Dogme 95 introducerede begrænsninger og spilleregler som en kreativ udfordring til filmfolket. Som filmkunstner har Jørgen Leth altid haft sine spilleregler og Lars von Trier lægger ikke skjul på at filmmageren, digteren og sportskommentatoren Leth på det punkt har været et stort forbillede. Men den evigt guldrandede Jørgen Leth, manden der elsker kvinder, æstetikeren, der aldrig ryster på stemme og hånd, denne selvtilfredse Jørgen Leth med den provokerende perfektion, ham vil Lars Von Trier gerne møblere lidt om på. Så to af dansk films nøglefigurer aftalte at lave en film. At spille et spil. Jørgen Leth skal drible og score. Von Trier spænde ben for ham. Eller som Lars von Trier kalder det: »Et hjælp Jørgen Leth-projekt«. Med udgangspunkt i sin egen klassiker 'Det perfekte menneske' fra 1967 skal Jørgen Leth genskabe filmen fem gange. Hver gang vil Von Trier i rollen som Djævelens Advokat opstille nogle regler og begrænsninger, der skal gøre livet surt og kunsten svær for det ældre forbillede. Det går hurtigt op for Leth, at alt hvad han siger, vil blive brugt imod ham. Der er en anden dagsorden. Von Trier vil ind under huden på Leth. Han vil komme om bag den kølige kontrol, distancen, det usvigeligt æstetiske og formsikre. Og så starter rejsen ellers. Hals - und Beinbruch Turen går til Cuba, hvor Leth skal lave en »spastisk« film, hvor intet klip må vare mere end et halvt sekund. Turen går til Indien, hvor Leth iført smoking spiser fisk og drikker kølig chablis på en baggrund af sultne børn i Bombays værste luderkvarter. Turen går til Bruxelles, hvor friheden står som et tomt rum. Til Texas, hvor Leth hos Bob Sapiston laver, hvad han hader mere end noget andet, nemlig en tegnefilm. Lars von Trier opstiller den ene mere nederdrægtige hurdle efter den anden. Men det er ikke sådan lige til at hive guldbukserne af Jørgen Leth. Von Trier prøver at tvinge ham ud i ulysten, men Jørgen Leth viser sig i besiddelse af en ukuelig evne til hele tiden at finde den lyst, der hos ham skal drive værket. Reglernes selvtugt, kalder Von Trier det, men tugt ligger ikke til Leth. Leth leger med lyst og svarer med form. De to filmmænds holmgang er en ekstremt underholdende duel på opfindsomhed. »Jeg vil gerne banalisere dig«, lyder Von Triers ambition. Han vil udskille det perfekte fra det menneskelige i tilfældet Leth. Men hvordan ryster man en mand, der er parat til at rejse til Helvede og tilbage igen »så længe der bare er et hotel?«. Det gælder om ikke at overgå sig selv, ikke at brillere. Men Jørgen Leth kan lige så lidt som en sportsmand lade være med at prøve på at vinde. Spørgsmålet er da også, om ikke den Lars von Trier i virkeligheden tester i lige så høj grad er sig selv. Men 'De Fem Benspænd' er meget mere end et regelrytternes raffinerede spilfægteri. Filmen kommer til at stille nogle fundamentale og underfundige spørgsmål til skabelsesprocessen og kunstnerens etik. Faktisk er der i denne lette og elegante filmiske dialog en drilsk dybsindighed, der sjældent er matchet. Pressepublikummets modtagelse i Venedig er da også varm. Også på de underfundige danske steder bliver der grinet, og klapsalverne efter filmen er kraftige. Lars Von Trier som ræven bag øret. Et kendt syn, der automatisk skaffer 'De fem benspænd' stor opmærksomhed. Men hvem er nu denne Mr. Leth? Denne elegante verdens- og sportsmand med den hypnotisk velmodulerede røst og den ukuelige evne til at modstå Lars von Triers tvangsbanalisering. Hårde regler Jørgen Leth selv landede i Venedig stort set samtidig med filmens rulletekster kørte i festivalbiografen Palagalileo. Han måtte jo om nogen vide det. Så jeg møder ham på Hotel Excelsiors terrasse, mens bølgerne bruser og martinien klirrer i hans glas. »Jeg har altid været meget interesseret i spilleregler. Hårde, givne regler, der udelukker ting. Men selv om jeg godt kunne forestille mig, at han ville være djævelsk, var jeg overrasket over, at han i dén grad prøvede at få skovlen under mig«, fortæller han om legen med Lars. »Jeg fik jo kniven lige med det samme! Ikke et klip over et halvt sekund. Til mig, der laver lange billeder! Men jeg sagde bare okay og noterede det ned. For det lå jo i spillereglerne. Jeg kunne ikke forkaste et forslag. Jeg er jo en alvorlig spiller på den måde«, forklarer Jørgen Leth. »Men da jeg kørte hjem efter vores hyggelige møde, hvor jeg havde sagt ja til så meget forfærdeligt, kom tvivlen. Han siger, han elsker mine film, tænkte jeg, men han har lige bedt mig begå kunstnerisk selvmord!«. Hos dig er det lysten, der driver værket. Men von Trier prøver at give dig ulyst? »Han prøver at angribe min æstetiske distance. Han vil gerne have, at jeg skulle blotte mig og lave noget lort. Men det kunne jeg altså ikke. Instinktivt prøver jeg at løse det på bedste måde. Det kan jeg ikke lave om på. Jeg giver en æstetisk returbold hver gang. Men jeg tog det meget alvorligt. F.eks. opgaven at finde det værste sted at tage hen. Jeg havde set skrækkelige ting på Falkland Road i Bombay og ville tage dertil. Jeg ringede til Jørgen Poulsen fra Røde Kors og han kunne ikke komme i tanke om et værre sted og en bedre idé«, fortæller Jørgen Leth, der hver gang som en skakspiller prøvede at forudsige Von Triers næste træk. Uden held, indrømmer han. Og så en tegnefilm Hvordan regnede Lars med rævesmilet ud, at Jørgen Leth, ligesom von Trier selv, hader tegnefilm? Til gengæld havde han næppe forestillet sig, at Leth ville kunne løse også denne opgave med æstetisk vellyst. Men det skete takket være den texanske tegner Bob Sapiston. Tegnefilmen førte alligevel til den største blottelse i filmen. Jørgen Leth er synlig stolt over sin løsning, hvor Sapiston har tegnet ovenpå et sammenklippet potpourri af scener fra gamle Jørgen Leth-film. Men Leth får ingen kommentarer af læreren. Ingen ros. Skuffelsen står malet i hans ansigt. Man skal da roses, når man har præsteret. Men opgaven blev bare godkendt. Fejet af vejen. Videre i teksten. Denne provokerende perfektion. Når Lars von Trier går så hårdt til dig, som han beundrer, er det så fordi han også taler om sig selv, når han kritiserer dig? »Jeg føler jo også, jeg gør noget på hans vegne. Jeg rejser ud og oplever noget på hans vegne. Jeg udforsker dokumentarismens grænser på hans og mine vegne. Vi er interesserede i de samme ting. Udgangspunkt er en intellektuel spøg, men jeg synes, det resulterer i noget innovativt filmsprog. Jeg er nødt til at anstrenge mig til det yderste for at give et svar. Men mit instinkt for at finde et æstetisk og fornyende filmsprog vinder hver gang igennem. Jeg gider ikke lave noget, jeg ikke kan stå ved«, konstaterer Jørgen Leth, der efter 40 år som dokumentarfilmskaber pludselig, takket være seancen i legestuen hos Zentropa med den onde pædagog Lars von Trier, kan risikere at blive et kendt ansigt langt ud over en snævrere kreds af cineaster, der allerede kender og påskønner hans formeksperimenter og sportslegender. Det bliver ikke det sidste verden kommer til at høre om det både umage og ret perfekte makkerpar. Når Jørgen Leth har lavet sin film om 'Det Erotiske Menneske' færdig lurer et stort projekt i horisonten. Lars von Trier skal lave Wagner i Bayreuth og Jørgen Leth har efter nogen tøven besluttet sig for ikke at lytte til de velmente råd. I stedet laver han dokumentarfilmen om Lars von Trier og Ringen. For som han kort forinden har sagt: »Jeg skal ikke gøre det let for mig selv«.