For 30 år siden - da Århus Studenternes Filmklub var en lille pige på 20 - havde klubben, der kaldte sig Nordens største, 4.000 medlemmer. En driftig by, et årvågent studentermiljø, en historisk og kulturel nysgerrighed, der måtte stilles. Århus Studenternes Filmklub (ÅSF), der fylder 50 år dette efterår, var mit personlige åbne universitet, og sandt at sige kunne det i begyndelsen af mit bekendtskab med institutionen (ind imellem folkeskolen og gymnasiet dengang i 1977) føles en kende intimiderende og dræbende for lysten, at filmene blev forevist i Matematisk Instituts store auditorium med snesevis af stolerækker med små pulte at tage notater på, hvis altså ... Efter at have været i akut livsfare, da Det Danske Filminstitut for to et halvt år siden ville fratage sin århusianske filial dens økonomiske støtte, er ÅSF's rolle i studentermiljøet gradvis aftaget. I dag har klubben 500 medlemmer, kun en ottendedel af antallet i De Store Dage. Det betyder ikke - nødvendigvis - at de unge århusianeres interesse for andre film end dem med navne som Schwarzenegger og Lynch på plakaten er en saga blott; i dag er det blot en interesse, der dyrkes i enrum, foran et mastodontisk tv med surroundsound - og gennem dvd-afspilleren. De filmhistoriske sjældenheder, der i min tidlige ungdom nødvendiggjorde et medium som en lokal filmklub, er i dag tilgængelige i ekstraordinært flotte versioner på dvd. Og modsat de stumfilm, jeg voksede op med i ÅSF, har stumfilm på dvd eget lydspor og herop og kom herned. Det er med andre ord blevet meget, meget nemmere at være nørd. Lettere at få fat i titler uden for alfarvej. Meget, meget simplere at uddanne sig selv. Men ...? For der er et; et rungende et. Miljøer inden for film eller hvad som helst andet har det med at stimulere ens interesse yderligere. Dvd-kigning er, skal jeg hilse og sige, en ensom fornøjelse, og typisk står man bagefter - afhængigt af hvor eksklusivt ens dvd-valg var - uden mulighed for at diskutere det sete med nogen. Uden nogen til at råde én: »Hvis du ku' li' dén film, vil du elske dén her!«. Selvstudier beror altid på ens egen disciplin, og selv i den bedste af alle verdener er sådan én jo mangelfuld. 'I min tid' kunne det lade sig gøre for et ungt menneske at danne sig et kvalificeret indtryk af hele Fritz Langs eller Alfred Hitchcocks eller Akira Kurosawas eller Francois Truffauts livsværk i løbet af en sæson eller to. Der var intet småtskårent over udbuddet; det handlede om hele molevitten og ikke kun de i forvejen kanoniserede godbidder. Og bedømmelsen 'god' eller 'ringe' kunne nuanceres i det uendelige, efterhånden som man fik sat de forskellige film i relief og sammenlignet dem indbyrdes. Og så var der stumfilmene. Filmhistoriens runesten - dødehavsrullerne, dem alt udspringer fra. I sin jubilæumssæson viser Århus Studenternes Filmklub 'Sunrise' fra 1927 af Friedrich Wilhelm Murnau. Det kan ikke udelukkes, at 'Sunrise' er verdens bedste film, og hvis ikke ÅSF havde givet mig muligheden for at se den der sidst i 70'erne, var det næppe nogensinde blevet til noget. Den eneste gang, den siden har været vist i tv, var på min egen foranledning, og alle brillante film, jeg har set siden dengang, har jeg holdt op mod 'Sunrise'; ikke ét mesterværk, ikke én såkaldt fotografisk nyskabelse har jeg 'godtaget' uden lige at tage Murnau, 'Sunrise' og den revolution, filmen medfødte, i ed. Ligesom man kan stille spørgsmålet: er det tilstrækkeligt, i en genrefikseret tid som vores, at begrænse sit kendskab til de gamle filmgenrer til mere eller mindre tilfældige dyk ned i 60'er- og 70'erdybet, når nu en af de film, der mest bevidst og mest drillende har forholdt sig til noirgenren, er Langs geniale 'You Only Live Once' fra 1937 (som også er på ÅSF's jubilæumsprogram, og som vises allerede på tirsdag)? At de store filmklubbers tid så langsomt er ved at være omme, er trist. Det betyder ikke stort for den virkelig dedikerede, der kan indhente fortiden gennem besøg i Amazons dvd-afdeling, men hvor skal man få sin bandsathed fra, når der ikke er nogen til at tænde op for den? Mit liv, hele min senere løbebane var blevet en anden, hvis mainstreambiograferne i Århus og omegn havde været min eneste mulighed. Selv om guderne skal vide, at jeg strøg til Park Teatret i Risskov og senere Malling Bio langt ude på landet for at se de store 70 mm-epics i noget så fint som stereofonisk lyd. Selv om jeg jo dog voksede op i en tid, hvor Errol Flynns gamle 'Robin Hood' pludselig kunne få repremiere - og Hitchcocks 'Berygtet' og Curtiz' 'Casablanca'. Og Langs 'Metropolis' med nyt discosoundtrack! Til lykke med jubilæet i Århus, og vid, at I har gjort en helvedes til forskel!