. Man er nødt til at kunne betragte skønheden midt i virkeligheden og al den omgivende grimhed«. En teori, der blev sat på prøve, da en genforeningsturné med Velvet Underground for nogle år siden genforenede de gamle dødsvenner John Cale og Lou Reed. »En eller anden syntes, det var en god idé. Pludselig blev det til noget. Og så endte det bare som en gennemhøvling af en eller andens bagkatalog. Vi kunne have improviseret os vej igennem turneen. Så kunne det måske være blevet interessant. Det blev det ikke, og de personlige relationer blev kun forværret«, konkluderer Cale kortfattet om endnu et mislykket forsøg på at opnå menneskelig samkvemsret med Lou Reed. Afskaf CIA John Cale svarer beredvilligt og præcist på mine spørgsmål. Men det er en rastløs intelligens' skridende præcision. En sætning kan begynde i New York og få ord senere temmelig overrumplende ende i Rawalpindi. Cale er en berygtet informationsfreak, der har fjernsynet kørende og er på nettet i døgndrift. »Jeg ved, jeg bliver overvåget. Det bliver alle, der køber noget på nettet. Apparatet til kontrol findes. Spørgsmålet er kun, om det bliver brugt. De folk, der bestemmer, er idioter. De aner ikke, hvad de skal stille op med al den information. Måske skulle man bare afskaffe CIA. Alt, hvad man behøver at vide, findes allerede i det offentlige domæne«. Cale har mere fidus til kunst end politik og journalistik. »Jeg har lært mere om Indien ved at læse Rohinton Mistry (bl.a. romanen 'En fin balance', red.) end ved at læse aviser og lærebøger«. Han er en arg modstander af Irakkrigen (»hvem har nogensinde hørt om, at man erklærer krig pga. vejret?!«), og erklærer sig stærkt bekymret over de tendenser til censur og potentiel fascisme, han efter 9.11 ser spire frem i det USA, han har boet så længe i. »Man må være på vagt. Der er dele af Amerika, der allerede er ved at være tæt på. Pressen har lukket og slukket for kritikken og er gået hjem og har overladt det hele til Rupert Murdoch. Men jeg bor i New York, og jeg håber, New York kan fastholde sin distance til det amerikanske 'fastland'. Den største fare opstår, når gode folk ikke foretager sig noget. Så de gode må gøre noget«. Han ser mig ind i øjnene og ser hid og did i rummet. Situationen er helt igennem neutral. Bortset fra John Cales fødder. John Cales fødder vipper op og ned. Multimusikmenneskets rastløse energi. Måske også spor fra tiden før 1989, hvor John Cale droppede sprut og stoffer efter at have fået den nu 18-årige datter Eden. »Når man har for vane at drikke og tage stoffer, forsvinder vanen ikke bare, fordi man holder op. Vanen flytter bare et andet sted hen. Jeg har altid været interesseret i tøj. I mange år gik jeg bare i sort døgnet rundt. Men da jeg holdt op med at drikke, genfandt jeg min ungdoms interesse for flot tøj. Japanerne satte en ny standard for snit, og jeg brugte en formue på designertøj«. Laps uden blusel. Fødderne går på stedet i fodtøjet. John Cales fødder ville gerne være et andet sted. Et sted hvor hænderne spiller musik. Bare ikke for længe. »Jeg hader at være lang i studiet«, siger han igen. »Jeg kan ikke holde ud at opholde mig i et rum mere end tre timer«. Nu har han været en halv time i dette rum på tomandshånd, og øjnene afsøger døre og vinduer. Resten af hans krop gennemfører en zen-agtig præstation. Kunsten at vedligeholde en interviewsituation samtidig med, at man i virkeligheden er halvvejs ude ad døren. Der er al denne rastløse energi. I samme sekund interviewet er forbi, er han med et farvel og tak ude ad døren. Der er arbejde at lave og beslutninger at træffe. Vil han kunne få den elektriske bratsch på 'Twilight Zone' til at fungere som live musik? Hvad siger moden i London? Hvem var Ezra bag sit Pound? Der er stadigvæk så mange små tråde, der skal samles.