Øj, hvor jeg synes, det er fortjent. John M. Coetzee (udtales kutsee) har fået Nobelprisen i litteratur. Hans bøger har skrevet sig lige ind i mit sorte hjerte, og der er i disse år ingen aktuel forfatter, jeg mere kunne ønske skulle få den højeste litterære udmærkelse end netop ham. Linjer til Kafka, Beckett og Dostojevskij Og det er ikke, fordi han ikke er blevet hædret før. Han er den eneste, der to gange har modtaget Bookerprisen, der er den mest prestigefyldte pris, der gives til en enkelt roman - også selv om den kun dækker det engelske sprogområde. Men nu har han fået den største litterære udmærkelse og tillykke til ham med det, men endnu mere tillykke til os andre, for nu vil vi komme til at beskæftige os endnu mere med et virkelig fremragende forfatterskab, der trækker ikke så få mørke linjer tilbage til Kafka, Beckett og Dostojevskij. Både i sin skildring af menneskets og samfundets mørke huller og i sin politiske ukorrekthed kan han måle sig med disse moderne mastodonter. Klassisk romanforfatter Coetzee er født i 1940 og skriver på sine erfaringer, sin tid og sin litterære dannelse. Han er en intellektuel med rødder i et sydafrikansk landbrugsmiljø omkring Cape Town. Den baggrund har han aldrig sluppet i forfatterskabet. Han er en klassisk romanforfatter i den forstand, at han skildrer værdiers sammenstød. Personernes psyke, mål og begær flyder oven på en lavaflod af historiske og samfundsmæssige betingelser. Nogle gange påvirkes de af historien, andre gange ikke, men de er alle nødt til at forholde sig til dette i vores flydende tid så sære begreb 'skæbne'. Mesterværk fra 1999 I mesterværket 'Vanære' fra 1999 (dansk udgave 2000) skildrer han i klassisk græsk tragedieform det ny Sydafrika gennem den midaldrende hvide engelskprofessor David Luries fald fra ære. »I betragtning af hans alder, tooghalvtreds og fraskilt, synes han selv, at han har løst problemet med sex ganske godt. Hver torsdag eftermiddag kører han ud til Green Point. Præcis klokken to trykker han på summerknappen ved indgangen til Windsor Mansions, nævner sit navn og træder ind. Ved døren til nr. 113 står Soraya og venter på ham«. Sådan introduceres vi i Niels Brunses fænomenale oversættelse til David Luries lille verden. Men det er en verden af i går. Luries viden om engelsk romantik er uønsket, og han må undervise i kommunikation, som han anser for et aldeles tomt fag. Da Soraya en dag er væk, indleder han et forhold til en sort studerende. Det synes ligeværdigt, men det er det jo aldrig. I kraft af sin stilling som hendes lærer har han en overmagt. Pigen mere end opfordres af sit bagland til at klage over ham, og han må afskediges i vanære. Bruset fra Sydafrikas historie Dette er kun indledningen af romanen. Den begynder med det private begær, men ender i bruset fra Sydafrikas - og for så vidt angår kolonialismens efterdønninger - hele verdens nyere historie. I sin nye status som arbejdsløs tager Lurie ophold på sin lesbiske datters ensomme farm. Her udsættes de for et grusomt overfald af tre sorte landarbejdere. Han bindes fast til en stol og overhældes med benzin mens datteren voldtages. David Lurie ønsker misdæderne gjort ansvarlige, men datteren accepterer overfaldet. Hun er blevet gravid og vil ikke have fosteret fjernet. Hun soner kolonialismens historiske uret ved at afgive retten til at bestemme over sin egen krop. At bære den vanære er ufatteligt for faren. Og det er blandt andet i spillet mellem de tos opfattelser af historien, at romanen får sin intellektuelle styrke. ANC kom med udfald Romanen skabte furore i Sydafrika. Coetzee blev anklaget for at skildre sorte ligesom de herreløse hunde, som romanen myldrer med, men som Lurie faktisk spejler sin egen elendighed i. ANC kom med voldsomme udfald, men skelnede ikke mellem hovedpersonen David Lurie og forfatteren Coetzee, der jo selv er litteraturprofessor. Det var ikke en bog, man havde 'brug for' på et tidspunkt, da et nyt og bedre Sydafrika skulle rejse sig på ruinerne af det horrible apartheidregime. Ingen jovial forfatter Men Coetzee er ingen jubeloptimist. Han ser volden som en indgroet del af Sydafrika, en kulturel kode ligesom klokken fem-te i England. Efter balladen forlod Coetzee Sydafrika. En ven af ham skulle ved den lejlighed have sagt: »Jeg tror ikke, han ville underkaste sig den offentlige mening, som han har så ringe agtelse for«. Og det er da heller ikke noget jovialt billede, John M. Coetzee giver af sig selv i de to erindringsbøger, der er kommet på dansk 'Drengeår' og 'Ungdom'. Men selv her skal man ikke forveksle de karakteriserede personer, der endog er skildret i tredje person, med forfatteren. Under en oplæsning blev han spurgt, om der var tale om selvbiografi eller fiktion. Han svarede: »Behøver jeg at vælge?«. Han er altid bevidst om, at han laver litteratur. De nødvendige historier I 'Historien om Michael K' (en titel med hilsen til Kafka) fra 1984, (den første han fik Bookerprisen for, den anden var 'Vanære'), beskriver han en gartner, der bare vil passe sine haver under en borgerkrig og ikke vælge side. Det kan han ikke få lov til og glider ind i dyb uvirkelighedsfølelse. I 'Vanære' vil David Lurie bare komponere sin kammeropera om Byron, i 'Ungdomsår' vil den unge ufestlige computernørd John bare skrive digte, men spilder sin tid med selvoptaget selvhad - og læsning. Kunsten er et helle, hvor hans personer vender ryggen til verdens og sjælens stridigheder. Kunsten er ikke opbyggelig for dem. Den er nødvendig. Hverken godt eller smukt En god romanforfatter behøver hverken selv at være et godt menneske eller at passe som fod i hose på den offentlige mening. Det er ikke nødvendigvis for de værdier, han repræsenterer, man bør læse ham. I tilfældet Coetzee er det for måden, han gennemlyser værdiers sammenstød på, hvordan drifter og historie brydes hver for sig og mod hinanden. Det er hverken smukt eller godt. Men det er uhyggelig menneskeligt og fænomenalt velskrevet. Hvor sorte og udsigtsløse Coetzees romaner end synes, når historien bryder ud i lys lue, og uformåenhed og uvilje strides i personerne, så er det altid i en knap og barberbladsskarp prosa, der står som mejslet ind i sjælens sorte stenhule.