Et glamourportræt af Nicole Kidman dominerer festivalavisens forside. Men teksten fortæller sandheden. »Kidman er ikke på Lidoen. Men hun ankommer med sin film 'The Human Stain«. Men selv ikke Kidman kan redde Robert Bentons filmatisering af Philip Roths roman fra at være en stiv affære, der oser af den politiske korrekthed, filmen hævder at ville kritisere. Men der er brug for Kidmans navn i Venedig. For uanset om konkurrencefilmene fra Kina, Korea og Libanon befinder sig på lysårs afstand af Hollywoods stjernesystem, er der brug for stjernestøv på Mostraens blå løber. Stjernestøv skaber fest. Og stjernestøv er hård valuta i de mange filmfestivalers kamp om opmærksomheden. En veltjent metode til at sikre sin festival stjernestøv er, at uddele priser for lang og tro tjeneste til aldrende filmstjerner. Omar Sharif får i Venedig en guldløve for karrieren og har samtidig hovedrollen i 'Monsieur Ibrahim og Koranens blomster', der vises uden for konkurrence. En film om en gammel muslimsk købmand, der tager en jødisk dreng under sine vinger. På den efterfølgende pressekonference kan den gråskæggede og distingverede Omar blive mødt med varme klapsalver og sige de rigtige ting: »Der findes rare mennesker og lede mennesker. Men det har ikke noget at gøre med, hvor de kommer fra, eller hvilken farve de har. Der findes rare jøder og lede jøder. Der findes rare muslimer og lede muslimer«. Han smiler mildt, mens stjernestøvet drysser over et af disse øjeblikke, filmfestivaler også lever og ånder for. Stjernefotograf Men der er også en anden slags stjerner. Dem, som kun stråler i kraft af deres talent. En engelsktalende mand med svedkrøllet hår ledsaget af et langbenet spir af en kinesisk skønhed, spørger mig om vej til restauranten Quattro Fontane. Jeg ser på hans alt for store og alt for varme sorte kondisko og noterer mig hans vest med små lommer. Alt tyder på en fotograf. Læg dertil den kinesiske skønhed, og det kunne måske være den australske fotograf Christopher Doyle, der er Wong Kar-Wais faste fotograf, og som har filmet den thailandske 'Last Life in the Universe'. En paf Doyle indrømmer sin identitet, og jeg skamroser ham straks af hele mit hjerte for hans bidrag til en billedskøn film. Doyle og Ching Min, som hun vist hedder, bliver glade, da jeg kan fortælle, at Pen-Ek Ratanaruangs film blev godt modtaget af pressen. Doyle er ved at filme i Shanghai og er kommet hele den lange vej for i løbet af et døgn at yde sit, inden han iler tilbage til Kina. Vi snakker og sveder i raskt trav. Doyle kalder filmens japanske skuespiller Asano den bedste skuespiller, han har arbejdet med. Måske bortset fra Michael Caine. »Men han havde også sine dårlige dage«. Det er et stjerneøjeblik. For selv om jeg indtil for få minutter siden ikke anede, hvordan han så ud, så er Christopher Doyle i min bog en af filmens virkelige stjerner. Stjerneskud Blandt spillefilmene er Sofia Coppolas 'Lost In Translation' festivalens første store stjernestund. Komikeren Bill Murray har som skuespilleren Bob Harris sin bedste rolle siden 'Groundhog Day'. Harris er i Tokyo for at tjene kassen på en whiskyreklame. På luksushotellet møder han den unge Charlotte. Midt i en meget fremmedartet verden finder de to jetlaggede amerikanere sammen i hotellets komfortable pseudoverden, mens natklubsangerinden synger 'The Thrill is Gone'. Sangen er møntet på dem begge. Bobs karriere er blevet en hul pengemaskine, og hans ægteskab en dræbende rutine. To år efter at hun blev gift med fotografen John, er Charlotte ved at glide ud af sin forelskelse og aner ikke, hvad hun vil med sit liv. To mennesker, der pludselig har svært ved at oversætte deres liv til noget meningsfuldt for dem selv. Men måske kan de hjælpe hinanden. En historie, Sofia Coppola fortæller med øm klogskab, stor stilsans og tårnhøj humor. Coppola forkaster de amerikanske mainstreamklicheer og annammer en hel del af den asiatiske langsomhed og billedglød, men uden at blive fersk eller miste en stærk amerikansk sans for timing og klarhed. Efter debuten 'Virgin Suicides' har Coppola skabt en film, der måske nok er mere smal, men ikke mindre fremragende. Bill Murray er en kultstjerne i denne film. Unge Scarlett Johansson er en stjerne i svøb. Sofia Coppola er et stjerneskud på filmkunstens himmel, og hendes 'Lost In Translation' er i Controcorrente en af de stjernestunder, der gør en filmfestival levende, uanset om alverdens Nicole Kidman'er bliver nok så meget hjemme.