»Du skal skrive med meget små bogstaver«, siger indehaveren af Kunstbiblioteket, 77-årige Knud Pedersen, og illustrerer med to fingre foran næsetippen, hvor små de skal være. Han griner, men meningen er alvorlig nok. Forretningen må ikke blive for god. For det lille kælderlokale i Nikolajgade egner sig ikke til asen og masen. »Hvis vi får for mange kunder, kommer det til at gå ud over kvaliteten. Der er trods alt grænser for, hvor mange gode kunstnere der er i Danmark«, forklarer han om den noget bagvendte forretningstaktik. Knud Pedersen har hele livet igennem kæmpet mod samme mål: at befri kunsten fra galleriejernes kløer og gøre den til allemandseje. Det skal ikke være tykkelsen af tegnebogen eller tilfældige tilhørsforhold til kultureliten, der sætter dagsordenen. Alle har ret til at nyde kunsten, mener han. Og det indebærer ikke nødvendigvis, at man ejer den. Folk skal inspireres til at pille de fire tegnestifter ud af plakaten og erstatte den med ægte, levende kunst. Og kunstnerne skal kunne vise deres ting frem uden at betale en bondegård til en galleriejer. Derfor driver Knud Pedersen sammen med hustruen, Bodil Riskjær, 59, Kunstbiblioteket, der ligger skråt over for Nikolaj Kirke i Københavns centrum. Her kan man for 49 kroner og 75 øre leje et stykke moderne kunst i minimum tre uger ad gangen. Kundekredsen tæller både private og firmaer, men for tiden er det mest unge familier, der træder de tre trin ned på det grønmalede gulv i kælderlokalet, hvor spraglede malerier står stablet langs væggene eller er sømmet op på væggen. Det er et lille udsnit af Kunstbibliotekets omkring tre tusinde billeder. Resten er udlånt. Og det er en del. Antallet af lånere er nemlig krøbet stejlt opad, siden TV 2-programmet 'Helt solgt' i marts sendte Kunstbibliotekets navn ud i stuerne i den bedste sendetid. »Derfor tror mange af de unge, at Kunstbiblioteket kun har eksisteret i et halvt år. Det er de færreste, der ved, at vi også har lånt billeder ud til deres bedsteforældre«, siger indehaveren, Knud Pedersen, med slet skjult stolthed i stemmen. En stemme, der ikke tilhører hr. hvem som helst. Den høje, brede mand med det kridhvide hår, et tykt skæg og en lidt for stor, slidt grå sweater er selv kunstner og var blandt andet manden, der som initiativtager bragte provokerende Fluxus-kunst ind i Nikolaj Kirke i starten af 1960´erne. Han sidder denne sensommerdag med sin kone Bodil og medhjælperen Mette Stegelmann omkring det runde træbord i midten af det lavloftede rum. Eller rettere: han går rundt om det. For der er hele tiden lige en bog eller et billede, der skal vises frem. Eller en anekdote, som presser på. En stabel perlemorsfarvede kaffekopper i kitschstil og et stort zinkaskebæger på bordet vidner om, at der altid er tid til en kop kaffe, en smøg og en snak i kælderen mellem kunstnere, ejere og kunder. Og sådan skal det blive ved med at være. »Kunstbiblioteket er ikke en pengemaskine. Vi er verdensmestre i dårlig markedsføring. Det er en kunst i sig selv at køre noget på så lavt blus i så mange år«, konstaterer Knud Pedersen med et pokerfjæs, der hurtigt krakelerer og bliver til et lunt smil. Utaknemmelige unger Det er snart 50 år siden, Knud Pedersen opfandt intet mindre end en verdenssensation: Kunstbiblioteket. En event, der optog alle de store dagblade i København og sågar en polsk avis. Ingen kunne helt forstå, hvordan man kunne udstille kunst i en kirke og dele den ud til befolkningen for en slik. Men det kunne man, mente Knud Pedersen, og lejede sig ind i Nikolaj Kirke for 1.750 kr. om måneden. Her hængte han moderne kunst op på hver en ledig centimeter kalkmalet væg. Filosofien var klar: Det måtte ikke koste mere end en pakke cigaretter at leje et kunstværk i tre uger. Det vil sige 3 kr. og 85 øre. Derfor krævede projektet at være en succes fra første dag - og det blev det. I løbet af de første tre dage blev 700 billeder båret ud af kirken af nygifte par, studenter og butiksejere, der formentlig ellers aldrig ville have investeret i et stykke moderne dansk kunst. Kunstbiblioteket var en realitet. Og en af aviserne skrev begejstret: »Det er lige så billigt som tapet«. Samtidig opstod ideen om et Kunstbibliotek for børn. Vennen Henry Heerup var med på den, og på farvestrålende billedlotterikort bød de byens børnehaver på kunst i kirken. Karolines Køkken rakte på travle dage hindbærmilkshakes over mælkebaren til 300-400 rollinger, som snart skulle vise sig at være mere interesserede i at slås og vælte skulpturer på gulvet end at se på kunst. Efter atten ødelagte kunstgenstande og en stjålet bronzefugl blev børnenes Kunstbibliotek erklæret definitivt dødt. »Kunstbiblioteket startede som en kulturkamp mod galleriejerne. Mod 'the establishment', som mente, de havde patent på kunsten«, forklarer Knud Pedersen i dag og bliver afbrudt af en skinger kvindestemme fra baglokalet. »Og det gør de stadig!« Tag en chance I dag betegner Knud Pedersen familierne, der lejer billeder hos ham, som »unge, der ikke har tid til at gå på udstilling eller se TV-avisen«. Håbet er, at lånerne tør tage flere chancer, når de lejer et billede. At de skifter malerierne ud med nye og prøver kunsten af, inden de måske beslutter sig for at købe et. Derfor er der kun få større virksomheder blandt Kunstbibliotekets kunder. De er for konservative, mener Knud Pedersen. »De vil kun have kedelig kunst, der passer til møblerne. Noget, de kan udlodde til en firmafrokost«, siger han. Bodil Riskjær nikker. »Jeg ved præcis, hvad de vil have. Nogle pæne grå og blå farver og en pæn ramme. Gerne sølv eller guld. Sådan noget, man kan købe i ILVA. Jeg kunne male det selv«, siger hun. Derfor er det ofte små virksomheder, der fornyer deres bestilling. »Nogle firmaer er kommet her gennem 20 år. Så skiftes de til at vælge billederne. Og tit er de uenige om, hvad der er godt. Så får de nogle interessante diskussioner ud af det«, siger Bodil Riskjær. Blandt trendy bymennesker er det ofte æstetikken, som ender med at bestemme, hvor krydset skal sættes i kataloget. »Det skal jo passe sammen, det hele. Står farverne nu til den gule væg derhjemme?«, imiterer Bodil en kunde. Men det er kærligt ment. Det ene billede kan være lige så godt som det andet, når det først har fundet vej til bibliotekets vægge. For udvælgelsen er hård: Alle kunstnere har udstillet på en censureret udstilling. Netop som en ny stråle dampende kaffe har ramt bunden af det orange perlemor, træder fire nydelige unge mennesker ned af trappen. De kommer fra en IT-virksomhed og skal hente kunst til kontoret på Strøget. Det er første gang, de forsøger sig med kunsten at leje. »De er knaldgode, dem I har valgt«, roser Knud Pedersen. De fire kan godt nok ikke lige få øje på parallellen mellem en bog af Tom Wolfe og et af billederne. Men det skal ikke skille dem ad, mener Knud Pedersen. Fem minutter senere slæber de af sted med hver sin farvestrålende firkant under armen. Kunstbiblioteket er et livsværk. Ingen tvivl om det. I dag har Bodil Riskjær overtaget den daglige ledelse, mens Knud Pedersen har kastet sig over et nyt projekt: at lægge et arkiv over Fluxuskunst ud på nettet. Når han engang er væk, så er Kunstbiblioteket det også, spår han. »Det er meget personificeret, det her. Så jeg tror, at Kunstbiblioteket lever lige så længe, som vi lever. Det er et kunstværk i sig selv. Og hvis en kunstmaler dør, så beder man jo heller ikke en anden om at male kunstværket færdigt«, siger han og tænker lidt. Og selv om Bodil Riskjær trækker lidt på det og mumler, at deres fælles datter måske kunne overtage foretagendet engang i fremtiden, har man på fornemmelsen, at det er Knud Pedersen, der får det sidste ord i denne sag.