En gul kasse af plastik. Sådan cirka på størrelse med en halv ølkasse. Med et ovalt hul i siderne, så man kan bære den. Kassen er fyldt med nogle brugte krus, et par beskidte tallerkner og lidt knive. Den bliver båret fra teltet og op til 'opvasken' på campingpladsen. Faderen og datteren hjælpes ad. Hun fylder en kedel og tænder gasblusset. Han tømmer indholdet af den gule kasse ned i opvaskebaljen og drypper et par dråber sulfo fra den lille campingflaske ned i den blegrøde balje. De venter på, at vandet skal koge. »Den her kasse, den havde din mor og jeg med os, dengang vi kørte på motorcykel til Italien«, siger faderen, mens han banker kærligt på den gule plastik. »Vi havde alt vores mad og vores bestik og tallerkener i den kasse!«. »I den kasse?«. Siger den 10-12-årige datter med vantro. Hun har jo selv set, hvordan hele deres stationcar blev fyldt til randen med mad, køletasker og campinggrej. Så hun kan næppe tro, at far og mor har haft al deres mad i en lillebitte kasse. »Vi var jo på motorcykel«, siger faderen stolt. »Der er ikke noget med noget, når man er på motorcykel. Så må man simpelthen bare klare den. Hvis det ikke kunne være i kassen, så kom det bare ikke med. Færdig!«. Datteren kigger med beundring på sin far og på den gule kasse. »Og ved du, hvad vi så gjorde, når vi kom frem?«. Spørger faderen, der nu er klar til at sætte trumf på fortællingen om fortidens fart over feltet. »Når vi kom frem og havde slået teltet op og tømt kassen for mad og bestik, så vendte vi den om. Og så var den bord!«. Datteren siger, at det faktisk var smart gjort. Og faderen tilføjer med blød stemme: »Det er en meget vigtig kasse«.
Dengang vi rejste let
Selv har jeg hverken haft motorcykel eller gul kasse, men jeg kender præcis fornemmelsen. Af dengang, hvor vi havde vind i håret. Dengang vi bare tog tingene, som de kom. Dengang vi rejste let. Som jeg stod der ved nabovasken, blev jeg helt rørt. Hvis man havde gået faderen rigtigt på klingen, så kan det jo godt være, at han en gang imellem ville ønske, at han og konen en sommer kunne tage alene til Italien på motorcykel. Eller at han kunne tage på motorcykeltur med en helt anden end hendes mor! Men der er noget meget smukt over, at han både har bevaret sin familie. Og sin kasse. Og fortællingen om, hvordan 'far og mor gjorde i gamle dage', ville ikke have eksisteret, hvis ikke de havde fået børn. Dels ville de jo så teknisk set slet ikke have været forældre, dels ville faderen her nok have haft svært ved at støve andre op, der rigtig ville have gidet høre om hans gule kasse. Endelig er den gule kasse også et smukt symbol på, at tingene forandrer sig, selv om der tilsyneladende ingenting sker. Plastikkassen rejser gennem tid og rum, og hjælper os til at forstå, at alt er i skred. En dag er pigen selv ude at køre på udlejningsscooter i Grækenland. Og en dag fortæller hun sine børn med blød stemme, om hvordan hun mødte deres far på det dér bjerg, hvor alle kørte op for at danse til ghettoblaster, mens solen gik ned. Når man er ung, skal der fart på, for at det føles, som om man bevæger sig. Når man får børn, bliver man svimmel bare ved tanken om, hvor hurtigt det hele går. Så er det, der bliver brug for lidt kassetænkning.