Først en knivspids kendsgerninger. Husk, helst den rene vare, for så glider resten lettere ned. Derefter et skvæt fordrejede fakta. Gerne i skandaløs vinkel. Mens blandingen svitser, tilsættes lidt friskplukkede vildskud efterfulgt af en ordentlig spandfuld løgn og latin. Til slut koges hele falbeladen sammen i et væltet lokum og krydres inden servering med et par duske velduftende sprogblomster. Voila: Sådan er amerikansk journalistik, når den er værst. Men læserne labber den i sig. Opskriften lyder hamper, men den stammer fra en ekspert på området. Tavse alarmklokker I tre år i 1990'erne bedrog den nu 30-årige reporter Stephen Glass redaktørerne på tidsskrifterne The New Republic, Rolling Stone, Harper's Magazine, George m.fl.. Uden at hæfte sig ved alarmklokkerne belønnede cheferne hans tæft for enestående reportager, overraskende features og opsigtsvækkende nyheder. Han var deres kæledægge og modtog tophonorarer for sin skrivefærdighed. Stephen Glass' ambition var at fortælle 'den perfekte historie'. Den type historie, som læserne æder råt. Forleden afslørede han sine arbejdsmetoder i tv-stationen CBS' ansete dokumentarprogram '60 Minutes'. »Jeg begyndte en artikel med en faktor A, som måske var sand. Så gik jeg til faktor B. Den var delvis rigtig og delvis fabrikeret. Derefter kom faktor C fuld af opspind og næsten uden hold i virkeligheden«. »Endelig var der faktor D. En ordentlig bøf af en flommefed løgn. Heri var alt totalt usandt. Men på det tidspunkt sad læserne i saksen. For de havde intet problem med at følge mig fra faktor A gennem faktor B og videre til faktor C. Da de nåede til D, var de tilvænnede og stolede blindt på mine oplysninger til slutningen på historien«. Totalt bedrag I maj 1998 skrev Stephen Glass en bemærkelsesværdig reportage i The New Republic under overskriften 'Hack Heaven'. Den skulle blive hans foreløbig sidste. Historien refererer bl.a. til et diskret landsmøde for amerikanske computerhackere på et hotel i Bethesda, Maryland. Specielt et element i artiklen om en 15-årig hacker ved navn Ian Restil gjorde indtryk. Drengen havde angivelig hacket sig ind i softwarefirmaet Jukt Micronics' computersystem og lænset forretningen for titusinder af dollar. Teenageren efterlod beskeden »Big bad bionic boy has been here baby«, men i stedet for at melde forbrydelsen til FBI, opsporede firmaet knægten og ansatte ham som sikkerhedskonsulent. Alt sammen ifølge Stephen Glass' artikel i The New Republic. Ingen kilder Men da netudgaven af tidsskriftet Forbes kort efter ville følge op på historien, kunne de ikke få så meget som én eneste af de centrale, men tilsyneladende faktuelle oplysninger i historien verificeret. Stephen Glass slyngede ellers om sig med henvisninger til The Center for Interstate Online Investigations, Computer Insider, Uniform Computer Security Act m.m. samt The National Assembly of Hackers, som angiveligt havde sponsoreret hackerkonferencen. Alt var fiktion. Også den 15-årige forbryder og Jukt Micronics eksisterede kun i reporterens fantasi. Blandt reportagens mange detaljer tilhører kun byen Bethesda og staten Maryland virkelighedens verden. Nervøst sammenbrud Redaktørerne på The New Republic fik et chok, da kollegerne på Forbes henvendte sig med deres mistanke om journalistisk svindel. Inden Stephen Glass gik til bekendelse, drog han og hans redaktionschef, Charles Lane, på udflugt fra Washington til Bethesda, for at reporteren skulle udpege hotellet for den omtalte hackerkonference. Da var den 25-årige fantast det mest hotte journalistnavn i USA's hovedstad. Men han kom på glatis. Han kendte ikke Bethesda og valgte tilfældigt Hyatt Hotel, som viste sig at være helt uden kongresfaciliteter. Glass improviserede, at friarealerne på førstesalen rundt om det åbne rum i midten havde været indrettet til hackernes hemmelige træf. Charles Lane gloede vantro, og journalisten tabte masken. Endelig åd de mange løgnehistorier og bortforklaringer sig selv op indefra. Kort efter fik Stephen Glass et nervøst sammenbrud. Alligevel forsøgte han grædende at lyve videre over for venner, bekendte og familie. Produktion af løgne Uden deres viden havde han misbrugt nogle af deres telefonnumre og lignende til baggrundsmateriale til sine artikler. Senere skammede han sig for meget til at give sine chefer en undskyldning og kom i terapi som patologisk løgner. »Mit liv bestod i én lang produktion af løgne fulgt op af endnu en serie løgne for at dække over de første løgne«. Sådan siger han i '60 Minutes'. Oprindelig ville han have været læge, men dumpede til nogle forprøver ved University of Pennsylvania. Inden han kastede sig ud i journalistikken, tog han eksamen i antropologi. I dag bor Stephen Glass i New York og forsøger at få bestalling som advokat efter jurastudier ved Georgetown University i Washington. Hans moralske habitus er stadig under overvejelse af myndighederne. Mens han væltede sig i forsidehistorier, tjente han over 150.000 dollar om året på sine freelance stinkere inklusive sin løn som fast medarbejder på The New Republic. Og han spinder stadig guld. Løgn over løgn 'The Fabulist' er titlen på skandalejournalistens selvbiografiske roman, hvori han - vist nok - fortæller sandheden om sin storhedstid som korrupt forfører af den amerikanske offentlighed. Hovedpersonen hedder i hvert fald Stephen Glass, og bogen udkom for nylig i USA i 55.000 eksemplarer. Den blev rakket ned af anmelderne som spekulation, men foreløbig har forfatteren indkasseret et forskud på et sekscifret dollarbeløb. Til oktober har spillefilmen 'Shattered Glass' verdenspremiere. Hayden Christensen er øverst på rollelisten, og Tom Cruise er blandt producenterne. Også filmen beretter om Stephen Glass' karriere som ordsvindler. Redaktørerne på serieløgnerens arbejdspladser modtog kun ganske få klager over hans fantastiske beretninger, der altid fremstod gennemarbejdede og veldokumenterede. Kun få beklikkede hans troværdighed. »Det var, fordi jeg for det meste skrev fiktive historier om fiktive mennesker, som på fiktive tidspunkter foretog fiktive handlinger. Den slags mennesker skriver ikke dementier«. Skrev hadebreve til sig selv Indimellem forfattede han ophidsede angreb på sig selv i falske navne til sine egne blade som krydderi på de sammenkogte løgnehistorier. Til sine artikler brugte han i stedet for almindelig, journalistisk research sin opfindsomhed på at fabrikere falske kilder, falske notater, falske visitkort, falske brevpapirer, falske faxer, falske informationsbreve, falske telefonnumre, falske beskeder på falske telefonsvarere og sågar en falsk hjemmeside på internettet for et ikke eksisterende elektronikfirma. Det var for at narre sine redaktører og de specielle faktatjekkere på tidsskrifterne. Han havde selv tidligere arbejdet som faktatjekker og vidste, hvordan systemet fungerede. Jævnligt plantede han bevidst mindre, åbenlyse fejl i sine historier til ære for faktatjekkerne. Ved gennemgangen af hans 41 opsigtsvækkende artikler i The New Republic frem til 1998 viste de 27 sig mest at bestå af det pureste opspind. Tilsvarende var flere af hans 'nyheder' i andre blade decideret ondsindede. Histororier om Clinton Mens sagen om daværende præsident Bill Clintons affære med kontorpraktikanten Monica Lewinsky i Det Hvide Hus vakte international skandale, skrev Stephen Glass i en feature i George, at præsidentens personlige advokat, Vernon Jordan, ifølge »anonyme« kilder ved flere lejligheder havde opført sig uterligt over for forskellige unge kvinder. Historien var hentet ud af den blå luft. Ligeså hans beretning om nogle brugte kondomer, som angiveligt havde tilhørt Monica Lewinsky for siden at komme på tilbud på en messe for ting og sager fra det politiske liv i USA. Heller ikke hans reportage om en evangelisk sekt til tilbedelse af daværende præsidentkandidat George W. Bush holdt vand overhovedet. En anden af hans løgnehistorier gør sig i detaljerede beskrivelser af, hvordan otte, unge konservative mænd fyldte sig med sprut og pot, inden de sexmisbrugte en yngre, ensom kvinde på et hotelværelse under den årlige Conservative Political Action Conference. Der var også 'afsløringerne' af en julemand med erektion under sit arbejde med børnene i et stormagasin, og hvordan medlemmerne af bestemt kristen trosretning ynder at springe nøgne rundt i skoven. Efter en feature om spiritistiske konsultationer pr. telefon på baggrund af 13 anonyme og uidentificerbare kilder opsagde Harper's Magazine sin freelance-kontrakt med Stephen Glass. Flere skandaler Amerikansk presse inklusive de højt respekterede dagblade New York Times og Washington Post har gennem de senere år været plaget af adskillige skandaler angående forbryderiske reportere og deres svindeljournalistik. Ifølge den nu tidligere redaktionschef på The New Republic, Charles Lane, er Stephen Glass den værste og mest kyniske af dem alle. »Hvis solen skinnede udenfor, og Steve og jeg begge stod i solskinnet, og Steve kom hen til mig og sagde: »Solen skinner i dag«, ville jeg omgående gå hen og tjekke med to andre personer for at være sikker på, at solen virkelig skinnede«.